– Hvis det var musikerne, der skrev anmeldelserne i avisen, så ville de være langt mere kritiske, end det avisens kritikere præsterer. Musikerne er benhårde ved sig selv og kollegerne, meget mere end vi er.
– Vores udfordring som anmeldere er, at niveauet ved koncerter er tårnhøjt. Du ser stort set aldrig koncerter, der kun får en eller to stjerner.
Ordene kommer fra en af landets 19 klassiske musikanmeldere, Politikens Thomas Michelsen.
Hans baggrund for jobbet er en kandidatgrad i musikvidenskab og filosofihistorie fra Københavns Universitet.
-Og så har jeg spillet klassisk musik, siden jeg var 10-11år. Jeg er kun amatør på tværfløjte, men tror alligevel det betyder noget i forbindelse med at være anmelder at have prøvet at stå på en scene foran et publikum.
Han har til næste år 25 års erfaring som anmelder i pressen. De første år på Information og siden 2000 på Politiken. I begyndelsen forberedte han sig til de fleste koncerter, læste partitur og hørte måske indspilninger af de værker, han skulle anmelde. I dag er en dirigents eller solists tidligere indspilninger af et værk en viden, der er erhvervet gennem de mange, mange anmeldelser, men Thomas Michelsen kan godt finde på at opsøge partituret til uropførelser af værker, han aldrig har hørt før.
-Hvis vi tager en dirigent som Herbert Blomstedt, så kender jeg i forvejen de indspilninger, han tidligere har lavet af det værk, der står på programmet i koncertsalen.
-Kan man på den baggrund undgå at have en forudfattet mening om en kendt dirigent – positiv eller negativ?
– Det er et vanskeligt spørgsmål. Vi gør os umage for at vaske tavlen ren så at sige, for at åbne sindet forud for en anmeldelse. Jeg har for mange år siden oplevet et ekstremt tilfælde, hvor en kendt og værdsat sanger gav en koncert i Trinitatis Kirke og gik i stå flere gange. Anmeldelsen var derefter, og først senere kom forklaringen, at han var syg. Den koncert skulle selvfølgelig aldrig være afholdt og anmeldelsen aldrig skrevet, men som sagt, det er et meget enkeltstående eksempel.
Det er især i den trykte avis, læserne af anmeldelser af klassisk musik skal findes. Netudgaven af avisen har ikke den samme opmærksomhed, men hvis man kan gå direkte ind på anmeldelsen fra forsiden af den elektroniske avis, ser det lidt bedre ud med de elektroniske aviser.
– Jeg vil jo gerne med mine anmeldelser lægge op til en debat, og det er nettet godt til, men dels er der problemet med, at det kræver, at man køber sig bag Politikens betalingsmur for at deltage, dels at det har vist sig, at mange indlæg slet ikke handler om anmeldelsen, men om alt muligt andet, for eksempel, hvad skriveren mener om avisen generelt.
Og så har de sociale medier snuppet en del af debatten, det er især de unge, der betjener sig af de nye medier og på deres egen måde. Den form for kommunikation går dårligt i spænd med anmeldelser, så diskussionen om en anmeldelse finder sjældent sted på de sociale medier. . Og det ærgrer Thomas Michelsen.
Til gengæld får Politikens udsendte til koncertsalene ofte direkte respons via mailen på sine anmeldelser. Nogle skælder ham ud for at være uenige i deres opfattelse af fremførelsen et stykke musik, men der er også andre, der takker for, at jeg har udtrykt deres mening i artiklen. Og alle får de svar.
-Jeg ser min opgave som at være en almindelig koncertgænger, der hører det samme som publikum i salen eller ved højtalerne, men som qua mine forudsætninger kan give anmeldelsen en ekstra dimension og baggrund.
-Jeg holder meget af at skabe debat omkring det, jeg skriver. Og man må gerne drille os anmeldere. Men jeg kan blive irriteret, hvis folk skælder mig ud for ikke at være forberedt eller, som én engang skrev til mig: du har da ikke været til den koncert, du anmeldte i avisen.
-Selvfølgelig har jeg været til koncerterne. Engang i fortiden kan man måske finde eksempler på anmeldere, der har forsømt deres opgaver, men helt alvorligt skylder vi selv at være forberedte, når vi skal anmelde topprofessionelle og yderst velforberedte musikere..
Også de anmeldte kunstnere skriver til Thomas Michelsen om end sjældent.
-Det hedder sig jo i et gammelt råd til kunstnere, at de ikke skal diskutere med anmeldere. Det er jeg ikke enig i. Jeg vil gerne høre respons fra dem, jeg anmelder.
-Du generer utvivlsomt nogen nu og da?
– Jeg er ked af, hvis jeg sårer nogen i mine anmeldelser. Det er ”downsiden” i jobbet. Men man skal ikke være anmelder, hvis man ikke kan skrive, hvad man mener.
De stjerner, anmelderne mere eller mindre karrigt strør om sig med, har en indflydelse på, hvor mange der læser anmeldelserne, især når det gælder nettet. En enkelt stjerne eller fuldt hus, seks stykker, giver flere læsere end tre eller fire stjerner.
-Og det ærgrer mig, når vi på Politiken netop prøver at være afbalancerede i vores vurderinger. Jeg giver fire stjerner til en koncert, som jeg går glad hjem fra, og som jeg gerne ville høre igen. Fem stjerner giver jeg for den fremragende præstation og seks stjerner for den helt utrolige.
Så sent som ved koncerten den 27.september blev det dog kun til tostjerner. Ikke på grund af orkestrets spil, men på grund af dirigenten, Manfred Honeck og ikke mindst solisten, Rudolf Buchbinders fremførelse af Tjajkovsijs klaverkoncert nr. 1. Med den bemærkelsesværdigt lave karakter fulgte en opfordring til DR om at stille større krav til gæstedirigenter – og solister, når de skal møde et så velspillende orkester.
Thomas Michelsen gav de yderst sjældne seks stjerner til den første koncert med DR Symfoniorkestret i denne sæson. Brahms’ 2. symfoni, Korngolds Violinkoncert og uropførelsen i Skandinavien af Hans Abrahamsens Tre stykker for orkester.
– Ja, det må ikke ske for tit, at der bliver givet seks stjerner. Min begrundelse denne gang var: Er der nogen, jeg hellere ville høre spille Korngolds violinkoncert end Kavakos? Nej. Var der noget at klage over repertoiret? Nej. Var niveauet af fremførelsen og dirigenten (Luisi) tilfredsstillende. Ja, det var mere end det.
Thomas Michelsen er næsten altid til stede i salen, når han anmelder koncerter. ”Næsten” dækker over, at han lejlighedsvis har anmeldt torsdagskoncerter direkte fra radioens P2 for også at vurdere og bedømme de ledsagende kommentarer og interviews, som de 500.000 lyttere i det ganske land nyder godt af, når de lukker op for en torsdagskoncert.
Når Thomas Michelsen sidder i koncertsalen i DR-Byen har han altid papir og kuglepen med. Han tager enkelte noter under koncerten. Så når han forlader Koncerthuset, ved han, hvad han vil skrive i anmeldelsen. Næste dag skriver han så anmeldelsen på omkring en time.
Politiken – som andre medier – prioriterer hårdere i dag end tidligere. På Politiken er der to faste anmeldere af klassisk musik. Den anden er Henrik Friis. Tidligere var der fire anmeldere på avisen, så det er ikke alle koncerterne i Koncerthuset, der bliver vurderet i bladets spalter i dag. Men det er i DR-Byen, Thomas Michelsen laver de fleste af sine anmeldelser. Der er langt mellem anmeldelser, men også mellem koncerter i landets øvrige koncerthuse. I prioriteringen indgår selvfølgelig, hvor mange af bladets læsere, der har et forhold til de anmeldte koncerter.
-Men du tager nu og da til udlandet og anmelder koncerter der. Hvor mange læsere tror du, der følger i dine fodspor eller var til stede sammen med dig i salen?
-Nej. Ikke mange. Men det er stort set udelukkende operaer, jeg rejser til i udlandet efter. Det gør jeg, fordi det er vigtigt at vide, hvad der præsteres på scenerne i München, Berlin, Salzburg og Bayreuth. Jeg er sikker på, at mange læsere er interesseret i at vide, hvordan vi måler forestillinger i Operaen med, hvad der præsteres eksempelvis i de nævnte byer. Det Kongelige Teater er jo ikke nødvendigvis enestående.
– I er 19 anmeldere i landet. Forestil dig, at I alle anmeldte den samme koncert. Ville det ikke give vidt forskellige resultater og vise store forskelle i antal stjerner?
– Jeg mener egentlig, at der ville være større enighed, end man egentlig skulle tro. Det er faktisk sjældent, at vi ligger i hvert vores spektrum. Men der er da forskelle. Der er på universitetet skrevet en PhD-afhandling, der viser, at Politiken er lidt mere tilbageholdende med roserne end Berlingske og Jyllands-Posten. I bund og grund er det vel også et spørgsmål, om man mener anmeldelsen skal skabe begejstring eller en kritisk diskussion.