Når man sidder i koncertsalen og som den største selvfølge ser og hører i nærheden af hundrede musikere gennemføre et langt og sammensat program, kan man midt i al herligheden tage sig selv i at undres over, at det overhovedet kan lade sig gøre. Tænk at få det hele til at passe sammen! – Og så oplever vi endda kun toppen af isbjerget. For forud for koncerten ligger der en stor og kompliceret forberedelse, som omfatter programlægning, produktion, aftaler, kontraktskrivning etc etc – og så det helt basale og måske allervigtigste: noderne!
Til enhver koncert med DRs ensembler og kor hører der noder. Det er faktisk dem, det hele drejer sig om – forudsætningen for det hele. Og de kommer fra et sted midt inde i den store DR-by – fra Nodearkivet.
På en måde kan man sammenligne Nodearkivet i Koncerthuset med benzintanken på en bil: her gemmer sig den energi, som skal drive det hele – noderne. Uden benzin, ingen fremdrift – uden noder, ingen musik. Benzinen – dette højt raffinerede drivmiddel skal fremskaffes og omsættes til fremdrift. Noderne skal købes eller produceres, lægges til rette og bringes på en form, så musikerne kan sætte dem på nodestolen og spille. Det kan være en lang og kompliceret proces, som er skjult for os menige koncertgængere, og som vi bare tager for givet.
I en samtale med Nodearkivets ældste medarbejder Peter Langebæk løfter han sløret for dette spændende sted.
Nodearkivet er lige så gammelt som Danmarks Radio. Det kan man forvisse sig om ved fx at bede Nodearkivets medarbejdere om noderne til ’Statsradiofonien’s allerførste koncert i ’Stærekassen’ i 1925. ’Så gerne!’ – og som et greb i lommen hentes noderne til hele den gamle koncert frem fra hylderne. Lige til at spille efter. Næsten lige så let som hvis man beder om noden til ’Lille Peter Edderkop’. For Nodearkivets ansatte har igennem snart hundrede år registreret, produceret, ordnet, arkiveret og vedligeholdt denne store nodeskat, som faktisk er temmelig enestående. –
Men det er dagligdagen, der især imponerer, når man følger Nodearkivets arbejde. Sæsonplanerne er i reglen færdige flere år før koncerten, så Nodearkivet kan gå i gang med den grove planlægning. Alle noder skal så være i Nodearkivet senest tre måneder før en koncert. Der er så 8-10 arbejdsprocesser i Nodearkivet, inden materialet er klar til koncert. Og for at musikerne skal kunne nå at øve sig, skal noderne være klar til dem 14 dage før første prøve til koncerten. De fem ansatte plus en studenter-medhjælp ved så præcis hvad hver enkelt skal gøre hvornår. Det går som er urværk – og der sker stort set aldrig fejl. Som Peter siger – ’underholdnings-udsendelserne er de sværeste – de klassiske koncerter går altid som efter en snor.’
På spørgsmålet om de besparelser, som hærger kulturlivet overalt, kan Peter med tilfredshed notere, at Nodearkivet indtil nu er gået fri, og det hænger selvfølgelig samme med at stedet er gearet til den meget stramme funktion, som vi har beskrevet. Hverken mere eller mindre.
I mange år havde Nodearkivet hjemme i en egenskabsløs betonbygning på Islands Brygge, side om side med Post Danmarks afdeling for vask af postsække! Den beliggenhed lå lige langt fra alting – Radiohuset med korprøvesal, koncertsal og studier og TV-byen helt ude i Søborg…, og levering af noder foregik via flere gange daglig transporttjeneste til DRs mange afdelinger ude i byen. Så det var et meget stort fremskridt, da hele molevitten i 2006 som noget af det første flyttede ud i den nye DR-by. 2900 flyttekasser med noder blev kørt ud i kælderen under det nye byggeri på et tidspunkt, hvor koncertsalen kun var et hul i jorden. De stod så der med deres nummererede indhold i snorlige rækker og i tre lag. I virkeligheden helt uoverskueligt, men – ikke uden en vis stolthed fortæller Peter, at hverdagen fortsatte, ensembler og kor fik deres noder til tiden, og godt et år efter var alle flyttekasser tømt og Nodearkivet var kommet på plads i de nye lokaler.
Nodearkivets to faste medarbejdere Jørgen Henriksen og Peter Langebæk havde præsteret det umulige! ’Ingen i Radiohuset anede hvilke elendige betingelser, vi havde’ konstaterer Peter med et skuldertræk.
Men nu står de der altså side om side – de flytbare reoler, som rummer hjertet af Danmarks Radios musikliv – noderne. Der er symfoniske partiturer med stemmer, arrangementer for underholdningsorkester og bigband, kornoder en masse og dertil alverdens samlinger af noder, sangbøger, melodisamlinger, antologier etc etc – og hvad Nodearkivet ikke har, skaffes hjem fra nær og fjern. De anvendte noder er nemlig en blanding af Nodearkivets ejendom og så lejemateriale fra hele verden.
Nodearkivet arbejder ikke kun med allerede trykte noder, partiturer og stemmer. Her er ansat to såkaldte ’nodeskrivere’ eller i disse digitaltider snarere ’nodeproducenter’, som i hånden eller på computer selv frembringer originalt nodemateriale. Og ved siden af Nodearkivets kontor ligger der et værksted, hvor man trykker noder, binder ind og reparerer slidte og ødelagte noder. I gamle dage i et særligt hus på Rosenørns Allé sad der en hel hær af deciderede nodeskrivere, som dagen lang skrev noder i hånden, men digitaliseringen har gjort dette arbejde meget lettere og hurtigere, så i dag har Nodearkivet to nodeproducenter, som gør det samme arbejde.
I gamle dage afleverede en komponist eller arrangør et håndskrevet partitur, og så gik Nodearkivet ellers i gang med i hånden at kopiere stemmerne i alle de eksemplarer, som fx et firsmands symfoniorkester skal bruge. I dag afleverer den samme komponist eller arrangør en såkaldt ’pdf-fil’, et digitalt dokument, hvorfra man på en computer kan trække alle stemmer og trykke dem på den store printer. Det er blevet usigeligt meget lettere, men også lidt mindre personligt, konstaterer Peter, som fremhæver håndskrevne partiturer for ’en skønhed, så man faktisk kunne hænge dem op på væggen til pynt.’
Alle taler om og for digitalisering, og som beskrevet er al ny nodeproduktion for længst blevet digitaliseret, men Peter Langebæk fortæller også om perspektiverne i at gå endnu videre med digitaliseringen. Flere steder i udlandet er man gået over til, at musikernes nodepulte er erstattet med computerskærme, hvorpå noderne står. Man blader med en fodpedal, og rettelser i noderne kan foretages centralt. Når der skal skrives anvisninger som fx strøg-angivelser til strygerne, gøres det i én stemme, og vupti har alle stemmerne det! Peter mener, at fremtiden ligger her, ’men det bliver nok ikke i min tid!’ –
Den garvede nodearkivar godter sig alligevel ikke så lidt ved tanken om, at hele det digitaliserede nodearkiv til den tid vil kunne rummes på én computer!
Dog: Hele det gamle (analoge) nodearkiv med hele historien indbygget vil ganske sikkert blive bevaret i den stand, hvori det befinder sig nu, uanset hvor digital hverdagen så bliver! Så vil vi altid kunne dykke ned i historien og se og høre hvordan det var dengang oldefar trillede med tøndebånd og familien samledes om radioapparatet for at høre Torsdagskoncert eller gammel dans med Teddy Petersen.
Nodearkivet er således en helt moderne del af Danmarks Radios musikalske produktionsapparat og samtidig et enestående arbejdende museum for Danmarks Radios levende musik gennem snart 100 år.