Vedtægter

Vedtægter for Venneforeningen for DRs Kor og Orkestre

§1 Foreningens navn, hjemsted, formål og virksomhed
1.1 Foreningens navn er Venneforeningen for DRs Kor og Orkestre.
1.2 Foreningens hjemsted er København
1.3 Foreningens formål er at støtte DRs Kor og Orkestre i disses virksomhed såvel økonomisk som opinionsmæssigt. Foreningen skal ikke engagere sig i programvalg, kunstneriske spørgsmål eller andet, som kan påvirke orkestrenes eller korenes eller orkestrenes og korenes administrationers frihed og integritet.
1.4 Til finansiering af foreningens virksomhed kan den udover medlemskontingenter modtage gaver og arv.

§2 Foreningens medlemmer
2.1 Som medlem af foreningen kan optages fysiske og juridiske personer, der vil støtte foreningens formål og betaler det af generalforsamlingen fastsatte kontingent.
2.2 Medlemskabet ophører, dersom kontingentet ikke er indbetalt inden 3 måneder efter udsendelse af kontingentopkrævning.

§3 Foreningens ledelse

3.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på op til syv medlemmer.
3.2 Medlemmerne vælges for et år af gangen på den ordinære generalforsamling blandt foreningens medlemmer.
3.3 Bestyrelsen vælger en formand og en næstformand blandt de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.
3.4 Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden efter behov. På møderne føres en kortfattet protokol, der underskrives at de tilstedeværende medlemmer. Hvert bestyrelsesmedlem har på møderne en stemme, idet formandens – eller i hans fravær næstformandens – stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden er til stede.
3.5 Foreningen tegnes af formanden eller af næstformanden/kassereren i forening med et andet bestyrelsesmedlem eller koordinatoren.

§4 Generalforsamling
4.1 Ordinær generalforsamling afholdes i København inden udgangen af november måned. Indkaldelse skal ske ved bestyrelsens foranstaltning og på den af bestyrelsen besluttede måde med mindst 30 dages varsel.
4.2 På den ordinære generalforsamling skal følgende dagsorden iagttages:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  3. Forelæggelse af årsrapport til godkendelse .
  4. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  5. Valg af revisor.
  6. Fastsættelse af kontingent.
  7. Forslag fra bestyrelsen og fra medlemmerne.
  8. Evt.

4.3 Forslag fra medlemmer skal være fremsendt skriftligt til foreningens sekretariat senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
4.4 Ekstraordinære generalforsamlinger kan kun indkaldes efter bestyrelsens beslutning.

§5 Regnskab og revision.
5.1 Foreningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni.
5.2 Bestyrelsen har ansvaret for regnskabets udarbejdelse og dets bekendtgørelse over for medlemmerne. Regnskabet, der skal indeholde driftsregnskab og balance pr. 30. juni, opstilles af den af generalforsamlingen valgte revisor, der forsyner regnskabet med opstillingspåtegning.

§6 Vedtægtsændringer, opløsning.
6.1 Ændring af disse vedtægter kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.
6.2 Opløsning af foreningen kan kun ske efter vedtagelse med mindst 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med opløsning af foreningen som eneste punkt på dagsordenen, afholdt med 14 dages mellemrum.
6.3 I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens formue DRs ensembler nævnt i punkt 1.3 efter bestyrelsens valg.