BEMÆRK: Berlingske har 1. September trykt et uddrag af denne kronik. Her bringes den i fuld længde for Venneforeningens medlemmer.
Man ser det for sig: en erfaren tv-vært styrer en debat mellem tre gæster som består af en kunstanmelder, en kulturpolitiker og en violinvirtuos. Anmelderen og politikeren er velformulerede og sender kaskader af ord ud i æteren. Den sidste debattør, violinvirtuosen, svarer ved at spille et uddrag af Carl Nielsens violinkoncert på sin Stradivarius.
Det ville blive en sælsom debat. Det kunne være sjovt at prøve – men tro mig, violinisten taber med garanti. For musikkens sprog kommer altid til kort overfor ord, når der skal diskuteres. Men vi musikere ved jo, at når mørket sænker sig i koncertsalen, når musikken tager ordet, så er den stærkere og mere overbevisende end tusinde argumenter – og derfor henfalder vi næsten per automatik til den forestilling, at når bare vi øver til blodet springer, når bare vi spiller og synger i verdensklasse, så skal vi nok blive lyttet til.
Det paradoksale er, at når den levende, klassiske musik en sjælden gang kommer på politikere og mediers dagsorden, så indskrænkes debatten til diskussion af forskellige smarte excel-løsninger, simple snuptags-ideer eller lean-agtige logikker.
Derfor er der hårdt brug for musikkens, musikernes og ikke mindst musikelskernes stemme i debatten. Der er simpelt hen brug for, at flere tager ordet på musikkens vegne – ikke mindst i den verserende debat om DR. Her gør jeg et ydmygt forsøg, fordi vi i Danmark efter min bedste overbevisning mere end nogensinde har brug for de ordløse øjeblikke, den sanselige erkendelse, den kulturelle dannelse og sammenhængskraft, der ligger i mødet med den levende musik.
I det levende møde mellem publikum, musikere og sangere smelter de lyttende og de udøvendes kærlighed til musikken sammen i et unikt, ordløst fællesskab. Et fællesskab, hvor alle er velkomne, og hvor alle kan være med. De oplevelser og erkendelser, musikken og sangen giver os, er på én gang dybt personlige og fælles menneskelige.
I koncertsalen sidder pensionisten ved siden af skoleeleven, og direktøren deler række med den studerende. Provinsen mødes med byen, professionelle med amatører og de højtuddannede med dem, som bare vil mærke suset. Fælles for dem alle er, at de elsker musik. Musikken er det mødested, der kan rumme alle deres forskelligheder – og samtidig løfte og berige hver enkelt af dem personligt.
I det musikalske fællesskab ligger også kimen til vores fælles dannelse. Musikken og sangen er med til at definere os som mennesker, som samfund og som land. Vi genkender os selv og hinanden gennem musikken – fra salmer, symfonier og slagsange til champagnegalop, brudevals og musikken til vores yndlingsfilm. Når vi går ud af koncertsalen, behøver vi ikke at veksle et ord – for vi har været på en fælles rejse, som ikke altid kan forklares eller diskuteres.
Men fællesskabet omkring musikken omfatter ikke bare de, der har løst billet til koncertsalen. Den levende musik er tilgængelig for alle danskere gennem DRs kor og orkestre – både live, når ensemblerne hver sæson turnerer rundt i landet, og digitalt på en hel vifte af mediekanaler og digitale platforme. Fra godnatsange med DR Børnekoret over danske sange med DR Pigekoret og DR VokalEnsemblet til symfoniske brag med DR SymfoniOrkestret og nyskabende jazz med DR Big Band. Et større publikum end nogensinde – og i alle aldre – møder den levende musik i DR. Alle nyder de godt af den helhjertede satsning på den højeste, kunstneriske kvalitet i tæt samspil med de nyeste teknologier og tidssvarende formidling, som har været en del af DRs DNA i næsten 100 år.
På væggen i mit storrumskontor i DR Byen hænger to kontrakter fra henholdsvis 1934 og 1935. Her har to store dirigenter, russeren Nicolai Malko og tyskeren Fritz Busch, underskrevet deres kontrakter med Statsradiofoniens orkester – det hed DR SymfoniOrkestret dengang – ved kammersanger Emil Holm. De tre herrer satte kvalitetsbarren højt og lagde på én gang grunden til den kunstneriske succes og det store og brede publikum, DRs kor og orkestre har i dag. Vi, der er fulgt efter, har gennem årene kunnet bygge videre på deres indsats og deres stærke vision om, at de store musikalske øjeblikke skulle være tilgængelige for alle i hele Danmark.
Emil Holms berømte motto – ”Det bedste, kun det bedste” – er stadig vores mantra i DRs kor og orkestre. DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret, DR PigeKoret, DR Korskolen og DR Big Band er alle stærkt forankret i formidling, journalistik og transmission på medier, som er skabt af og dybt integreret i mediehuset DR. Kendt over det meste af verden for højeste kunstneriske kvalitet, for fremragende indspilninger, for kunstnerisk mod, for nyskabende medieproduktioner, for at samarbejde med førende kunstnere fra hele verden – og for ensemblernes dybe forankring i Danmarks public service institution.
Tro det eller lad være, men vi er et forbillede for mange andre lande. Man kigger mod os, og bruger os som det gode eksempel på, at kunstnerisk kvalitet kan være tæt og succesfuldt forankret i innovativ teknologi og formidling i et land, hvor den bedste kunst er tilgængelig for alle uanset økonomisk og social status.
DR har, som kulturinstitution og bærer af den levende klassiske musik og jazz i snart 100 år, transmitteret musikken direkte fra koncertsalen og ud til lyttere og seere. Hvor der i begyndelsen kun var én radiokanal at sende på, er der i dag et hav af forskellige måder, man kan opleve musikken på. Radio, TV, nettet og alle de sociale medier har en enorm mængde af tilbud – og den tekniske udvikling fortsætter, den er slet ikke slut endnu. Vel kun lige begyndt.
Musikken skal være til stede på tv, på radio og på web, fordi den fortjener at blive hørt – også af de næste generationer. At lade den levende musik bo i DR, der som et af sine vigtigste mål har at nå danskerne digitalt, der hvor de er, er en enorm chance for musikken. En chance, der skal udnyttes klogt og effektivt de næste mange år. I DR har den levende musik og den levende musiker, komponist og sanger en unik platform i forhold til at nå ud til et stort publikum. Den chance må vi ikke forpasse eller smide ud med badevandet.
Vi er slet ikke i mål endnu. Der er masser at lære, masser at udvikle. Kun ved hjælp af nye forsøg og en stor målrettet arbejdsindsats kan vi finde de nye veje for musikkens digitale liv. DR er i fuld gang med at løse denne opgave. Som ansvarlig kulturinstitution sætter vi disse år turbo under udviklingen og lader den levende musik og de digitale medier smelte sammen i nye, ambitiøse produktioner og transmissioner, hvor grænsen mellem live og broadcast næsten opløses. Til glæde og berigelse for brugerne, for musikken – og i sidste ende for vores kulturelle samhørighed og selvforståelse.
Musikkens sprog er ordløst, men tillad mig alligevel at opfordre til, at flere musikelskere tager ordet på musikkens og kunstnernes vegne i den verserende debat.
Musikkens ordløse sprog er fantastisk kraftfuldt, og den, som behersker det, kan i princippet nå alle, der har lysten til at lukke musikken ind. I det musikalske fællesskab tier vi stille, for når koncerten går i gang, skal vi bare lytte og være i det nu, der strømmer os i møde. For en stund er vi befriet for alle de millioner af ord, der er ved at kvæle os til daglig i en stadig voksende strøm af informationer og diskussioner. Når det musikalske fællesskab lykkes, breder der sig en varme i hele kroppen. Vi lader os røre og forføre, vi får mulighed for et øjebliks refleksion, og vi er sammen. Det er her musikken kan noget helt unikt.
Vi skal passe på musikken, pleje den og sørge for, at den fortsætter med at blomstre også i de næste generationer. Ved at bevare den levende musik i DR giver vi alle danskere ligeværdig adgang til musikkens gave – langt ind i en ny, digital tidsalder.