Generalforsamlingen udsat

Kære medlemmer af Venneforeningen

For første gang i lang tid kunne vi invitere jer indenfor til en generalprøve på torsdagskoncerten den 17. i denne måned. Langt fra alle de, der gerne ville være med, men de heldige var meget glade for at kunne høre levende musik i Koncertsalen igen.
Desværre er prøvelsernes tid som bekendt absolut ikke forbi. Vi kan ikke se så langt frem ad gangen og må øre mange ting anderledes, end vi plejer. Foreløbig har DR kun sat billetterne til de første tre af efterårets prøver til salg og i meget beskedent omfang som følge af myndighedernes påbud.

Restriktionerne får også betydningen for foreningens generalforsamling. Den skal efter vedtægterne afholdes i oktober måned og indkaldes med mindst 30 dages varsel. Bestyrelsen har ventet med at fastsætte en dato i håb om muligheden for at opfylde bestemmelsen på trods af Corona-situationen. Med de seneste udmeldinger fra regeringen især om forsamlingsforbuddet på mere end 50 mennesker – foreløbig indtil 4. oktober – er vi nødt til at trække i nødbremsen. Alternativt skulle vi begrænse adgangen til generalforsamlingen, hvilket vil være meningsløst og i øvrigt også i strid med alle regler. Vi bliver med andre ord nødt til at udskyde generalforsamlingen og dermed også indkaldelsen, indtil vi er sikre på, at den kan og må afholdes på tilfredsstillende vis.

Vi har under hele perioden fra marts satset på at holde foreningens meget beskedne administration og medlemsservice intakt, så vi kan rykke, når der bliver give grønt lys. Det gælder den daglige betjening af medlemmerne, det gælder arrangementer, og det gælder nu også afholdelse af generalforsamlingen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en del medlemmer har valgt ikke at forny medlemskabet hen over sommeren. Det giver færre penge til foreningens formål: at støtte DR´s kor og orkestre. Bestyrelsen vil I den forbindelse takke alle jer, der i en svær tid har bakket op om Venneforeningen på trods af de usikre forhold.

Vi lover, at I hører fra os, lige så hurtigt vi får mulighed for at agere, som vi gerne vil.

Med venlig hilsen
BESTYRELSEN