Det er en ganske almindelig morgen, og vi kommer ind i en telefonsamtale med medlem af Venneforeningen Fru Hansen í den ene ende og Milena i den anden:
”Nå, det er dig, fru Hansen. Godmorgen!”
’Hej Milena – Hvordan er det nu – skal jeg begynde med punktum, når jeg skal skrive adressen?’
”Nej – som vi talte om i går, fru Hansen, skal du bare skrive det, vi nu blir enige om.”
’Ja men så sker der ikke noget. – Hvornår kommer der forresten nye tilbud på generalprøver?’
”De er da lige sendt ud. Har du været inde på hjemmesiden?”
’Nej – det er så svært – kan vi ikke bare få det på brev…?’
”Nu skal du bare høre – nu følges vi ad ind på hjemmesiden. Sidder du ved din computer…?”
…
Milena består dagligt venligheds- og tålmodighedsprøven, når hun taler med Venneforeningens medlemmer i telefonen. Ligesom vi kender hende fra pauserne i Koncerthusets foyer, hvor hun står ved sin lille bod, fyldt med cd’ere og imødekommende smil. Her samler hun altid en skare af medlemmer, som lige skal have en snak med vores gode fe, inden klokken ringer til anden afdeling.
Men hvem er så denne gode fe? – Vi har mødt hende i en kort pause i hendes lange og meget travle arbejdsdag i DR-byen. Vi sætter os til rette i møblementet fra det gamle ’Kongeværelse’ i Radiohuset på Rosenørns Allé, som er fulgt med ud til den nye DR-by. Milena i Kaare Klints smukke sofa, som klær hende rigtig godt – bestyrelsesmedlemmerne Michael Adeler Bjarnø og Finn Gravesen i stole overfor.
Milena får først til opgave at fortælle om sit udgangspunkt:
’Jeg er født i Kiev, Ukraine, i 1975. I 1978 emigrerer mine forældre med mig via Wien til Danmark, som bliver vores nye fædreland. I 1980 får mormor og morfar udrejsetilladelse til Danmark, og også min moster (og hendes familie, dvs. hendes mand og søn) kommer med. – Min moder, Ludmila Spektor, og min far, Arkadi Servetnik, er født i Kiev. – Men i forbindelse med det store opbrud i østblokken flytter vi som mange andre til vesten – nærmere bestemt Danmark.
Flere af vores familiemedlemmer døde under 2.Verdenskrig som følge af nazisternes jødeforfølgelser i Sovjetunionen. Som jøde i Sovjetunionen var man ikke sovjetborger – man var jøde og derfor andenrangs, og det fremgik af passet!
I dag er der ikke flere af vores familiemedlemmer tilbage i Ukraine – alle, der overlevede, emigrerede til Vesten – Israel, USA og i vores families tilfælde altså til Danmark.’
Efter ankomsten til Danmark bor familien først på et flygtningecenter i Rantzausgade, og senere flytter de til en lejlighed i Valby. Begge Milenas forældre er klassisk uddannede på konservatorier i Kiev og Moskva, og efter ankomsten til Danmark ansættes de hurtigt i danske orkestre. Arkadi vandt en soloplads i Sjællands Symfoniorkester og kom derefter til Kapellet. Ludmilla i DRs Underholdningsorkester og senere Radiosymfoniorkesteret. Milena er dagligt med sin mor i orkesteret eller med faderen på teatret – eller også bliver hun passet hos bedsteforældrene. For forældrene er hele tiden på arbejde. (Om familiens omtumlede og spændende liv kan man læse i Ludmilas meget læseværdige bog Emigrant på livstid (red.)
Som nydansker gør Milena som mange andre – går til fodbold og bliver god til dansk. Hun vokser ikke op i et ortodokst jødisk hjem, men på den jødiske ’Carolineskolen’ lærte hun, hvad det drejede sig om.
Musikken er den røde tråd i Milenas opvækst, hvor alle i familien – lige med undtagelse af morfaderen, som var jurist – spiller et instrument. Milena kom til at spille cello. Ja, det begyndte altså med den noget mindre og mere overkommelige violin, som Milena begyndte på som fem-årig. Altså efter at familien var kommet til Danmark. Hun skiftede i 1983-84 til cello, og hendes første lærer blev Charlotte Lund Christiansen (som i parentes blev medlem af Venneforeningen i fjor). Milena fortæller henført om den tid og om sin elskede ¾ Guarneri-cello – en af disse fantastiske ’cremonesere’, som alverdens virtuoser står i kø for at eje, og som hun fik efter at hun havde fået Gerd von Bülow som lærer. Hun må dog slippe den, cellospillet og musikerdrømmen i det hele taget på grund af en ledlidelse.
Selvfølgelig kommer Milena på ’Sangskolen’/Sankt Annæ Gymnasium, hvor hun får afløb for sine musikalske evner og lyster.
I 1994 bliver hun gift med Mads og får datteren Rebecca, og fire år efter kommer sønnen Felix.
Milenas dagligdag har altid været præget af musik. Og selvom det ikke bliver til en musikerkarriere, kredser hun om musikken, og i 1998 bliver hun ansat i garderoben i det gamle radiohus på Rosenørns Allé. Hun overværer selvfølgelig alle Torsdagskoncerterne – og om dagen passer hun et job i børnehaveklassen og SFOen på Krebs’ Skole. Milena hjælper til i Kor- og Orkesterafdelingen, blandt andet med den vanskelige udflytning til DR-byen i Ørestaden. Hun møder her Venneforeningens sekretær og koordinator Vibeke og hjælper hende med arbejdet.
Da Vibeke Strand skal afløses, peger alt på Milena som hendes afløser. Hun er på dette tidspunkt blevet alenemor, og økonomien er stram, men Milena er i sit job så tæt på musikken, som man kan komme uden at spille selv. Og hun brænder for det. Efter et vikariat som Symfoniorkesterets abonnements-koordinator overtog Milena sit nuværende arbejde som Venneforeningens ’blæksprutte’, og hertil kommer organisering af prøvespil for orkestrene. Som noget ganske særligt har Milena også ansvaret for musiker-catering ved fx den nyligt afsluttede USA-turné. Hertil bruger hun sin uddannelse som ’professions-bachelor i human ernæring’!
Der er mange bolde i luften over Milenas liv – og hun kan lide det.
’Jeg holder af friheden i mit job. Hellere fattig og fri end bundet og rig. Går det helt galt, må jeg vel ud og feje gader!’ – Jeg har selvfølgelig et privatliv – først og fremmest med mine børn -, men hovedparten af mit liv er her i huset!
Jeg holder meget af at arbejde for ’vennerne’. Det er krævende og fordrer stor tålmodighed, bl.a. fordi mange af medlemmerne ikke er så it-kyndige. Jeg fornemmer heldigvis, at 90% af medlemmerne er tilfredse med mit arbejde – de sidste 10% stritter ofte imod, fordi de ikke bryder sig om at blive informeret via hjemmesiden. – Min funktion kræver ’blæksprutte-evner’ og lyst til at tale med mennesker. – Jeg har mange spændende telefonsamtaler med medlemmerne – med stor underholdningsværdi. Og jeg er selvfølgelig især glad for de mange positive tilbagemeldinger.’
Milena er vores ’gode fe’ – effektiv og dybt engageret i medlemmernes ve og vel – og uundværlig som sekretær for Venneforeningens bestyrelse. Funktionen som ’koordinator’ (den betegnelse, som Milena har det bedst med) kræver – som hun selv udtrykker det – ’blæksprutte-evner’ – it, telefonsnak, tilrettelæggelse af medlems-arrangementer, møder, bestyrelses-arbejde etc etc – hvad skulle vi dog stille op uden Milena -?!
På bestyrelsens vegne Michael Adeler Bjarnø og Finn Gravesen
