Antonín Dvořák var i 1892-95 leder af The National Conservatory of Music of America i New York. I denne periode nærstuderede han amerikansk kultur, såvel som musik, og i blev i 1883 bedt om at komponere en symfoni for New York Philharmonic. I løbet af efterår og vinter 1883 komponerede han derfor sin Niende symfoni, som han gav titlen ”Fra den Nye Verden.” Symfonien er komponeret i E-mol og består af fire satser: · Adagio, · Largo, common time, · Scherzo: Molto vivace – Poco sostenuto
· Allegro con fuoco
Denne symfoni er formentlig Dvořáks mest kendte og nok største musikalske succes. Jeg vil i det følgende fokusere på første del af den sidste sats, da den er kulminationen på værket og indeholder en masse interessante elementer.
Satsen åbner langsomt med et tema i strygerne. De skal nærmest trække orkesteret i gang:
Strygerne stopper i et splitsekund… Og herefter istemmer hele orkesteret en lidt sjov akkordprogression:
Fra en Eb-dur, til Eb-dim til Symfoniens toneart Em. Forholdet mellem Eb og E er lidt anspændt, da de kun er en halv tone fra hinanden, men via overgangen Eb-dur til Eb-dim (en perfekt stabel af små tertser) får Eb-dimen karakter af en H-dur, dominanten til E-mol. Derfor kan den lede til det heroiske tema, der slår sig fast i trompeter og horn:
Dette er satsens hovedtema og nok et af de mest kendte temaer, Dvořák har komponeret. Temaet orkestreres sparsomt, orkesteret markerer kun harmonierne under. Temaet gentages og videreudvikles, og denne gang får temaet med lidt mere modspil fra orkesteret:
Herefter overtager strygerne temaet og kontrasten til messingblæserne er tydelig. Temaet har ikke samme kraft, men flyder på en helt anden måde:
Temaet føres over i endnu en videreudvikling, denne gang ledt af violinerne, suppleret af hele træblæsersektionen:
Temaet føres ikke til afslutning, men begynder at ’hakke’ og tankerne ledes hen på strygernes åbning af hele satsen:
Efter disse gentagelser opnår vi dog ikke samme forløsning som ved dem, der åbnede satsen: Disse ledte til hovedtemaet, men de gentagelser, vi hører nu, fortsætter i stedet i en frisk melodi spillet i violinerne:
Kontrasten til temaet er meget tydelig, da tonerne her er korte og hurtigt bevæger sig videre. Yderligere giver trioliseringerne et dynamisk modspil til hovedtemaets halvnoder. Violinerne spiller denne melodi to gange, og musikken bliver derefter taget op af de lyse træblæsere, der spillet et modstykke:
Denne melodi er om muligt endnu mere flydende, da dynamikken indikerer, at det skal spilles legato (ital. bundet), tonerne skal så vidt muligt flyde over i hinanden. Efter dette vender strygernes melodi fra før tilbage, og denne videreudvikles midt i anden gentagelse:
Nu er det, som om kraften går af orkesteret, der er færre og færre instrumenter, og strygerne spiller den samme frase i ring. Men pludselig spiller fagotterne en optakt:
Og denne leder til en meget rolig solo i klarinetten:
Klarinetten støttes i løbet af soloen let af fløjterne, og mod slutningen overtager violinerne helt den rolige melodi, og gør det til deres egen:
I det følgende stykke brygges der langsomt videre på denne ide i strygere og træblæsere, men messingsektionen begynder også at markere sig og spille en modstemme:
Da dette har stået på i et par takter, introduceres vi for to nye elementer. Først et tema spillet i violinerne:
Og en mere generel idé, der består af trinvist nedadgående toner. De nedadgående toner suppleres af fagotterne, der spiller en variation over violinernes tema fra før, indtil også de går med nedad:
Violinerne vender tilbage med deres tema og musikken bliver mere og mere stille indtil den nærmest stopper, men lige før det virker til at være slut, begynder fagotten på en kort solo, der slutter næsten så hurtigt som den begynder:
Tilbage står vi med den nedadgående ide, som bevæger sig fra orkesterets top til bund:
Ideen gentages, men afbrydes halvvejs af hornene der spiller et tema der melodisk ligner hovedtemaet, men forvrænget og forstyrret:
Dette mønster gentages: Nedadgående tema i toppen, variation over hovedtema i hornene, nu endnu mere forvrænget:
Efterfølgende tages kraften langsomt ud af orkesteret, og orkestreringen bliver mere og mere sparsom, violinerne spiller op og hornene svarer igen. Men pludselig sker der noget, fløjterne spiller et tema, der er nærmest identisk med det der åbnede symfoniens anden sats:
Men dette tema står ikke alene og føres direkte over i hovedtemaet:
Dvořák modstiller her sine temaer og viser hvordan disse måske engang har været en del af samme musikalske ide – og hvordan de nemt kan flettes sammen. Fløjterne fortsætter med at flette temaerne sammen, spillet legato, indtil det er, som om de begynder at hakke. Væk er legato og i stedet domineres temaet af staccato (ital. adskildt), og det er som om dette tvinger orkesteret til at gentage, igen og igen:
Dette fortsætter, musikken bliver mere og mere kaotisk, indtil horn og trompeter skærer igennem med satsens hovedtema:
Men noget er lidt galt – i stedet for at blive spillet i det hjemmevante E-mol, er vi i Bb-dur, så langt væk man kan komme fra E-mol. Igen viser Dvořák os dog, hvordan Bb kan have en ledende effekt mod E, for ganske rigtigt orkestrere han her en overgang, der leder os tilbage:
Herefter kan basuner sætte ind med al kraft på hovedtemaet tilbage i E-mol:
Her slutter denne sektion af satsen, og dette er også et passende sted at afslutte analysen.
Hvad kan vi tolke ud af denne sidste sats indtil videre? Dvořák viser os hvordan temaer kan flettes sammen, forandres og blive til noget nyt, en inspiration han måske har fundet i de afrikansk-amerikanske spirituals som han brugte meget tid på at nærstudere. Men måske man også kan finde en inspiration i den
langsomme udbredelse af grammofonen. Thomas Edison opfandt det, der senere skulle blive til grammofonen i 1877, og Dvořák er måske blevet fascineret af deres evne til at gengive den præcis samme frase igen og igen, et motiv der er ganske gennemgående særligt i den sidste sats. Dette er dog langtfra sikkert, men det er i hvert fald her, mine tanker ledes hen, når musikken insisterer på at gentage sig som den gør i denne symfoni.