Maurice Ravel (1875-1937) komponerede i 1911 en suite af 8 valse, Valses nobles et sentimentales, først skrevet for soloklaver og derefter i en orkestreret udgave. Titlen var en hyldest til Franz Schubert, der næsten hundrede år forinden havde udgivet to valse samlinger, Valses noble og Valses sentimentales. I det følgende vil jeg gennemgå den første af valsene i suiten.
Den første af de otte valse introducerer os for det centrale motiv, der rytmisk består af to korte og en lang betoning af den samme akkord, derefter føres op:
Efter denne intro, får vi en melodisk passage, der dog hurtigt inkorporerer det rytmiske motiv, men giver det en anden slutning:
Mod slutningen af den melodiske passage hører vi herefter tre højt stablede akkorder, der derefter føres til afslutning:
Vi møder nu det centrale motiv igen, denne gang ført over i en melodisk nedadgående passage, en omvending af den vi hørte kort forinden:
Ravel tager nu en af de melodiske ideer, vi kun har hørt lidt til forinden og spinder derefter en hel melodisk passage ud af den:
Snart vender vi dog tilbage til det centrale motiv, der denne gang hopper både ned og op til slut og derefter føres direkte over i den melodiske passage fra begyndelsen:
Den første vals afsluttes med de tre stablede akkorder og den samme afslutning, men i lidt lavere tempo og med en kraftigere betoning:
Ravel kan dog ikke helt slippe det centrale motiv, han har opfundet, og vi hører det igen i slutningen af valse cyklussen. Dog i en helt anden kontekst når man her lytter til først åbningen af den ottende vals, der også er den længste og langsomste:
Ideen her er et motiv bestående af to toner, der hurtigt springer fra den ene til den anden efterfulgt af melodisk føring af akkorderne. Sådan kører den lange første passage af den ottende sats, indtil vi hører dette:
Det var nemlig en melodisk passage ført direkte over i det centrale motiv fra før. Ravel gentager dette trick endnu én gang i den ottende sats:
Og fører os derefter til en meget langsom og let slutning.
