DR SymfoniOrkestrets store oversøiske turné for 2018 er hermed startet. Orkestret fløj fra Kastrup i to forskellige fly mandag morgen, og alle mennesker og instrumenter kom heldigvis med. Dog måtte en musiker desværre melde forfald pga. alvorlig sygdom i familien. Visa-reglerne for Kina er strenge, så der var ikke mulighed for en erstatning, og derfor bliver førsteviolinerne kun 15 på denne turné.
Jeg selv fløj som den sidste. Mit fly havde mellemlanding i Doha Qartar, hvor jeg tilbragte et par timer mellem midnat og kl 2 sammen med hundredvis af trætte, udslidte kinesiske arbejdere, der skulle retur til Kina. Jeg havde glemt at slå mit Mastercard til Mellemøsten, så kl 01.05 ringede en venlig medarbejder fra Danske Bank og ville gerne have bekræftet, at jeg netop havde købt en sodavand og en sandwich i xxxx bar i Doha lufthavn. Efter at have bekræftet dette åbnede den venlige dame mit kort – hvilket jeg takkede høfligt for. Service går sandelig hånd i hånd med Big Brother Watching.
Nu sidder jeg i den smukke sal i National Centre for the Performing Arts, Luisi er på podiet og Richard Strauss’ Don Juans ekspressive åbning sidder lige i skabet. Det er en smuk, varm og velklingende koncertsal. Der er folkekongres i Beijing i disse dage, så byen er på den anden ende. Sikkerheden er omfattende, og stort set alle aftaler med de kinesiske arrangører laves om eller aflyses.
At rejse med 106 musikere og produktionsfolk, instrumenter og noder er en kæmpemaskine, som det tager år at forberede. Jeg var her allerede i oktober 2015 for, sammen med Fabio Luisi, at lave den overordnede aftale med den kinesiske arrangør, Stephanie Chang.
Mens jeg skriver, spiller orkestret det langsomme sidetema i Don Juan, og orkestret klinger vidunderligt. Jeg har hørt, at man skal passe på med at pakke virkelig god rødvin ned i kufferten, når man skal flyve langt, da den kan miste noget af sin glød. Det samme sker heldigvis ikke med orkestrets mesterinstrumenter. Luisi stopper op og beder strygerne om at tage det roligt, nyde salen, tænke i mere klang. De er som galopheste, der har stået længe i stalden og kan mærke, at nu starter løbet snart. De vil ud på banen og drage energi. Luisi ved det så udemærket godt, hans gode vibes breder sig lynhurtigt. Vi er her for at give det kinesiske publikum spilleglæde, velklang og den magi som orkestret er så kendt og elsket for.
Siden 2015 har folk både i Kina og i DR SymfoniOrkestrets administration under ledelse af Gordon Alsing knoklet med at få alt til at falde på plads. En meget fin tur er blevet skruet sammen. Vi besøger de største kinesiske byer, vi spiller de største koncerthuse, og vi kommer med et flot og lidt usædvanligt program. Carl Nielsens 5. symfoni, et mesterværk i sin originalitet, sin danske egenart og sit fremsyn gør mig stolt. Vi spiller kun i byer med mere end 10 millioner indbyggere, og kommer selv fra et lillebitte nordiske land – men vi præsenterer noget helt enestående og dansk i vestlig kultur. Og vi gør det med det orkester i verden, som kan og har sin Nielsen så dybt i rødderne.
På podiet har Maestro Luisi bedt orkestret tage ouverturen til Wagners Den Flyvende Hollænder frem. Operadirigenten gennem en menneskealder fornægter sig ikke. Ouverturen er spillet i København for en uge siden, så den kræver ikke så meget prøvetid.
Snart er prøven slut, og vi skal tilbage gennem menneskemylderet, hjem og hvile lidt inden koncerten i aften.
Mit første afsnit i den kinesiske dagbog er skrevet, bestilt af Venneforeningens utrættelige formand, Mogens Rubinstein. ‘Kan du ikke skrive lidt hver dag, tage nogle billeder og sende dem hjem. Det vil glæde vores trofaste venner’. Sagde Mogens på sidste bestyrelsesmøde – og den slags sidder man ikke overhørig. Turen er begyndt, premieren er i aften, og første afsnit er hermed leveret, næste afsnit følger.
Vi afventer stadig billeder fra Symfoniorkesterets tur, så snart de kommer frem tilføjes de til historierne.