Maurice Ravel (1875-1937) sidst i sit liv betragtet som en af Frankrigs store komponister – både internationalt og lokalt. Efter en hård begyndelse, hvor det etablerede franske komponistmiljø ikke kunne lide hans nye og moderne stil, vandt han løbende mere og mere annerkendelse. Mod slutningen af 1920’erne komponerede han to klaverkoncerter: Den første komponeret mellem 1929-30, er kendt som Klaverkoncerten for Venstre hånd, da den blev skrevet på bestilling fra Paul Wittgenstein, en berømt pianist der havde mistet sin højre arm under 1. Verdenskrig. Sideløbende komponerede han endnu en, denne for begge hænder, der er kendt som Klaverkoncerten i G-dur. Kontrasten mellem de to er slående og det er også meningen, for hvor Venstrehånds koncerten er bombastisk, melodramatisk og på alle måder en hyldest til Ludwig van Beethovens kompositoriske stil, er G-durs koncerten et forsøg på at skrive i en stil tættere på den af Wolgang Amadeus Mozart eller landsmandens Charles-Camille Saint-Saëns. Det er Klaverkoncerten i G-dur vi i dag skal kigge nærmere på, specifikt den første sats der er markeret Allegramente (ital. raskt/muntert).
Koncerten begynder med et smæld, som en pisk og vi hører picolofløjten spille en sjov melodi, men klaveret spiller luftige toner under:
Efterfølgende samler trompeten den samme melodi op, nu uden det luftige klaverspil, men med mere bastante markeringer af de underlæggende akkorder, spillet i harpe, slagtøj og strygere:
Snart istemmer hele orkestreret en variation over denne melodi og der kommer mere og mere kraft – lige indtil det stopper helt og engelskhornet afslutter denne melodi for nu.
Vi præsenteres nu reelt for klaveret, der spiller en simpel melodi, men den udsmykkes med ekstra toner. Generelt er udtrykket roligt og blødt:
Klarinetten kommenterer med en variation over melodien og trompeten fortsætter:
Og nu tager klaveret fat! Der spilles mere bestemt, væk er de bløde overgange, alle toner markeres skarpt.
Samme mønster som før gentages nu: De andre instrumenter kommenterer i nedadgående fraser, først picolofløjten, derefter klarinetten og så trompeten og klaveret samler efterfølgende mere fart:
Klaveret bliver mere og mere stille og energien forsvinder. Men så begynder det igen og vi præsenteres nu for en helt ny melodi – der dog lejlighedsvis bliver afbrut af resten af orksteret, der spiller højtliggende klange og markerede akkorder:
Klavermelodien fortsætter og udvikler sig smukt i et stykke tid. Men så overtager fagotten pludselig klaverets rolle. Nu har fagotten melodien og klaveret imiterer harpen under. Som før afbrydes melodien af hele orkesteret, der spiller højtliggende klange og markerede akkorder. Mod melodiens slutning istemmer også trompeten:
Så tager klaveret fat! Brudte klange og en fragmenteret melodi dominerer, mens orkesteret løbende kommenterer.
Denne form fortsætter det næste stykke tid, indtil klaveret spiller en endnu mere kompleks grundfigur, og kombinerer den med det nedadgående tema vi hørte tidligere:
Tempoet stiger og klaverets spiller mere og mere komplekse figurer, lejlighedsvist suppleret af orkesteret. Musikken bliver mere og mere kaotisk… indtil det pludselig stopper og klaveret spiller en kompleks serie af toner:
Det stopper… og fortsætter derefter lige så kaotisk som før! Klaveret spiller, oven på virvaret og de markerede akkorder, melodien der åbnede hele koncerten, men forvrænget og ikke nær så fin som da picolofjøjten spillede den:
Snart maner oboen dog til ro, med den samme melodi som engelskhornet spillede tidligere – og klaveret vender tilbage til sin første melodi:
Det er melodien som vi har hørt, men da den når til slutning lader klaveret ikke andre instrumenter spille afslutningen, det tager pianisten selv:
Herefter følger et stille stykke med harpen, der leder. Orkestret istemmer fra tid til anden, men generelt hersker ro. Træblæserne spiller stille melodier og alt er fryd. Og nu kommer klaverets glansstykke:
Klaveret spiller den smukkeste melodi – i venstre hånd, for højrehånden er travl med trillerne der ligger over musikken. Orkesteret understøtter, men det er klart klaveret der dominerer med en meget teknisk krævende sektion. Og det bliver sværere for tempoet stiger og snart bevæger klaveret sig helt mod det dybe register og begynder en tur på vej op:
Fløjten og trompeten prøver at istemme melodien sammen med klaveret:
Og snart bringes 1. satsen til sit klimaks, der så hurtrigt som det nås føres ned til slutning.
Klaverkoncertens første sats var meget inspireret af særligt vaudeville og jazz, der var meget populært i Paris på denne tid. Og det lykkedes i høj grad Ravel at bringe de elementer af de uforudsigelig og virtuose ind i musikken – samtidig med at der også er øjeblikke af enorm skønhed og nærhed.
Musikeksemplerne er indspillet af Jeff Maookain og gjort tilgængeligt via CreativeCommons.