Sergei Prokofiev komponerede i 1935 et fuldt partitur til en ballet over William Shakespeares Romeo og Julie. Der skulle gå fem år før han kunne se det opført i sin fulde længde i Rusland, da han var på kant med styret. Processen op til udgivelsen af balletten var præget af en serie problemer, da den officielle sovjetiske holdning til kulturelle værker var, at de burde have en lykkelig slutning. Efter en del debat fik Prokofiev dog lov til at beholde den mere traditionelle tragiske afslutning.
Der er over balletten arrangeret tre forskellige suiter for symfoniorkester, den jeg vil gennemgå herunder, er den tredje. Den består af 6 satser, der i nogle tilfælde er sat sammen af forskellige passager fra balletten. Det, der er særligt karakteristisk for denne udgave, er, at den i høj grad fokusere på Romeo og Julie, mens de fleste andre karakterer: Paris, Tybalt, Broder Laurence osv., ikke er tematisk repræsenteret i den.
Vi åbner første sats med ouverturen, en smuk lyrisk passage i strygere og træblæsere:
Der er over balletten arrangeret tre forskellige suiter for symfoniorkester, den jeg vil gennemgå herunder, er den tredje. Den består af 6 satser, der i nogle tilfælde er sat sammen af forskellige passager fra balletten. Det, der er særligt karakteristisk for denne udgave, er, at den i høj grad fokusere på Romeo og Julie, mens de fleste andre karakterer: Paris, Tybalt, Broder Laurence osv., ikke er tematisk repræsenteret i den.
Vi åbner første sats med ouverturen, en smuk lyrisk passage i strygere og træblæsere:
Siden får vi introduceret Romeo, han gør sin entre til fagotten:
Men siden får han lov at udtrykke sig rigtigt til klarinetten – de to dybe træblæsere er altså hans instrumenter:
Anden sats er en ’morgendans’, der er så godt som identisk med den fra balletten, karakteriseret ved et tema i horn og messing:
Tredje sats er Julies. Først præsenteres hun ved et smukt og let tema i fløjte fra første gang, vi møder hende som voksen i balletten:
Dette tema følges op af et mere alvorligt, da hun mødes med Broder Laurence – den munk, der skal vie hende og Romeo i hemmelighed, dette tema her arrangeret for soloviolin. I balletten er det hele strygergruppen, der spiller dette melankolske og usikre tema:
Fjerde sats er dedikeret til sygeplejersken, der er Julies fortrolige. Hun er støttende, glad og opildnet af at kunne hjælpe til at forene Julie med Romeo, derfor er hendes tema arrangeret for obo, samt fløjte (Julie) og klarinet (Romeo):
Femte sats er den på sin vis sjoveste. Det er en serenade, Romeo spiller for Julie på mandolin, her arrangeret for fuld strygesektion samt træblæsere herunder den meget konstante og insisterende karakter i musikken:
Sjette sats. Ak. Historien kan ikke ende lykkeligt, dette er Julies begravelse. Satsen er tømt for solistisk materiale for at sørge over Julies bortgang, De sidste takter af satsen er en langsom udtoning mod døden og intetheden:
