Sir. Edward Elgar (1857-1934) færdiggjorde i 1908 sin første symfoni, der blev en øjeblikkelig succes. Inden for få uger efter uropførelsen i Manchester, blev den spillet i London, Wien, New York, Skt. Petersborg og Leipzig. Inden for det første år var den blevet opført over hundrede gange, i England, Europa og Amerika.
Symfonien består af fire satser:
- Andante. Nobilmente e semplice — Allegro
- Allegro molto
- Adagio
- Lento — Allegro
Jeg vil i det følgende kigge nærmere på anden satsen, allgero molto – meget hurtigt
Satsen åbner med én enkelt tone markeret i orkesterets dybe instrumenter, efterfulgt af en figur i de dybe strygere:
Hurtigt følger violinerne med et energisk tema:
Træblæserne følger op med en kontrasterende figur:
Violinerne vender kort tilbage til det første melodi, men træblæsernes figur får lov at overtage og leder orkesteret over i en ny melodi i violinerne:
Denne melodi er mere abrupt, mere opsplittet end den anden, men begge driver musikken frem. Denne melodi spredes hurtigt til hele orkestret, og lige så brat som den begyndte, fjerner Elgar den igen. Den erstattes med en march-lignende melodi i bratschen og klarinetten:
Denne melodi flyttes i det følgende rundt til forskellige instrumenter i orkestret, og mod slutningen af basunernes tema, begynder violinerne at spille deres abrupte melodi som underlægning.
Hele sektionen bygger mod klimaks, og snart istemmes fløjternes melodi fra tidligere, og energien fra orkesteret forsvinder langsomt.
Efter klimaks, begynder fløjen en let og idyllisk melodi som fylder det næste lange stykke:
Idyllen får dog ikke lov at fortsætte, for brat begynder strygerne en af deres tidligere melodier som underlægning, og dette ændrer melodiens farve meget radikalt:
Hele orkesteret istemmer også snart, og den idylliske melodi forsvinder helt… indtil andet klimaks nås, og alt lyden brat forsvinder:
Fløjten vender tilbage med en modificeret melodi og denne gang med underlægning fra orkesteret, der giver en meget mere op-tempo fornemmelse og energi:
Så følger en genanvendelse af mange af de tidligere temaer, indtil satsen snart bringes mod afslutning. Noget af det sidste, vi hører, er en melodi i fagotten, der føres over i oboen og kontrasteres af den marchfornemmelse, vi fik tidligt i satsen: