Der er tradition for, at der på Venneforeningens generalforsamling bliver uddelt en pris til en musiker og en korsanger. Ligeledes er der tradition for, at prismodtagerne ”kvitterer” med henholdsvis et stykke musik og en sang. Sidste år var der som bekendt ingen generalforsamling på grund af Corona-restriktionerne og derfor heller ikke priser og musik.
Men takket være de trofaste medlemmer, der betalte kontingent, mens der var lukket ned, kunne det blive til en hel prisregn i år og musikalske indslag i et omfang, som næppe set før.
Allerede før det blev røbet, hvem der fik priserne gik 4Corners på scenen i DR-Byens studie 2. De fire medlemmer af kvartetten er Tine Rudloff og Sarah McClelland på violin, Katrine Reinhold Bundgaard på bratsch og Richard Krug på cello. Alle spiller de til daglig i Symfoniorkestret
De spillede tre stykker, som Tine Rudlolff var blevet inspireret af gennem sine årlige besøg i Sønderho på Fanø siden barndommen, hvor hun spillede sammen med de lokale musikere. Det blev en festlig musikalsk start på prisoverrækkelsen.
Det kan godt røbes her, at normalt får prismodtagerne besked om, at de har en særlig grund til at møde op. Dels for at de kan være til stede og dels for, at de kan øve sig på det musikalske indslag. I år var Sarah McClelland adviseret om, at hun skulle spille med 4Corners, men hun havde ikke fået at vide, at hun også skulle modtage den ene af de to priser til medlemmer af Symfoniorkestret.
Traditionelt er det formanden for orkesterforeningen, der motiverer prisen, OG at der bliver sagt mange rosende ord, inden navnet bliver røbet. Da det mod slutningen af formandens, fagottist Dorte Bennikes tale gik op for Sarah McClelland, at hun også var prisvinder, blev hun synligt overrasket og bevæget over hæderen, som blandt andet blev begrundet med disse ord:
– Vores orkester består af mange nationaliteter. Ligesom danske musikere søger til udlandet, søger udenlandske musikere til Danmark. Og heldigvis, for vores kolleger med udenlandsk baggrund styrker ikke kun vores niveau, de bidrager også til et vigtigt udsyn, sagde Dorte Bennike og fortsatte:
– Sarah McClelland er en af de kolleger. Hun kommer ikke kun fra udlandet- hun kommer fra det land, der om noget ligger længst fra Danmark; New Zealand. Og hun er skoleeksemplet på en udenlandsk musiker, der har løftet ikke kun vores kunstneriske niveau, men også vores evne til at tage os af kollegerne.
– Mange af vores kolleger er kommet til Danmark som purunge, uden medrejsende familie, uden netværk og uden kendskab til det danske system. De møder et sprog, som er svært at lære, et system, som på overfladen ser logisk og regelret ud, men som viser sig ikke altid at være det. Og en kultur, der nok er venlig, men ikke nem at blive optaget i.
– Sarah, som selv tog turen for mange årtier siden, er den i orkestret, der om nogen har kastet sig ind i at hjælpe især vores nye udenlandske kolleger med at føle sig veltilpas i Danmark og i orkestret.
– Hun har brugt tid og kræfter på at få skabt en introduktion til de, der lige er kommet til landet. Hun står parat med omsorg og gode råd, når de undres over kultur eller systemer – og hun opdrager lidt på os andre – på en så venlig måde, at vi nærmest ikke opdager det – når vi bliver for indforståede eller ikke fatter udfordringerne ved alt det, vi selv synes er nemt, fordi vi er vokset op i det.
Den anden musiker, violinisten Tine Rudloff fik disse ord med på vejen fra orkesterformanden:
– Det er Tine, der sætter 1. violin-holdet til de forskellige produktioner, og hun gør det ikke kun dygtigt, men også med stor omsorg for kollegerne både som gruppe og som enkeltindivider. –
– Når tingene halter eller trænger til indgriben, er Tine den, der træder til. Det gælder f.eks. koncertbeklædningen i orkestret, hvor vi nåede et stadie af ”galla-fleece” og ”koncert-støvler”. Noget måtte gøres og den, der gjorde det, var endnu en gang Tine, der fluks iværksatte et tøj-udvalg og nogle rammer for beklædningen, så orkestret var en del mere TV-egnet. Tine er en højt elsket kollega og en social dynamo – og det er med stor stolthed, at hun får Venneforeningens legat.
Vokalensemblet valgte sopranen Malene Nordtorp som årets prisvinder. Hun fik ud over prisen en buket blomster og disse ord med på vejen fra korforeningens formand, tenoren Emil Lykke
– Når man synger i Vokalensemblet, er der nogle færdigheder, man er nødt til at have for at kunne fungere optimalt.
Man skal eksempelvis både kunne være solist og ensemblesanger, og det er to vidt forskellige discipliner, som kun de færreste mestrer. Og kun de færreste mestrer det som Malene.
Hun kan danse solistisk rundt på tonerne over det høje C, og i næste øjeblik synge firestemmige fædrelandssange, synge musical duet, og dagen efter stilren barok.
Det var formanden, Jakob K. Pedersen, der motiverede prisen til et medlem af det store kor, KoncertKoret. Modtageren var altsangeren Aleksandra Vagner Pedersen.
Senest publikum mødte Aleksandra Vagner Pedersen, var det som trold i Griegs ”I Dovregubbens hall” fra Peer Gynt og ikke mindst som kyndig sangcoach i publikums indstudering af ”Fangekoret” fra Verdis opera ”Nabucco”.
– De seneste år har Aleksandra tillige været formand for DR Ensemblernes Kammermusikforening, hvor hun lægger et stort, frivilligt arbejde i foreningens aktiviteter – både som koncertarrangør, medvirkende sanger samt tager ansvar for alle de praktiske detaljer omkring afviklingen af koncerterne, fortalte Jakob K. Pedersen og fortsatte
– Aleksandra er på alle måder et beundringsværdigt forbillede for kollegerne, en ildsjæl og en fremragende musiker, og hun er et stort aktiv for DR KoncertKoret og for musikken i DR.
De to sangere havde forberedt et omfattende program over temaet kærligheden og naturen spændende fra Peter Heises ”Kærlighedens Filosofi” og Jeppe Aakjærs”I skovens dybe, stille ro” over Léo Delibes kendte blomsterduet fra operaen Lakmé til ”Dansevise”, som i sin tid Grethe og Jørgen Ingmann udødeliggjorde.
Må det være tilladt undertegnede, at fremhæve musikerne og sangernes tak til Venneforeningen:
– Ikke noget med, at det var dejligt at få lidt ekstra til julegaverne. Nej, det gennemgående var glæden over den anerkendelse af det kunstneriske og det daglige arbejde, der glædede prismodtagerne.
MOGENS RUBINSTEIN