Første koncert på turneen i National Centre of Performing Arts Centers store koncertsal gik aldeles fremragende.
Koncerten blev bygget op med Wagner først, derefter en meget veloplagt Li Bao og en smuk Don Juan, for så at kulminere med en meget rørende og intens Nielsens 5. symfoni.
Et virkelig interesseret og lydhørt publikum lod sig rive med, og overgav sig totalt da slagtøjsspiller Gert Sørensen efter en stor præstation til slut vandrede spillende ud af salen med trommen på maven – og Pedro Lopéz lod de sidste spæde klarinettoner fylde salen i førstesatsens fantastiske slutning.
Mens DR SymfoniOrkestret tog NCPA Centers store sal med storm, sørgede et gevaldigt blæsevejr for at puste al smoggen ud af Beijing. Det susede og hvislede på 18. sal af Novotel i Beijing, og ikke mindst de lidt utætte vinduer gav masser af frisk luft mit værelse. Havde det været mit private hotel, så havde jeg skiftet de vinduer, men der er uhyggelig mange vinduer i sådan en bygning, så godt det ikke er mit!
Om morgenen lå byen badet i solskin, og man kunne for første gang se bjergene, Den Forbudte By og det uendelige antal grå kæmpebygninger – blandet med de små lave historiske huse også kaldet hutonger, som oprindeligt var de gamle embedsboliger til kejseren, som selv boede i Den Forbudte By.
Alle mand tog afsted fra hotellet kl. 10.15 med bus til en station, hvorfra de nye fantastiske kinesiske hurtigtog har deres base. Kina er i gang med et kolossalt projekt, hvor disse supertog skal binde Kina sammen i et gigantisk net af tog, der kører over 300 km i timen. Vi var der i rigtig god tid, ingen problemer med trafikken til den flotte og imponerende togstation. Alle musikere kom også med toget og turen blev tilbagelagt på godt 40 minutter. Farten var fantastisk, lydniveauet lavt og komforten stor.
Men sådan et tog har forbandet travlt, det skal hurtigt videre og stopper kun kort på hver station. En af orkestrets bratschister, som spiller på en skøn bratsch, skyndte sig – som alle vi andre – ud af toget. Men den stakkels pige havde alt for travlt, så travlt at hun ikke nåede at få bratschen med. Det gjorde til gengæld den pligtopfyldende produktionsleder, Adam, og som den kvikke unge mand han er, tager han naturligvis en glemt bratsch med hvis han ser den.
Men så sker det uheldige – sådan noget der ellers kun sker i film, og som ofte virker lidt usandsynligt. Produktionsleder Adam går nemlig ikke ud af samme togdør med bratschen, som bratschisten kommer ind ad, da hun i panik springer tilbage i toget for at hente sit instrument – som nu er væk. Inden hun når at gå ud igen, smækker dørene, og toget kører videre med 340 kilometer i timen med kurs mod Shanghai – uden bratsch, men med en meget forskrækket musiker….
En skrækkelig oplevelse for alle, men heldigvis er mobiltelefonen opfundet. Der gik et tog retur, og i skrivende stund er bratschgruppen samlet igen – alle med instrumenter og i godt humør.
Nu går koncerten her på dag 2 snart i gang. Der strømmer mennesker ind i salen – blandt andet masser af unge mennesker. De skal høre kinesisk og dansk musik, og de ser ud til at glæde sig. Byen Tianjin er ikke så stor, kun lidt over 10 millioner indbyggere med et bette konservatorium som lige pt. kun har 3600 elever.
Jeg fik en god snak med deres rektor og den lokale orkesterchef, min kollega. Begge to var med stor interesse mødt op til koncerten, og de påstod at kende mange af orkestrets musikere fra kinesiske YouTube videoer (jeg er dog ikke sikker på, at det hedder YouTube på Kinesisk). Den klassiske musik er i høj kurs her, og jeg er spændt på hvordan de vil tage imod Nielsen, for jeg ved, at de får den i den mest veloplagte og sprudlende udgave!