Så er vi kommet til dag 6 på turneen, der arbejdes hårdt hver aften på scenen, der bliver kørt mange timers bus i uendelige bilkøer på motorveje med 5, 6 og 7 baner i hver side. For pokker hvor er der mange biler i det her land.
Musikere, dirigent og mandskab er forbavsende hurtigt kommet ind i turne rumlen. Nye hoteller og nye koncertsale hver dag er pludselig blevet hverdag. Jetlag rammer forskelligt hos forskellige mennesker, nogen af os glider hurtigt ind den nye opdeling af lys og mørke for andre tager det lang tid at komme med, fælles for alle er mærkelige vågne perioder midt om natten og så de der benhårde black outs hvor trætheden overmander en med et kølleslag.
De fleste kender det fra ferier, men for en musiker der skal levere sit yderste hver aften klokken 20.00 kan det virkelig være en udfordring, her nytter det ikke med en lille lur når der spilles igennem.
Fra koncert i Palm Dessert, en kunstig grøn oase midt ude i ørkenen drager vi videre til millionbyen San Diego. I San Diego spiller orkestret i den lokale orkestersal. En fin sal med en ejendommelig historie. Salen er en gammel biograf indviet i året for det store børskrak, 1929.
Beliggende på en attraktiv byggegrund midt i byen solgte orkestret i 1989 grunden inklusiv koncertsal til en byggematador som havde planer om en skyskraber.
Salget blev gennemfør på en betingelse, at uanset hvilken bygning og hvor mange etager der skulle bygges på grunden, skulle den nye bygning indeholde den gamle sal – uberørt.
Resultatet er rørende, grænsende til bizar blanding af en moderne skyskraber og en original uberørt biografsal fra sidste århundrede.
Som gæst går man ind igennem svingdørene til skyskraberen, med glas, stål og elevatorer. Man drejer rundt om et hjørne, ind ad en lille portal og vupti så står man i en biograf fra 1929. Det enorme kinoorgel, jeg har aldrig set noget lignende, er der endnu. Pulpituret kan fortsat hejses op af gulvet, rummets udsmykning er original med ornamenter og krummelurer, som en tidslomme fra en svunden tid svøbt i en 30 etage høj moderne skyskraber.
Akustikken er fin, der er lige nøjagtig plads til hele orkestret og publikum er engageret. Der er mange unge mennesker, de er godt forberedte, de har glædet sig til at møde det nordiske orkester og deres italienske maestro.
Og Luisi kender sit orkester bedre og bedre, han ved udmærket midtvejs en turne skal der sendes ekstra energi ind i koncerten. Han sparer ikke sig selv, især Mahlers 1. får et afsæt som DR SymfoniOrkestret griber med det samme. Glemt er jetlag, 12 sporede motorveje og slæben af tunge kufferter og instrumenter, musikken trumfer alt.
Mahler er for alvor ved at falde på plads nu, soloblæserne leger formidabelt med udtryk og frasering, Luisi leger med, lader dem tage egne initiativer, griber dem og former dem, aldrig ude af kontrol, men med større og større mod og lyst til at give musikken det liv, den intensitet og den energi som musik skal have for at give mening og flytte og bevæge sine tilskuere.
Musik er jo leg på dybt alvorlig baggrund, en slags linedans helt oppe under cirkustaget eller en lyst til at gå helt ud til kanten af den dybe afgrund. Jo tættere du er på afgrunde jo mere mærker du suget i maven, jo mere energi og adrenalin får du. Når et orkester og en dirigent begge leger på den baggrund så bliver resultatet af en art der sætter stærke spor hos os der får lov til at lytte med.
Publikum er enormt begejstrede, kun ca. 3/4 fjerdele af billetterne er solgt. Det mærker man ikke da bifaldet brager og Luisi hentes ind igen og igen.
Ekstranummeret af Jakob Gade kunne ikke være mere velplaceret end i denne gamle biografsal. Jakob Gade sad selv i de københavnske biografer og spillede til stumfilm, han ville have elsket at divertere publikum her i San Diego. Mange lokale publikummer hiver mig til side, de vil vide mere om denne vanvittig berømte tango som alle de jeg taler med, tror er skrevet af en sydamerikaner. Jeg forklarer dem høfligt historien om Gade, jeg kan dog orientere om, at ingen herovre endnu har lært at sige GADE med det bløde D, Luisi øver dagligt og er nok den der er tættest på.
I dag starter prøverne på de nye programmer til San Francisco, nu skal der for alvor til at knokles med Nielsens 6. og Beethovens Eroica. Mange musikere sidder i bussen med iPhones og noder og forbereder sig, der bliver øvet igennem på værelserne, Nielsens 6. skal spilles i den sal hvor Herbert Blomstedt med San Francisco symfonikerne satte nye Nielsen standarter for år tilbage.
Nu kommer det orkester der har Nielsen som deres DNA. Alle ved hvor svær den symfoni er, vi har hørt de glæder sig til at høre os i San Francisco – de skal ikke skuffes derfor skal der øves og øves.
Hertil skal en ny sal skal erobres her i Costa Mesa i aften.
Var der nogen der sagde badeferie, det her er kun for de meget dedikerede.
