Dimitrij Sjostakovitjs (1906-1975) var i fedtefadet midt i 1930’erne. Trods en stærk begyndelse og efter i mange år at være blevet betragtet som et af Ruslands store håb indenfor komposition,så Stalin sig i 1936 sur på hans musik. Efter opførslen af Sjostakovitjs opera Lady Macbeth fra 1934, kom han i det hemmelige politis søgelys, og han liv afhang af, om han kunne komponere noget musik, der kunne leve op til partiets standarder. Hans svar var at komponere sin 5. symfoni i sommeren 1937. Den havde premiere d. 21. november, til et bifald der sjældent var hørt før.
Jeg vil i det følgende gennemgå de vigtigste temaer fra den første sats.
Musikken begynder med et tema, spillet i kanon mellem de dybeste og de lyseste strygere
Violinerne præsenterer os derefter for den første melodi, vi hører i denne sats. Bemærk, hvordan kanonen fortsat danner underlægning til melodien.
Som melodien bringes til afslutning, introducerers vi langsomt for mere af orkesteret, samtidig med at musikken bearbejdes. Fagotterne spiller med de dybe strygere på kanon-temaet, men nu ikke i kanon:
Musikken spiller videre og melodien flyttes rundt i de forskellige instrumenter. Men kort efter vender violinerne tilbage med temaet fra kanon, som vi nu snart må betragte som en af de vigtigste ideer i satsen.
Nu når vi til den anden melodi, som er central for denne sats. Som med den første hører vi først Sjostakovitjs’ underlægnings-ide, her en gentagnende figur der siger “lang-kort-kort”, og derefter hører vi melodien i violinerne.
Nu gør Sjostakovitjs noget lidt utraditionelt: Han flytter temaet ned, og lader bratscherne spille violinernes tema. Instrumenterne spiller på den absolutte top af, hvad de normalt kan, og aligevel fungerer temaet perfekt her.
Nu begynder Sjostakovitjs at bearbejde sit materiale, så snart hører vi melodi nr. 1 spillet helt dybt i hornene og i halvt tempo, mens dybe strygere og klaver akkompagnerer med en “kort-kort-lang” figur, altså den omvendte ide fra melodi 2’s akkopagnement.
Snart efter overtager træblæserne denne melodi og de spiller den meget hurttigt:
Melodi 1 udvikler sig dynamisk ind i melodi 2, spillet om muligt endnu hurtigere af træblæserne:
Sjostakovitjs laver herefter en sektion der særligt fornøjede Partiet, da han lader melodi 1 få karakter af en march, spillet af trompeter, akkopagneret af lilletrommen på en bekendt “lang-kort-kort” figur.
Sjostakovitjs nærmer sig klimaks, og han lader derfor hele orkesteret lege med i kanon, mellem strygerne og træblæserne.
I stedet for at øge tempoet op mod klimaks, sænker Sjostakovitjs det i stedet, og da vi endelig når det, er det kun violinerne, der får lov at være med på et nedadgående løb.
Satsen er nu næsten overstået, men Sjostakovitjs er ikke helt færdig med sine melodier. Først lader han fløjten spille melodi 2, denne gang som en duet med hornet.
Helt til slut hører vi nu melodi 1 i fløjten, men denne gang helt vendt om, så den nu er opadgående i stedet for nedadgående som vi har hørt den indtil nu.
Værket var en kæmpe succes og Sjostakovitjs slap med skrækken for nu. Men han forblev varsom overfor kommunistpartiet og passsede på, hvornår han kompnerede og uropførte sine værker.