I begyndelsen af marts i år blev der et voldsomt røre i medierne i efter at Dansk Folkeparti og kulturminister Mette Bock foreslog store ændringer i hele det danske koncertliv. Fælles for forslagene var, at den levende musik skal tages ud af Danmarks Radio, symfoniorkestret lægges ind under nationalscenen sammen med DR Vokalensembler, som ifølge DF´s forslag skal fusioneres med Det Kongelige Teaters operakor. Man forestiller sig, at Symfoniorkestret så skal leje sig ind i Koncerthuset, som skal beholde driften af de øvrige nuværende DR-ensembler. I forslaget er der også planer om nedlæggelse af Copenhagen Phil, hvis opgaver skulle kunne varetages af Det Kongelige Kapel.
Uanset at man sagtens kan gennemhulle flere af disse forslag som dårligt gennemtænkte, er sagen udtryk for en uro på området, som har ulmet længe. Der ser ved forslagenes fremlæggelse ud til at være et blåt flertal for at gøre noget overordnet ved orkesterområdet, så vi skal være forberedt på nye tider. – Her kommer lidt perspektiv:
Musikalsk er Danmarks Radio et kolossalt kludetæppe. Der er programmer for det hele – P2 for den klassiske musik, P8Jazz, P3, P4…Der kommer hele tiden nyt til, og for en ordens skyld ordner vi musikken i nogle overordnede genrer, ’klassisk’, ’rytmisk’, ’pop’, ’jazz’ ’underholdningsmusik’…, som hver for sig siger noget om musikkens beskaffenhed eller brug. ’Underholdningsmusik’ – ja, den er vel til for at underholde. Et vidt begreb, men man underforstår, at det følger noget uforpligtende med. ’Rytmisk musik’ er et løjerligt begreb, fordi der vel i stort set al musik er rytme. Og hvis vi ser betegnelsen efter, vil vi da også opdage, at den opstod en gang i 70erne som et musikpolitisk slagord vendt imod favoriseringen af den ’klassiske musik’. Dette begreb –’klassisk musik’ – er i sig selv noget dunkelt, som vi senere skal se. Hvis man ikke vidste bedre, ville man umiddelbart tro, at ordet ’klassisk’ her – ligesom i billedkunst og skulptur – henviser til den klassiske oldtid i Grækenland og Rom. Men det ved vi jo, at den ikke gør. ’Folkemusik’ viser igen noget andet om musikken. At den har sammenhæng med ’folket’, hvad så det er for en størrelse. – Tydeligvis en vild forvirring, som vi dog har vænnet os til at omgås. Vi bruger betegnelserne, som om de gav mening. Det var endda engang sådan, at Danmarks Radio for at postulere overblik brugte flere af betegnelserne som overskrift over deres programafdelinger. Ikke så meget mere, og dog.
I mange år var der således i DR to afdelinger, der delte musikken og orkestrene imellem sig. Det var ’Underholdningsafdelingen’ og ’Musikafdelingen’. Og de dertil svarende orkestre ’Underholdningsorkesteret’ og ’Symfoniorkesteret’. De institutioner, som begyndte med ’Underholdnings-’, tog sig af den ’lettere’ musik – et udtryk, som siger noget om både musikken selv, om hvilke krav den stiller til sine lyttere og om musikkens brug. Her er musikken ikke i centrum – det er ikke en ’lyttemusik’, den bliver brugt til noget andet, dans, film, adspredelse, selskabelighed etc. Modsat ’den symfoniske musik’, som skal tages alvorligt. Man bruger også betegnelsen ’kunstmusik’. Her står musikken i centrum, det er ’lyttemusik’, som gør krav på brugerens fulde opmærksomhed. Det er musik, der bliver spillet for sin egen skyld, og dens brugere forholder sig kritisk og kræsent til den. Lad os dvæle lidt ved forholdet mellem disse to forskellige musikalske verdener, inden vi bevæger os længere ud til de andre genrer.
Adskillelsen mellem høj og lav, fin og mindre fin, var i gamle dage – for 300-400 år siden – mere enkel og socialt forståelig end senere. En folkelig musik på den ene side og en fornem musik for de fine, konger, fyrster og præster på den anden. Det var – også groft sagt – forskellen mellem dagligdags musik til arbejde, hverdag og leg hos almuen over for den repræsentative musik af professionelle musikere og komponister til ritualer ved hoffet eller i kirken.
Midt i 1800-tallet voksede Europas byer, og et massepublikum blev en realitet. Byboerne mistede forbindelsen til deres traditionelle kultur, og deres musik blev som mange andre et industriprodukt, som kunne masseproduceres – en tendens, som tog fart med 1900-tallets industrielle fremstilling af plader, noder, film mv, og naturligvis med massemedierne, især radioens og grammofonens fremmarch. Underholdningsmusikken skal tale til et bredt publikum, derfor måtte lokale og etniske særpræg viskes ud, og man tilstræbte en standardiseret og ensartet musik for de mange.
I kunstmusikken bliver ’værket’ – symfonien, strygekvartetten mv – det sted, hvor komponisten udfolder sin egenart. Hvert værk – ’opus’ – bliver noget særligt, originalitetskravet dukker op, og musikken bliver ’opført’ i dertil indrettede koncertsale, hvor professionelle udøvere spiller for et ’dannet’, stillesiddende publikum med særlige forudsætninger. Musikken bliver anmeldt og dissekeret i borgerskabets aviser i et specialiseret sprog. Underholdningsmusikkens komponister skriver i højere grad ’melodier’, som vurderes ud fra deres sangbarhed, genkendelighed og tilgængelighed.
Det siger sig selv, at den udsøgte kunstmusik – i stigende grad med tilnavnet ’den klassiske musik’ – får en anden status end den masseproducerede underholdningsmusik. I de vestlige samfund oprettes konservatorier til vedligehold og beskyttelse af denne særlige kunstart, mens underholdningsmusikken klarer sig på markedsvilkår, hvilket selvfølgelig bidrager til at sidestille den med andre konsumvarer. ’Underholdningsmusik’-betegnelsen bliver lidt efter lidt synonym med pop – forkortelsen af populær-musik.
Spaltningen i en ’seriøs’ og en ’let’ musik genfinder vi faktisk senere i jazzmusikkens historie. Jazzens historie er meget kortere – den forløber igennem 1900-tallet. Men ligesom det tidligere beskrevne spaltes jazzen på et tidspunkt – typisk i 1950erne – i en lettere musik og en kunstmusik. Den ’traditionelle’ jazz med tilliggender – i Danmark repræsenteret af Papa Bue-segmentet – på den ene side og ’Radiojazzgruppen’ og ’Det nye Radiodanseorkester’, som blev til DR Big Band, på den anden.
DRs opdeling i en Musikafdeling og en Underholdningsafdeling og orkestrene i et ’symfoniorkester’ og et ’underholdningsorkester’ var en realitet i generationer. Men det blev efterhånden mere og mere problematisk at fastholde den. Ikke så meget administrativt som musikalsk. Fx hørte selv den mest højpandede jazzmusik til i Underholdningsafdelingen, hvad mange ’seriøse’ jazzfolk fandt forkert og ydmygende, og Underholdningsorkesteret spillede i stigende grad også symfonisk musik. I erkendelse af det håbløse i at fastholde den rigide skelnen mellem to overordnede musikalske områder er det administrative skel mellem ’Musikafdeling’ og ’Underholdningsafdeling’ da også forsvundet – eller måske blev det snarere flyttet til programniveau.
I 1920rne dukkede den nye kulturinstitution ’Statsradiofonien’ op. Dens leder kom fra den symfoniske verden – kammersanger Emil Holm. Han så tidligt mulighederne i radioen som musikinstitution. Og han så det som en af sine vigtige opgaver at udbrede mulighederne for at høre (klassisk) musik. Hidtil havde publikum måttet gå til koncert i teatret eller på café og til dans, hvis de ville høre musik. Eller de måtte spille selv – fx de store symfonier firhændigt derhjemme. Nu åbnede der sig helt enestående muligheder for at bringe musikken ud i stuerne. Til det formål samlede Holm og hans folk de bedste af tidens musikere til at spille deres musik der, hvor teknikken var – i datidens ’radiohus’. Transmissioner andre steder fra var af tekniske grunde meget sjældne. I begyndelsen blev den symfoniske musik spillet i arrangementer for ret små orkestre, hvor man fx erstattede de store stryger-besætninger med forskellige kombinationer af klaver og harmonium. De store symfonier for besætninger på 15-20 mand! Med underholdningsmusikken gik det lettere – café-trioer og –kvartetter klarede ærterne. – Ensemblerne voksede, og stadig var det enklest at have ensemblerne i huset, hvor teknikken var. Det har lige siden vist sig at være en smidig og enkel ordning at have centrale del af musikken i nærheden af det store tekniske apparat og hertil have mulighed for at køre ud i landet med transmissionsvogne.
I 2014 tvang økonomiske problemer i kølvandet på den nye DR-bys voldsomt dyre koncertsal for den symfoniske musik DR til at skille sig af med Underholdningsorkesteret. Protesterne var voldsomme. Ikke så meget fordi vi kom til at mangle et orkester til den deciderede underholdningsmusik, men nok så meget fordi orkesteret havde udviklet sin egen profil inden for det ’klassiske’ repertoire med Adam Fischer i front. Den, fandt mange, burde påskønnes. – Dog bliver det med tiden tydeligt, at der er et stort musikalsk område, som bliver udækket, når Underholdningsorkesteret er væk– bl.a. musical, revy, filmmusik…
I sæson 2017 oplever vi DRs symfoniorkester i topform. Med Fabio Luisi på podiet er orkesteret på højeste Europa-niveau, og planerne er ambitiøse. Orkesteret lover nye højdepunkter i det symfoniske repertoire. Det mest krævende fra det traditionelle stof side om side med højdepunkter fra den nyeste symfoniske musik. Der er grund til at juble over vores dygtige symfoniorkester og kor. – Samtidig hermed oplever vi, at symfoniorkester og kor binder an med stof fra det traditionelle ’underholdnings-område’. Udsolgte koncerter med musik fra computer-spil, en stor ’Galaxymphony’-koncert med musik fra science-fiction-film og en Ledreborg-koncert med højdepunkter fra musical-traditionen.
Et hurtigt kig på Big Band’ets aktvitet og planer viser det samme billede: bort fra den rigide samling om jazzens ’hovedstol’ og ud til et meget bredere repertoire. Samtidig med at DR Big Band repræsenterer det højeste niveau inden for det traditionelle og nyere bigband-repertoire, ser vi således præsentation af ’The Great American Songbook’ med Curtis Stigers, Indie Rock, Cirkus Summarum og Beatles-traditionen med ’Sgt. Pepper’s Lone Hearts Club Band’ og Django Bates.
Hvor er grænserne blevet af? Bigbandet spiller popmusik og Symfoniorkesteret fyrer den af med Stjernekrigs-toner! Grænserne er flydende – hvis der overhovedet er grænser mere. Er det godt eller skidt? – Der mumles i krogene, at orkestre og kor ’går på akkord’ med deres forpligtelser til at håndhæve kvaliteten af kernerepertoiret. Og nogen mener, at man med denne leflen for et forudsætningsløst publikum nedbryder respekten for vores dyrebare koncert-tradition. ’De klapper mellem satserne!’ og synger med. Der bær mod afgrunden!
Måske må vi – modstræbende – konstatere, at den historie, som vi hastede igennem ovenfor, stadig er i udvikling – at den nye historiske situation rummer en effektiv nedbrydning af de gængse grænser og at den musik, som er der hele tiden og overalt, ændrer sig samtidig med at dens omstændigheder ændrer sig. De hurtige skift, hvor man med et klik kan tumle rundt mellem genrerne og det ene øjeblik befinde sig i kammermusikkens stille eftertanke og det næste i Hollywoods herligheder – den nye musikalske virkelighed må medføre nye musikvaner og en ny musikalsk modtagelighed. Den trofaste eller måske snarere stædige fastholden ved, at der til den og den genre hører de og de omstændigheder, vaner og restriktioner må revideres – og udskiftes med en vilje til at tage konsekvensen af, at 1800-tallet for længst er forbi, og at de musikalske frugter af borgerskabets blomstringstid skal opleves i en ny musikalsk virkelighed.
Udskiftningen af det egeløvs-omkransede navn ’Det Kongelige Danske Musikkonservatorium’ med ’Kongekons’ parallelt til ’Rytmekons’ viser det tydeligt: vi vil ikke opdrages til at forvalte et musikalsk museum! – Således også musikkens øvrige borgerlige institutioner: de åbnes, grænserne ophæves, fordommene fjernes og fortiden opleves som en del af nutiden. Så vil man med sikkerhed opleve, at det giver ny mening at beskæftige sig med fortidens musik – igen og igen – fordi nutidens øjne og øren giver den nyt perspektiv.
Dette nye perspektiv er yderst krævende for de implicerede orkestre og sangere. Hvor de før kunne sætte sig til rette i elfenbenstårnet og pudse traditionen – enten ’den fine’, ’den lette’, ’jazzen’ eller ’poppen’ – må de nu kunne det hele. Det professionelle symfoniorkester binder an med alt fra den renfærdigste barokmusik til det vildeste Stjernekrigs-brøl. BigBand’et viser sig at spænde over en imponerende bredde, hvis de får lov under de optimale rammer, og korene forfiner såvel den nye krævende kormusik som det store populære udtræk – alt sammen under forudsætning af de rigtige rammer. Samarbejdet på tværs, nedbrydningen af snærende genre-grænser og tidssvarende brug af de eminent dygtige og professionelle kunstnere kræver et miljø, som gives meget få steder. Meget tyder på, at DR-Byen er godt på vej til at blive det musikalske kraftcenter, som kan løfte den i historisk henseende enestående opgave. I stedet for kun at se tilbage og konservere fortiden med dens grænser og fordomme, gælder det om at opdage og dyrke mulighederne i den smeltedigel af muligheder, dette sted rummer.
Vi der er venner med hele molevitten på tværs af traditionelle grænser, vil gøre vores for at åbne de kreative døre og samle kræfterne om det exceptionelle kunstneriske miljø i DR, som her er bygget op igennem generationer.