Carl Nielsen skrev i årene 1910-11 sin tredje symfoni, som blev udopført 1912 af Det kongelige Kapel, som Nielsen var dirigent for på dette tidspunkt. Symfonien anses for en af hans bedst og den symfoni, der i høj grad gjorde resten af Europa opmærksom på ham. I det følgende vil jeg kigge på den første sats.
Satsen begynder med et A – der gentages ikke mindre end 36 gange, i det meste af orkesteret!
Umiddelbart herefter følger tema 1, der er det centrale i denne symfoni, spillet i træblæsergruppen:
Efter et stykke tid med videreudvikling af dette tema, vender det tilbage, nu i hele orkesteret og spillet af strygerne:
Snart kan man under musikken ane violinerne spille et rytmiseret A – i stil med det, vi hørte åbne symfonien:
Musikken bliver mere og mere voldsom, indtil Nielsen giver dem en kæmpe akkord, som de så langsomt skal dæmpe, til den næsten forsvinder:
Ud af dette næsten ingenting, hører vi nu tema 2, der er en bearbejdelse af tema 1, spillet først i fløjte efterfulgt af de andre træblæsere:
Kort efter dette, introducerer Nielsen os for en ny ide, nemlig et tema spillet i strygerne, som en fuga, hvor melodien bliver flyttet mellem instrumenterne og akkompagnerer sig selv:
Ud af denne fuga opstår pludselig tema 2, nu udsat for hele orkesteret:
Mens musikken stiger i intensitet, fornemmer vi nu det originale tema 1 som underlægning, spillet i celloerne:
I det næste lange stykke tid fortsætter Nielsen med at bearbejde disse ideer og videreudvikle sit tema 1 for mod satsens slutning at kombinere både fuga ideen, tema 1 & 2 og skabe en længere slutning, der toner satsen langsomt ud:
Her afslutter Nielsen 1. sats og har nu præsenteret os for ideer, der vil gå igen i resten af værket.