Takkede Venneforeningen med sang på video fra italiensk kloster

af.

Bestyrelsen for DR KoncertKoret har følgende bevæggrunde for at udpege Marianne G. Nielsen som årets modtager af Venneforeningens pris, 2017:

 

Marianne G. Nielsen, 1. sopran i KoncertKoret, er en vellidt, erfaren, professionel og kompetent sanger og kollega. 

Marianne har sunget i DR i en lang årrække og på sidelinjen beriger hun til stadighed sit publikum med flotte solistiske præstationer. Marianne har gjort sig særligt bemærket med sin indsigt og sine fortolkninger af Hildegard von Bingen-repertoire, ligesom hun er en hyppig solist i større værker som Brahms Requiem med Akademisk kor og orkester.

Vi synes det er bemærkelsesværdigt, at Marianne, trods nogle alvorlige helbredsmæssige udfordringer forrige år, formåede at komme tilbage på sin faste plads i KoncertKoret i vanlig stabil stil. Denne stabilitet medførte bl.a. en invitation til at assistere i VokalEnsemblet da de i 2016 skulle fremføre Händels Messias med Fabio Luisi.

 

Marianne G. Nielsen er som nævnt en meget vellidt kollega og hun er også en af de sangere der gerne understreger, HVOR glad hun er for at arbejde i DR KoncertKoret. Bl.a. har hun påtaget sig det (ofte knap så attraktive) arbejde at være ansvarlig for retningslinjer for koncertpåklædningen blandt KoncertKorets medlemmer. Modsat herrernes nærmest uniformelle påklædning med kjole og hvidt, er kravene til damernes koncertdragt mere “mangefacetterede”. Og med 30-40 kvindelige sangere, med hver deres stil, er der mere end rigeligt af spørgsmål at besvare og retningslinjer at holde rede i. Dette klarer Marianne med myndighed, glans og sit dejlige smittende smil.

Vi ønsker Marianne rigtig hjertelig tillykke med det fortjente legat.

 

Indtil kort tid før generalforsamlingen var det tvivlsomt, om Marianne G. Nielsens video-takketale og sang kunne nå frem fra Italien til deltagerne i generalforsamlingen. Derfor havde medlem af bestyrelsen i Venneforeningen og formand for Vokalensemblets sangere, Emil Lykke, lovet at sørge for, at der under alle omstændigheder også kom et vokalt islæt over generalforsamlingen. Og selv om videoklippene nåede frem, blev forsamlingen ikke snydt for Emil Lykkes tenorstemme. Akkompagneret på guitar af Christian Odd sang han navnebroderen Emil Reesens kendte ”Bordets Glæder” fra Farinelli, Benjamino Giglis kendte glansnummer “Non ti scordar di me” af Ernesto de Curtis ,og som ekstranummer sluttede de meget i overensstemmelse med dagens generalforsamling med at synge og spille Otto Leisners og  Salve d’Esposito sang om Venner, “Det skønneste på jord”  (org. ital. “Anema e core”)

 
Hør Mariannes takketale
 
Marianne synger Hildegaard som tak