Felix Mendelssohn besøgte i 1829 Skotland, hvor han opholdt sig i 8 måneder, fra april til december. Det skotske højland og vejr gjorde stort indtryk på Mendelssohn, der som direkte følge af besøget komponerede overturen til Hebriderne. Men Mendelssohn var betaget af Skotland og brugte de næste 13 år på at komponere sin 3. symfoni. I mellemtiden blev både den 4. og 5. symfoni færdiggjort og opført, men Mendelssohn insisterede på at dette var hans tredje symfoni. Den blev uropført i Leipzig i 1843 og igen senere samme år i London foran et publikum, der inkluderede Dronning Victoria, som symfonien er dedikeret til.
Den Skotske, er en symfoni i A-mol og består af fire satser:
- Andante con moto / allegro un poco agiato
- Vivace non troppo
- Adagio
- Allegro vivacissimo / Allegro maestro aasi
Af dem er den mest musikalsk interessante sats den første, og den vil derfor blive kigget nærmere på i det følgende.
Første satsen åbner med en melodi spillet af oboen.
Melodien etablerer tydeligt tonaliteten i a-mol og skaber en lettere dyster stemning. Melodien er instrumenteret med obo, klarinet og de dybe strygere. Melodien føres efterfølgende videre i fløjterne, der videreudvikler den let:
Først herefter får vi violinerne at høre, de har indtil nu haft pause, hvilket er usædvanligt for orkestermusik i denne periode. Men deres fravær medvirkede til, at åbningsmelodien fik en kant, og når de nu træder ind ændrer de radikalt musikken:
Violinernes melodi bevæger sig i E-dur, A-mols dominante toneart. Så selvom melodien bevæger sig i dur, ledes vi snart tilbage til mol. Det er dog en lidt knækket E-dur, da den har et sænket 2. trin, men måske er det netop dette, der kompenserer for manglen på et lavt 7. trin, der vil lede os tilbage til A-mol. Derudover føler vi aldrig at melodien vender hjem, den søger og bliver aldrig rigtig afsluttet, og dette giver oboerne mulighed for at vende tilbage med en variation over den melodi, der åbnede hele symfonien:
Det næste stykke udfolder sig som et samspil mellem disse melodier, oboen i A-mol og violiner i en lidt skæv E-dur, og slutter af en tilbagevenden til melodien der åbnede satsen:
Allegro un poco agitato åbner med en et meget mere kraftfuldt tema. Selvom instrumenteringen er nærmest identisk med åbningen af symfonien, violin, klarinet og de dybe strygere, er fornemmelsen helt anderledes. Her fører violinerne os igennem et tema i E-mol
Temaet bevarer lidt af den dominantiske funktion, der var i den tidligere melodi, violinerne introducerede, men denne gang er temaet langt mere selvstændigt og bemærkelsesværdigt. Efter violinerne har ført os igennem det, lader han fløjterne overtage:
Dog går der ikke længe før violinerne begynder at istemme igen, og de videreudvikler det. Samt øger tempoet, mod et pludseligt stemningsskift. Violinerne gentager den samme frase 3 gange
Og vi leders derefter straks over i et radikalt skift:
Dette er begyndelsen på, hvad man kan kalde ”stormen”. En tolkning af første sats er en båd på vej til en lille ø ud for Skotlands kyst, der pludselig bliver kastet ud i en storm, noget Mendelssohn selv oplevede under sit besøg i Skotland.
Vejret er omskifteligt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom, hvad vi også oplever, da intensiteten pludselig forsvinder og klarinetten introducerer os for et nyt tema.
Der er et hul i stormen og lidt fred, båden holder, og vi kommer igennem. Men stormen kan vende tilbage så pludseligt som den forsvandt:
Stormen er tilbage, og i det følgende stykke bliver den ved at vende tilbage, komme og gå. Der er øjeblikkes ro, men hele tiden en underliggende følelse af bevægelse og usikkerhed. Noget af musikken får nærmest karakter af en vals, en dans med bølgerne.
I det følgende stykke kæmper disse temaer mod hinanden, skibet der danser med bølgerne og menneskene ombord, der må holde fast i, at de kommer i land.
Pludselig er det, som om alt stopper, violinerne nærmest trækker os til standsning:
Tempoet og melodien falder begge, vi kommer længere og længere ned, indtil stormen pludselig tager fat igen
Stormen fortsætter og obo og fløjte istemmer igen temaet, om at båden nok skal holde:
Klarinetten følger kort efter med samme tema, men pludselig sker der noget. Obo og fløjte spiller et tema, der kunne forveksles med det, der påbegyndte satsen:
Er det land? Noget sker i hvert fald, og selvom stormen fortsat blæser, er det som om kraften er ved at forsvinde ud af den. Musikken bliver mere og mere rolig, og langsomt sniger celloerne sig ind med et tema:
En ro er ved at komme over musikken. Og snart vender violinerne tilbage med det tema, de åbnede med:
Under dette lægger celloen et modtema, der blander elementer fra de tidligere temaer, vi hørte under stormen.
Herfra, som den sidste del af satsen udspiller sig, er det, som om stormen kun er et ekko. Meget af opbygningen ligner den, der var, da vi først hørte stormen, men det er ikke så kraftigt, ikke så alt omfattende. Måske skal den sidste halvdel tolkes som sømændene, der vender hjem på land og fortæller om deres oplevelser. Det ville passe med det variationerne og også den mindre altomfattende følelse i musikken.
Til slut i satsen vender vi endnu engang tilbage til den melodi,der åbnede hele satsen:
Alle nodeuddrag er hentet i Edwin F. Kalmus’ genoptryk fra 1933, af Breitkopf & Härtel udgave fra 1877.