Gustav Mahler (1860 – 1911) blev i løbet af sit liv kendt som en af Europas førende dirigenter. Men han var også en af vores fremmeste komponister, selvom det altid var en bibeskæftigelse for ham. Hans samlede værker er også begrænsede med under 100 kompositioner sammenlagt, både lieder, opera, kammermusik og symfonier. Særligt symfonierne er helt specielle, især fordi Mahler ikke holdt igen med at skrive for enorme orkestre – særligt blæserne er altid velrepræsenterede i Mahlers musik.
I sommeren 1910 begyndte han at komponere sin 10. symfoni, som han aldrig nåede at færdiggøre eller justere. Mange af Mahlers tidligere symfonier havde han selv dirigeret uropførslen af og efterfølgende lavet justeringer i musikken, så hans vision med værket stod tydeligere. Dette kunne han af gode grunde ikke med den 10., men musikfilologer og andre eksperter har efterfølgende fået færdiggjort symfonien. Den sats Mahler nåede længst med var den første, Adagio, som vi derfor skal kigge nærmere på i det efterfølgende.
Satsen begynder med en langsom solo, spillet af bratscherne:
Soloen fortsætter yderligere i et helt minut endnu, før vi præsenteres for satsens første temaspillet i v iolinerne:
Temaet fortsætter og suppleres af horn, og snart tager fløjterne over og vender temaet på hovedet: Rytmen bevares, men i stedet for at melodien bevæger sig op-op-ned, er den nu ned-ned-op:
Snart efter introducerer Mahler os for et andet, lidt lettere og hurtigere tema, spillet i violinerne:
Mahler er dog ikke helt færdig med det, men leger lidt videre med dette tema. Han ændrer akkompagnementet og lader melodien skifte mellem violin og cello:
Herefter vender vi tilbage til bratschernes solo, der åbnede satsen:
Efter dette følger en længere gennemarbejden af både første og andet tema, der flyttes rundt og varieres. Men efter næsten ti minutter med stigende intensitet og massivitet i lyden, sker der noget: Pludselig forsvinder kraften, og vi står tilbage med et tema i violinen, der er en variation over bratschernes solo:
Stilheden er næsten total… men så sætter Mahler ind med hele orkesterets styrke og kraft, i en af de mest overraskende og kraftfulde skift af tonalitet hørt længe:
Vi blæses nærmest omkuld og selvom massiviteten ikke holdes hele vejen igennem, viser Mahler os den om muligt smukkeste version af det andet tema fra satsen:
Vi er næsten nået satsens sidste del, men vi præsenteres for en sidste, massiv akkord, hvor der pludselige skærer en trompet igennem, og den holder sin tone næsten umenneskeligt langt. Som et skrig skærer strygerne ind i det, men trompeten er urokkelig:
Først da trompeten er helt færdig og indvarsler skiftet tilbage til den oprindelige tonalitet, kan vi få lov at høre en sidste smuk melodi i violinerne:
Satsen klinger nu langsomt ud, Mahler har ramt stasens klimaks og fuldbragt sit sidste værk.