En af de danske musikere, der har fulgt Herbert Blomstedt længst i Maestroens 90-årige liv (fødselsdagen er den11. juli) er nu pensioneret solofløjtenist Toke Lund Christiansen. Her tegner han et portræt af DRSymfoniOrkestrets æresdirigent og tager udgangspunkt i en øveuge for femten år siden
I denne uge spiller vi Beethovens Tredje og Carl Nielsens Sjette. Den femoghalvfjerdsårige Herbert Blomstedt står på podiet. Har vi udsigt til en gammel mand? Tværtimod. På tv kunne man i går høre en belgisk forsker påstå, at nu var det øl, man skulle drikke for at holde sig ungdommelig og frisk! Sidste år var det vin, og snapsen har vist også haft sine fortalere.
Blomstedt, der fornægter enhver form for beskattet stimulans, inklusive kaffe, sætter andres daglige misbrug i relief. Han synes et langt liv igennem udelukkende at have opladet sig gennem sit stærke personlige engagement. I denne fugtige november-uge optræder han med energi og overblik.
Jeg genkender straks hans overlegne dirigentteknik. Sådan har det altid været: helt ned til de mindste detaljer formår han at præcisere en indsats, længden på en udholdt tone, nuancen eller den lille accent. Det er, som om hans omhu for netop detaljen er vokset med årene.
Den lille Humoreske-sats hos Nielsen dirigerer han nærmest med de yderste led på pegefingrene! I det store genkender jeg de særlige svaj med kroppen, der, i en stor opbygget form, lægger op til et kulminerende sted, en eksplosiv udladning. En intellektuel orkesterleder der tilmed har hele følelsesregistret sat på højspænding. Beethovens Eroica bliver hos Blomstedt yderst dramatisk. Et livsdokument. Napoleon til hest, med flagrende kappe i Es-Dur, javist, men også en historie om kampen der altid, i sidste ende, er dømt til at tabes. Sørgemarchen, som Wagner ikke kunne få langsom nok, holder Blomstedt i et strengt tempo: metronom 80! Som anført af Beethoven i det berømte brev, der indeholder metronomtal til næsten alle symfonierne.
Blomstedt må, nødtvungent, give orkestret de foreskrevne pauser, men så snart han ubesværet, nærmest sporty, har genindtaget sin plads på podiet, fortsætter han den sætning sidste prøve sluttede med. Hele indstuderingen er således én fortløbende proces, og det er tydeligt, at Blomstedt, uagtet at vi taler om to repertoireværker, og om et orkester, der spiller alle toner korrekt fra første gennemspilning, gerne kunne bruge den dobbelte prøvetid. Med andre ord: Her er tale om én af podiets helt store! En mester for hvem årene kun har lagt til.
For mig er gensynet bevægende, og jeg mærker, at det beror på et helt net af sammenhængende årsager. Jeg sidder på træblæserhylden sammen med Jens Boje Hansen, piccolomester og min ven og sidekammerat igennem flere årtier. Til Nielsens Sjette har Nationaludgaven leveret nyt nodemateriale. Nielsens tanker er her renset for samtidens og senere tiders forbedringer, eller hvad man også kunne kalde indhøstede erfaringer omkring opførelsespraksis. Også Blomstedt anvender den nye udgave.
Jeg sætter pris på Nationaludgaven, men i denne uge kan jeg ikke få mig selv til at spille efter den. Omhyggeligt har jeg indtegnet og overført ændringerne til vores gamle fløjtestemme, den, hvorpå der på nodens bagside af min kollega fra dengang, Frantz Lemsser, er indført de mange gange, Nielsen-symfonien blev opført under Herbert Blomstedts ledelse. Første gang var i november 1973: indspilning for EMI af alle seks symfonier.
Blomstedt havde været chefdirigent for DR-symfoniorkester i fire, fem år. Ensemblets kvalitet og selvbevidsthed stod ikke højt, men var i stejl stigning. For Blomstedt var indspilningen et syvmileskridt ind i de etablerede dirigenters række. For symfoniorkestret var det første gang, siden Busch’ og Malkos dage, at man indspillede for det internationale marked. Nerverne stod på højkant, og under indspilningen skete der uforståelige, nervebetingede kiks mange steder i ensemblet. Det er svært at forstå i dag, hvor netop indspilninger i orkestret bliver opfattet som ”stille dage på Amager” i forhold til de højspændte symfoniske koncerter.
Blomstedt havde brugt sine første år med orkestret til, i en dobbeltbevægelse, på den ene side at afprøve sig selv i repertoirets største ”slagnumre” og på den anden side at sikre ensemblet et kernerepertoire: Bach, Haydn, Mozart, Schubert, Beethoven, Mendelssohn, for ikke at tale om Brahms. Også den ny musik fik sit.
Musikchef Mogens Andersen lagde ikke skjul på, at Radiosymfoniorkestret primært måtte opfatte sig selv som et stations- og brugsorkester. Den symfoniske klangpleje skulle tilgodeses, men man skulle ikke indbilde sig at kunne konkurrere med de legendariske orkestre i USA og Centraleuropa. Men Nielsen han var jo trods alt dansk. Det måtte vi kunne finde ud af! Indspilningerne blev vel modtaget, og i årene der fulgte, turnerede orkestret med Blomstedt på podiet, og ofte var der mindst én Nielsen-symfoni på programmet.
Til et festspil i London havde Blomstedt programsat både Første- og Sjette Symfoni. Det var dristigt, ikke mindst fordi en udbredt opfattelse var, at Nielsens centrale symfonier skulle findes i rækken mellem Anden og Femte. Blomstedt indså, at Nielsens Første indeholder nogle af de kvaliteter, vi genkender fra Brahms, men desuden udstråler noget, vi måske tør kalde kernedansk. I sammenstillingen med den Sjette (modernisme, abstraktion sammensatte, tilsyneladende uforenelige følelser) viste Blomstedt, hvor vidt den Nielsenske fantasi strækker sig, og orkestret fik desuden lejlighed til at male to vidt forskellige lærreder op i henholdsvis romantiske og grelle klangfarver.
DR-symfoniorkester anno 2017. Orkestret har ikke mange med fra dengang og absolut ingen fra min første tid i halvfjerdserne. Er orkestret bedre nu? Givetvis, men en dag skal man nu låne et øre til Blomstedts Beethoven-symfonier fra midten af halvfjerdserne.
Jeg ser den unge Blomstedt for mig, da han tiltrådte som chefdirigent. Lige fra starten tog han opgaven yderst alvorligt: ”Hr. Fosdal, hr. Hammergaard, hr. Jensen, fru Holst-Christensen”. Blomstedt havde lært sig alle navnene på orkestrets forskellige pladser. ”Hr. Jensen”! – ”Nej, Hr, Blomstedt. Dette er Hr. Rud. Hr. Jensen er syg”, svarede man tilbage fra horngruppen. Efter mange års fravær kunne han igen fremvise sin fænomenale hukommelse: ”Gert Herzberg”, sagde han pludselig, og så var det et vigtigt sted i 2. obo, der skulle fremhæves. Det er dæleme godt husket, efter i mellemtiden at have været chef i Stockholm, Dresden, San Francisco, Hamburg og Leipzig!
Der er gået mere end 50 år, siden Herbert Blomstedt første gang dirigerede vores orkester. Man har svært ved at tro det, men den store, ungdommelige, svenske Maestro fylder 90! Hele orkestret, både de der spillede og de, der spiller, ønsker hjerteligt tillykke og takker for de utallige koncertoplevelser, han har stået i spidsen for!
Vi skal næste gang opleve æresdirigenten i et rent Mendelssohn-program, og det fører mine tanker tilbage til en sommerdag i 1999. Jeg besøgte Herbert Blomstedt i Leipzig og optog et interview med ham på min lille (upålidelige!) kassettebåndoptager. Det blev senere til et afsnit i min bog om ”Kunsten at lade sig dirigere”, Udsigt til Musik. Det gjorde dengang indtryk på mig, at Blomstedt, efter at have været chefdirigent i Dresden, for verdens ældste symfoniorkester og med måske verdens mest ekspressive strygerklang, nu havde overtaget Leipzig Gewandthaus. Her var kvaliteten selvsagt også høj, men ikke som i Dresden.
I Leipzig havde han en kunstnerisk opgave for, som han forklarede det, ”Strygerklangen i Dresden lærte jeg af, og den har jeg taget med mig, overalt hvor jeg dirigerer”. Leipzig var til gengæld Bachs by, Gades by og ikke mindst Mendelssohns. Blomstedt boede som Gewandthaus-kapelmester da også i huset, hvor også Mendelssohn havde haft sin embedsbolig. ”De har en sådan fantastisk tradition. Det var jo Mendelssohns orkester”.
Vi skal opleve Herbert Blomstedt i et ungdommeligt og sprællevende repertoire og med netop Mendelssohn i centrum. Den 3. symfoni, den Skotske og den 4., den Italienske. Den aften bliver det svært at sidde stille!