En uforglemmelig aften: Mahlers Første, den 23. marts med husorkestret og med chefdirigent Fabio Luisi i spidsen. Jeg vover den påstand, at det var den mest gribende og mest helstøbte Mahler Et i orkestrets historie. Dette vender vi tilbage til. Samme år (2017) samme sal, samme komponist. Nu, 14 dage senere, og den samme pensionerede fløjtenist sad på omtrent samme balkonplads, men denne gang med Mahlers Fjerde og med New York filharmonikerne under ledelse af deres chefdirigent, Alan Gilbert. Der var basis for at foretage en form for analyse, ikke som en musikanmelder ville gøre det, men med udgangspunkt i to centrale spørgsmål: hvordan tager salens akustik imod de to elite-orkestre. Er der forskelle at spore og dernæst, hvad synes New York’erne om vores nye sal.
Men først tilbage til Luisi og Mahlers første. En forårsaften med fantastiske, dybblå skyformationer over Amager fælled og en aftensol med ildspyd, der lynede som et varsel om hvilken højdramatik, vi skulle opleve. Og lad det være sagt med det samme, hvis nogle skulle have været i tvivl om Maestro Luisis lederegenskaber, så blev alt sat på plads, i orkestret som i vores, tilhørernes bevidsthed. Et orkester og en dirigent på tærsklen til en stor USA-turné og med netop Mahler symfonien som hovedværket.
Jeg husker den første gang Luisi for seks, syv år siden mødte orkestret. Der skulle prøves på et program til en spansk musikfestival. Vi skulle med andre ord slet ikke optræde i København, men kun i Santander. Under prøven, på et vist sted i slutningen af netop Mahlers første, skulle vores primovioliner foretage et dramatisk intervalskift fra det dybtklingende op til en høj tone. Luisi brød af: ”Det er fint, ja, det er ganske glimrende, hvad De gør – kunstpause – ”men… det er SLET IKKE NOK! I det efterfølgende gik der et sug igennem hele orkestret. Aldrig havde man hørt de i forvejen dybt kompetente primovioliner spille med en sådan glød.
I den første tid i det nye koncerthus kunne der indsnige sig en fornemmelse af, at de klanglige forhold i denne sal vist ikke var helt på plads. Man kunne føle sig så underligt klædt af. Jeg fik dengang lejlighed til at tale med chefakustiker Yasuhisa Toyota om efterklangen. Om efterklangen ikke var lidt vel kort!? Den lille, lidt vindtørre mand kiggede længe på mig og svarede så på mit direkte spørgsmål: ”Nej, men vent… salen vil lære orkestret at spille bedre”.
Vi må vist erkende, at professoren endte med at få ret. Nok har man justeret en smule ved bl.a. at kitte et stort antal efterklangshæmmende huller ud på vægge og i loftet, men salens helt egenartede akustik er nu, som i begyndelsen, af samme art. Som musiker bliver man nemt usikker. Hvor meget skal jeg give? Hvor meget kommer der ud? Men salens finurlighed er, efter min mening, at den gengiver, hvad vi frembringer uden tab af hverken overtoner eller ”spillestøj”. Dette er meget specielt.
I traditionelle koncertsale, og i særdeleshed i den klassiske kassesal (som to terninger lagt i forlængelse af hinanden, som fx Musikverrein i Wien) er der et tab af såvel overtoner i klangen som en reducering af den spillestøj, som er en del af klangens bæreevne. Den samklang der når tilhørerne er derfor poleret og, som følge af salsrefleksioner, tilsat ikke så lidt ekstra rumklang. Og netop i fraværet af dette har salen på Amager belært DRSO’s musikere om klangens rene, usminkede skønhed i rummet både i det solistiske og i gruppespil og som i den føromtalte violinpassage, for nok er salen følsom, men den kan tage uanede mængder af power.
I New York Philharmonic er et af de mere profilerede medlemmer solofløjtenist Robert Langevin, en herre i sluthalvtresserne med et nedadhængende overskæg, en meget afslappet attitude og ikke mindst en mester på sit instrument, og en musiker med ørerne på stilke. ”Vi har rejst rundt i Europa de seneste uger”, fortæller han. Oplevet koncertsale i Wien, London, Düsseldorf, Amsterdam og som noget særligt spillet i den nye Elb-Philharmonie i Hamburg”. Hvor vi kan indskyde, at Hamburgs nye sal i milliardklassen (Euro!) også har samme professor Toyota som akustikker.
”Hele koncertsalsbyggeriet i Hamburg er yderst spektakulært”, fortæller Robert. ”Salens akustisk er meget ”levende”, og i et værk som Mahlers Fjerde, kommer alle orkestrets stemmer til deres ret. Til gengæld har den svært ved at kapere de helt store udladninger, sådan som vi oplevede det i et værk af John Adams (The Chairman Dancing) med tungt messing. Mahlers Fjerde har jo ingen basuner og tuba og, det hele er i grunden meget transparent”.
Hvordan fandt New Yorkerne sig så tilrette på Amager? Robert Langevin fortalte mig om det efter orkestrets anden koncert med bl.a. Berlioz’ Symphonie Fantastique:
”Jeg og mine kolleger er, efter de to koncerter, enige om, at salen har en perfekt balance i sin efterklang, og at den gav os mulighed for at høre hinanden og spille sammen grupperne imellem, både forsvinde i samklangen og til andre tider blive hørt solistisk. Klangen er naturlig, og man kan spille så sart og svagt, som det er muligt og alligevel være til stede. Der er en intim stemning, og man føler aldrig publikum er langt væk”.
Jeg spurgte også Robert Langevin, om Fabio Luisi havde været på tale som orkestrets nye chefdirigent, og han svarede, at man simpelthen ikke havde haft ham engageret som gæstedirigent, men at man måske havde misset en stor chance. Orkestrets kommende chef er hollandske Jap van Zweden.
Jeg fornemmede som erfaren kollega og på trods af Roberts ros til salen, at det amerikanske toporkester i begyndelsen følte sig frem, og for nogle af blæsersolisterne fandt de sig aldrig helt tilrette. Nu skal man huske at orkestret var on the road. København var sidste stop på turen. Man ankom på koncertdagen ved to-tiden til hotel Marriott, og 19.30 skal man igen være i verdensklasse og uden nogen slinger i valsen.
Orkestret havde unægtelig også lagt et par benspænd til rette for sig selv. Først Bartoks musik for strygere garneret med slagtøj, harpe, klaver og celeste. Strygerne er placeret overfor hinanden i to orkestre og skal tilmed følges ad millimeterpræcist – men med en afstand mellem fx de to kontrabasgrupper på 30 meter. Det blev løst forbilledligt, men først efter nogle minutter, hvor salens egenart må være kommet noget bag på alle implicerede, for her høres ALT!
Et ekstra selvskabt benspænd var det også, at spille Mahlers Fjerde, som udmærker sig ved mange skift i tempo såvel som i udtryk. Her er ingen direkte gevinster, men alt skal opnås med elegance og overskud. Det hele ender i piano og i sart udtynding. Det er et gammelt ord (John Frandsen), at man ikke må slutte en koncert med Brahms’ Tredje eller Mahlers Fjerde og af samme årsag. Bifaldet dør hurtigt ud. Men vi – publikum – forstod at værdsætte det verdensberømte orkester, som i 1900-tallets begyndelse havde spillet Mahlers første fire symfonier, og altså også denne aftens værk, med komponisten selv som dirigent. Leonard Bernsteins orkester, ja, top fire i verden efter den anerkendte Michelin-agtige målestok.
Man tør måske nok hviske, at orkestrets nu afgående chefdirigent Alan Gilbert, der havde ledet Bartok så yderst præcist, forekom mindre overbevisende hos Mahler. Her kommer det ikke an på virtuositet, og de to New York baserede dirigenter gjorde nok den egentlige forskel på de to opførelser af Mahler på Amager. To strålende orkestre, men med Fabio Luisi som den, der fik pulsen helt op hos os på første balkon, ottende række.
