Franz Schuberts (1797-1828) 4. symfoni i C-mol er den sidste af hans fire ungdomssymfonier og blev færdiggjort i 1816, da han var 19 år gammel. Der skulle dog gå lang tid før den endelig blev opført offentligt, da dette først skete i 1849. Schubert var ret ukendt uden for sin kreds af tætte venner i Wien, men efter hans død som kun 31 årig, tog mange af samtidens store komponister hans musik op og fremstillede den som noget særligt. Schuberts musikalske stil rammer et sted midt i overgangen fra Wienerklasik til Romantik, men hans ungdomsværker er stadig meget prægede af Wienerklasikken, med mange gentagelser.
Jeg vil i det følgende gennemgå den sidste sats i symfonien, med betegnelsen allegro – hurtigt!
Satsen åbner med en C-mol akkord spredt ud i træblæserne, mens fagotten spiller en brudt C-mol opadgående – dette forløses i en nedadgående bevægelse:
Straks introducerer violinerne os til den centrale figur i denne sats, der består af en lang tone og derefter en serie spring der kredser om denne tone. Først hører vi den kredse om C:
Denne figur bliver siden flyttet en tone op og kredser om D, og i det følgende forbliver Schubert i variationer over denne figur, indtil han vælger at bryde den og i stedet skaber figur ud fra en opadgående bevægelse, først trinvis og så i spring:
Schubert kan dog ikke slippe sin originale ide og vender straks tilbage til at kredse om den samme figur, som han åbnede satsen med. Men han finder en måde at variere det på, ved at lade figuren blive til en overgang, der fører et af de første skift i dynamik og følelse i musikken: Træblæserne slår en rytme an ‘dada-dadada-da-da-da’ mens violinerne spiller en brudt udgave af figuren, som kredser om men aldrig rammer den tone, vi forventer og dette kulminerer i at hele orkesteret til slut slår tonen an:
I det følgende lange stykke videreudvikles denne ide, med markeringer i træblæserne og hurtige figurer i strygerne, lejlighedsvist afbrudt af små melodiske stumper fra enkelte af træblæserne. Dette stykke kulminerer i en melodi spillet i træblæserne. Denne melodi er stærkt inspireret af den første figur med et motiv der flyttes opad, inden det hele kulminerer! Eller gør det, for vi hører kun to markeringer, ikke tre som vi forventer:
Musikkyndige vil bemærke et gentagelsestegn i slutningen af ovenstående billede, og ja, det betyder, at hele molevitten, vi har hørt indtil nu, bliver spillet igen. Der er dog usikkerhed om, hvorvidt dette gentagelsestegn faktisk skal respekteres, da det i en originalnode er blevet streget ud og derfor mangler i mange moderne versioner. Og så ved man aldrig, hvad dirigentens vision for fremførelsen er, så om det bliver gentaget eller ej er aldrig godt at vide. Gentagelse eller ej, så er der mere musik, efter det vi har hørt så langt, og dette begynder… med en gentagelse:
Schubert kan ikke dy sig for lige at spille den figur, som han afsluttede med. Og den får lige lov at spøge lidt, indtil han endelig bevæger sig over i nye ideer. Tonaliteten skifter til A-dur, og vi hører en ny figur, der begynder i klarinetten og afsluttes i fløjten:
Man kan godt høre de tidligere ideer i dette tema, og Schubert lader det heller ikke forblive i denne toneart særligt længe, nu rykker han til – Ab-dur, C-mols parallelle toneart, der har de samme fortegn men en anden klang. Temaet, vi lige har hørt, spilles igen nu akkompagneret af et en mere munter figur i strygerne:
I det næste lange stykke kan Schubert slet ikke slippe denne figur, den nærmest besætter musikken og alle instrumenter, tager en tur i den. Indtil vi pludselig begynder at høre noget bekendt:
Fløjterne istemmer deres ‘dada-dadada-da-da-da’ og dynamikken hæves, og vi får et brag af til at bryde ud af figuren. Det følgende stykke er næsten identisk med delen, der ledte op til gentagelsestegnet tidligere, men denne gang afslutter Schubert det ordentligt, ikke med to markeringer, men tre – som vi forventer!
