Antonín Dvořák var i 1880’erne blevet godt etableret som en af de største komponister i Europa, og særligt englænderne var glade for ham. Han blev ofte inviteret over for at dirigere uropførsler af egne eller andres værker, og han havde på alle måder et godt forhold til England. Hans 7. symfoni er komponeret i 1885, og fik sin uropførelse i St. James Hall i London. Dvořák var blevet inviteret af London Phillharmonic Society til at komponere en symfoni i forbindelse med, at han netop var blevet optaget som æresmedlem. Han var i denne periode stærkt inspireret af Tjekkisk folkemusik og det tjekkiske folks kamp for en national identitet, så den er uofficielt dedikeret til det tjekkiske folk.
Selvom symfonien ikke er blandt hans mest kendte, betragtes den af mange som et mesterligt udført og gennemkomponeret værk, og jeg vil i det følgende komme ind på de vigtigste temaer i den sidste sats af symfonien.
Vi begynder satsen med en præsentation af det centrale tema, spillet af horn, støttet af klarinetter og celli:
Orkesteret spiller efterfølgende en variation over dette tema, der gentages et par gange, indtil orkesteret stiger i intensitet og leder til, at fløjten overtager temaet for en stund:
Dvořák leger derefter videre med samme ide om at lade orkesteret lave lette variationer over dette tema, mens han giver mere og mere los for, hvilke instrumenter der er med. Til sidst må det dog kulminere i at hele orkesteret, ledet af violinerne, spiller temaet, suppleret af en kort fanfare fra trompeterne:
Efter yderligere et par gennembearbejdelser kaster Dvořák sig over en ny, langt mere melodisk ide, som han lader sine træblæsere spille mellem sig:
Han lader derefter igen violinerne overtage og variere temaet, og bemærk hvordan pauken får lov at folde sig ud som supplement til den melodiske udvikling:
Der følger en længere udvikling af temaet, med et enkelt lille intermezzo, hvor strygerne og messingblæserne næsten laver call-response til hinanden:
Langsomt falder intensiteten, og til sidst er det kun basunen der giver respons, men der er ikke noget call… og i dette hul indtræder nu det første tema, der åbnede satesen:
Dvořák lader det dog ikke forblive stille og roligt særligt længe, og snart spiller hele orkesteret med, men denne gang er det, som om paukerne forsøger at afbryde melodien – læg mærke til at de næsten i hver takt rammer skævt med en “da-dum-da-dum” rytme, som fløjterne mod slutningen begynder at overtage:
Snart ledes vi over i en krydsning mellem det første og det andent tema, hvor vi nærmest ubevidst føres fra det ene til det andet:
Da Dvořák – vanen tro fører dette tema op for fuldt orkester, er det værd at bemærke, at det samme pauke- akkopagnement, “da-dum-da-dum” der var malplaceret i forhold til tema 1, nu er meget mere dynamisk og næsten folder sig rundt om tema 2:
Dvořák komponerer derefter mod satsens og symfoniens afslutning: Tempoet og intensiteten stiger og stiger… blot for at styrtdykke på et sekund:
Og ud fra dette dyk, lader han det første tema genopstå, spillet langt mere majestætisk, end vi endnu har hørt det. Opbygningen er langsom, dynamisk og afrunder symfonien på en smuk og gennemført måde: