Pjotr Ilítj Tjajkovskij komponerede i 1878 sin violinkoncert, der i dag er en af de mest kendte violinkoncerter overhovedet. Af mange i samtiden blev den betragtet som umulig at spille, indtil violinisten Adolph Brodsky uropførte den i Wien, Sidenhen blev værket også dedikeret til Brodsky.
Vi begynder med et melodisk tema i strygerne, som let spiller koncerten i gang:
Snart efter følger oboerne med samme tema, men nu forkortet let:
Intensiteten i orkesteret stiger, indtil det pludselig kulminerer og stopper, og ud af stilheden kommer solo violinen med et stykke:
Dette følges straks op af violinisten med koncertens første tema:
Efter en gennemspilning af temaet hvor akkompagnementet fra orkesteret har været sparsomt, er det som om violinisten tænker “ej, kom nu!” og spiller temaet med endnu flere ornamenteringer og spring – og nu er orkesteret med:
Efter et stykke hvor solo violinen stiger i intensitet og nærmest slås med orkesteret om plads, får den lov til nu at introducere satsens andet tema, som vi kun hører ganske lidt til:
Der går nemlig ikke længe, før orkesteret stemmer i med det første tema:
Soloviolinen prøver nu at introduceret et nyt tema, der har en mere legende og dansende karakter:
Dette får solo violinen lov at spille i en tid, men pludselig skærer orkesteret igen igennem med det første tema:
Nu har solo violinisten fået nok, og hver gang der kommer en pause i orkesterets passager, gentages et opadgående motiv:
Dette signalerer begyndelsen på cadenzaen, der er en virtuos passage hvor violinisten kan vise sine kundskaber som musiker. Og den er formidabel:
