Antonín Dvořák (1841-1904) var på højden af sin karriere i slutningen af 1800-tallet. Cellokoncerten er komponeret i 1894-95 og havde sin uropførsel i London i 1896. Det er Dvořáks sidst store symfoniske værk.
Koncerten åbner med det centrale motiv i klarinetten:
Motivet flyttes rundt i de forskellige instrumenter, indtil de blæses op på største skala og spilles i hele orkesteret:
Det centrale motiv bearbejdes længe, men kort hører vi en mere melodisk frase i hornene:
Nu er solisten klar og han lægger netop hårdt ud med det centrale motiv:
Snart efter spiller hans første variation over det, hvor det spilles staccato og med mange gentagelser:
Kort afbrydes det igen af hornets motiv fra før, nu i celloen og spillet med variationer:
Dette motiv bearbejdes en tid, og pludselig påbegynder violinerne et opadgående løb, som celloen kort efter overtager:
Nu går vi ind i satsens sidste del, hvor det fortrinsvis er det centrale motiv, der bearbejdes mellem solist og orkester. Men mod slutningen præsenteres vi for dette virtuose løb i celloen:
Til afslutning hører vi det centrale motiv en sidste gang, spillet for fuld udblæsning led af basunerne, og første sats er nu overstået.
