Gustav Holst (1874-1934) komponerede i årene 1914-16, sit værk Syv Stykker for Stort Orkester, hvor hvert stykke var dedikeret til en planet i vores solsystem. Siden er værket blevet kendt som Planeterne og er uden sammenligning Holsts mest kendte værk. Jeg vil i det følgende fokusere på det stykke som Holst dedikerede til Venus, som han mente bragte fred.
Satsen består overordnet set af fire forskellige temaer, og Holst præsenterer os for det første lige med det samme. Hornene spiller en smuk og langsom opadgående linje:
Denne gentages lige derefter, men bliver nu besvaret af træblæserne med nedadgående modstykker i fløjte og obo, og en medstemme i klarinet:
Dette tema flyttes i det følgende rundt og får lov at udvikle sig lidt. Men snart skærer et nyt tema igennem, en melodisk solo i første violinen:
Denne samles hurtigt op og gentages af hele strygegruppen:
Strygergruppens spil bliver mere og mere intenst, indtil det tredje tema nærmest vokser ud af deres samspil. Dette består af nogle spring, oppefra og ned, som gentages og flyttes:
Efter et stykke tid med dette højintense stygerspil må oboen mane til ro, og den præsenterer os for satsens fjerde og sidste tema:
Snart er det solocelloen, der overtager dette tema efter en længere passage, hvor vi blandt andet har haft et genhør med tema nummer to:
Pludselig vender det første tema tilbage. Men denne gang sker der noget andet, for i stedet for at spille den nedadgående modstemme, fortsætter fløjten denne gang temaets opadgående bevægelse:
Mod satsens slutning vender solocelloen tilbage, denne gang med det tredje tema, der grundet orkestrering i et kort sekund lyder, som om den bevæger sig opad i stedet for nedad:
Holst lader nu langsomt satsen klinge ud, og vores møde med den fredelige planet ender her.
