Af Winnie Jørgensen, medlem af Venneforeningen
Den netop afsluttede Malko konkurrence var min 4. fra først til sidst. Sædvanen tro har jeg valgt at sidde på orkester B, så jeg kan se og følge de unge dirigenter forfra. Finalekoncerten og præmieuddelingen oplevede jeg fra parterre. Her følger noget af det, jeg vil mindes fra dette års Malko.
Ryan Bancroft, der jo både vandt første-prisen og publikum-prisen (doneret af Venneforeningen), udmærkede sig ved at være den eneste, der har dirigeret med hænderne uden brug af dirigentstok. At være Malko publikum betyder også, at vi taler sammen om det, vi ser og oplever. Jeg var meget distraheret af de flavrende hænder, der mindede om fugle i luften, medens andre netop fandt det helt fantastisk og mente, at det gjorde musikken endnu bedre.
Min favorit var den kun 23 årige Alessandro Bonato, der fik 3 prisen – skulle have været 2 prisen, stolt hvis jeg skulle bestemme! Han er en helt anden type dirigent. Det viste han specielt i 2. runde, hvor han dirigerede Mahlers Symfoni No.1. helt fantastisk med fart over feltet og et helt forrygende spillende symfoniorkester, der efterlod ham totalt forpustet, mens publikum spontant udbrød i klapsalver, hvilket fik Rie Koch til at minde om, at det jo er en konkurrence og tiden, hvor der klappes, jo går fra tiden, der er til rådighed for dirigenten, men spontane udbrud er nok svært helt at undgå – vi lever jo med i det vi hører og ser!
I 3. runde skulle der dirigeres Dvoraks Cello Conserto med Andreas Brantelid, som solist. De 6 semifinalister skulle alle spille det samme. Vi fik her 6 forskellige bud, og det var helt fantastisk, hvordan Andreas Brantelid formåede at nulstille mellem hver dirigent.
Jeg vil slutte med at takke symfoniorkestret for deres store indsats og super dejlige musik.
Jeg kan godt forstå, Fabio Luisi er stolt af sit orkester – der er vi rigtig mange, der er.
Af Birgitte Levin Hansen, medlem af Venneforeningen
Tak for den glæde, jeg følte, da man ved finalekoncerten fortalte, at Venneforeningen havde doneret Publikumsprisen og Børnejuryprisen. Nogle skoleklasser var vi jo sammen med i løbet af ugen. Ligesom vi følte os meget tæt på de konkurrerende unge dirigenter. Fire fantastiske dage à cirka seks timer kunne vi opleve musikalsk kunnen på allerhøjeste plan fra både de unge dirigenter, men nok især fra et fantastisk symfoniorkester, der på så dygtig vis formåede at få hver dirigents ønsker gjort hørlige – tak, tak kære symfoniorkester! Og tak til Rie Koch, der formåede at styre det hele på en dejlig, varm og letløbende facon. Det gav ro, at det hele fungerede.
Til sidst vil jeg sige, at glæden var stor, da min favorit, Anna Rakitina, blev nr. 2. Men det var vel fortjent og rigtigt, at Ryan Bancroft blev nr. 1. Alessandro Bonato var denne aften ikke så god som de andre dage, hvor han var helt fantastisk. Men han er meget ung og skal nok nå langt.
Jeg vil her til sidst nævne, at jeg blev meget rørt, da Fabio Luisi takkede DR orkestret ved at sige ”Thank you (lille pause) MY orchestra”, sikken en chefdirigent!! Og stor tak fra mig.
