Toke Lund Christiansen prøver i denne hilsen til Venneforeningens medlemmer at se på ligheden mellem fodboldspil og orkesterspil. Han var gennem mere end 40 år ansat som solofløjtenist i DR-symfoniorkesteret. Toke Lund Christiansen har skrevet en række bøger, som ikke mindst relaterer sig til hans tid og hans oplevelser i orkestret. Til foråret fremkommer han med en ny bog: Musikken og Hjernen, som han har skrevet sammen med professor Jesper Ryberg. Bogen udkommer på forlaget Gyldendal.
Bolden er rund, så alt kan ske. Sådan lyder ordene i fodbold. Det passer ikke, for bolden er ikke rund og langtfra alt kan ske. Meget ligger fast også mere, end man umiddelbart kunne forledes til at tro.
I den klassiske musiks verden er der blandt de, der lytter til musik næppe nogen særlig udbredt interesse for fodbold. For os, de udøvende musikere forholder det sig ofte anderledes. Klassisk musik og fodbold. Er der nogle fælles faktorer, noget der spejler sig? I min egen brede kollegakreds af klassiske musikere er der ikke helt få, for hvem fodbold er en vital del af deres interessefelt.
Men først bolden: en traditionel fodbold-bold er syet sammen af 32 fem- og sekskantede læderlapper. I den professionelle fodboldverden har især sportsfirmaet Adidas, for hvert stort mesterskab, udviklet nye bolde, hvor sammensyningerne hver gang bliver forsynet med gummi. Først med 14 sammensyede felter dernæst med 8, sidstnævnte døbt Jabulani, viste sig at være en dårlig bold, som foretog uberegnelige skift i luften, og endelig 2014 modellen, Brazuka kaldet, med bare seks sammenlimede læderpaneler, skabt til VM i Brasilien, en bold der efter tests i vindtunneler o.a. har bevist sin stabilitet i luften. Men rund er den ikke.
Man taler om, at en spiller rammer bolden ”rent”. Det vil sige, at i de fleste tilfælde, hvor der sparkes igennem, rammes bolden ”urent”. Bolden ”brækker” i luften. Nutidens boldekvilibrister kan skrue og få bolden til at dykke, med et bananspark tilføje den en buet (banan)bane, men der vil altid være et vist moment af tilfældighed for boldens bane, en mulighed for tilfældighed. Et vist mål af vilkårlighed er altid til stede i kunst som i sport.
Kammermusik og symfonimusik er for de optrædende en holdsituation. Man skal forstå sin rolle, ikke overspille den, overholde aftaler og så alligevel også kunne bryde dem i en given situation. Enhver kollektiv musiker er på en gang holdspiller og solist. Ansvar og belastning fordeles, det afhænger af holdopstillingen. I strygekvartetten er rollerne sat i benhård disciplin. Måske netop derfor ser man stadig oftere, at 1. og 2. violin skifter plads fra værk til værk: De skal begge besidde lederegenskaber, kunne løbe med bolden, score, have solistisk mod, men også kunne indordne sig, aflevere, optræde defensiv i rækker af underordnede akkompagnementsfigurer.
Før i tiden var det meget almindeligt at opstille et fodboldholds formation med en såkaldt spydspids på toppen. En uberegnelig faktor, fri for andre, mere defensive pligter kredsende foran modstanderens mål. Spydspidsen bevæger sig rundt på modstanderens banehalvdel med et rovdyrs dovne attitude. Kræfterne skal rationeres for til gengæld at kunne levere det optimale, når chancen opstår, og ofte skabt af en tilfældighed eller en enkelt, men fatal fejl i modstandernes opdækning. Men spydspidsen er gået af mode. Nu taler man om en eller flere boksspillere, og i dagens internationale fodbold skal alle 10 markspillere være omstillingsparate, forstå hver sin multifunktionelle rolle på holdet, sådan som nu træneren har sat det i scene, men særligt udvalgte skal, nu som før, være beredt til at levere en solopræstation.
I ældre tid, og det er bare omkring 25 år siden, opfattede man 1. trompeten som en ”målscorer”. Han behøvede ikke at gøre meget væsen af sig undervejs i symfonien, men skulle i givne øjeblikke kunne ”score”. Han var ikke nødvendigvis en holdspiller. Han var solisten. I stigende grad ser vi, at solooptræden volder topspillerne problemer. De er bange for at svigte, bange for at falde igennem ved at forspilde et opspil med for stor egoisme. Denne tendens er gældende i fodbold som i orkestret. Men så er der heldigvis undtagelserne. Og det er her, som i alle kunstens forhold, at der er langt ned fra det sublime til det glimrende. Den fødte solist er sjælden, men højt værdsat af publikum og tilsvarende højt betalt. Solisten, eneren udvikler ikke så sjældent primadonnaegenskaber, og der er talrige eksempler på, at den totale forkælelse og idoldyrkelse i sidste ende kan koste solisten hans status og troværdighed. Men uanset hvordan solisten forvalter sit talent, så forventer vi et vist mål af mål eller i det mindste en række assists (målgivende afleveringer). Hvis varen ikke leveres, falder solistens løn og markedspris, klubberne imellem, drastisk. Fodboldkulturen svinger fra klub til klub og fra land til land. Visse topklubber satser dristigt på individuelle færdigheder, mens andre sætter kollektivet, holdindsatsen som øverste prioritet.
I symfoniorkestrene forholder det sig ganske tilsvarende. Hierarkiet mellem solospillere og tuttister er blevet justeret. Blandt solospillerne sætter man i stigende grad en holdindsats højere end individuel optræden. På den anden side værdsætter man i høj grad den, der i solospil formår at gøre en forskel. Man kan måske tale om en Berlinermodel og en Wienermodel. I toporkestret Wiener-filharmonien er der tradition for, at man spiller sine soloer behersket og med stadig hensyntagen til det homogene, helheden. I den lige så estimerede Berliner-filharmoni har man altid værdsat og givet plads for det unikke, det, der straks kan genkendes også af ikke fagfolk. I den tidligere generation med solister som oboisten Lothar Koch og fløjtenisten James Galway. Også blandt koncertmestrene valgte man individualister som f.eks. 1. koncertmester Rainar Kussmaul og kontrabassisten Klaus Stoll og i nyere tid med f.eks. Emanuel Pahud på fløjten, Albrecht Meyer på solooboen og 1. koncertmester Guy Braunstein.
I fodbold kan man tilsvarende sammenligne de latinske landes fodboldkultur med f.eks. de nordiske landes inklusive Tyskland og Holland. Alle tophold spiller med systemer, hvor holdet, der jo principielt skal dække hele banen, stilles op i formationer eller i kæder som f.eks. 4 – 4- 2 (meget defensivt) eller 2 – 4 – 3 – 1, her med en boksspiller. Meget udbredt i dag er 2 – 4 – 4, en opstilling, hvor der er to samarbejdende, individuelt indstillede angribere, en stærk kæde af midtbanespillere, men så også en forsvarskvartet med aggressive spillere på fløjene der, ligesom tårnene i skak, kan bruges til pludselige offensive fremstød.
Men alt dette gør jo ikke fodbold til musik eller orkestre til fodboldhold.
Den udbredte fascination af fodbold hos musikeren ligger ikke mindst i artisteriet, den fuldkomne beherskelse af teknikken i omgangen med den (ikke helt) runde læderkugle. Men også en tålmodig venten på det uventede, den pludselige drejning og en aflevering, som stiler mod et tilsyneladende tomt sted på banen, men et sted, hvor en medspiller kan løbe ind og gøre en målgivende forskel. Spillet foregår i små sammenspilsgrupper (trekanter eller trioer), sådan som ikke mindst Barcelona FC har udviklet spillet til perfektion. Man taler også om ”sambafodbold” hvor ekvilibrisme i højt tempo henter al sin energi fra den spontane fryd ved at kunne. Det er humørfodbold, en performance-situation, som alle udøvende kunstnere kan spejle sig i. Et optimistisk humør båret af en blanding af fokus og selvtillid, og vindermentalitet skaber kreativitet og mod til også at gøre det uventede. Man tanker selvtillid ved at lykkes.
Det sker, at musikpressen sammenligner spillet på koncerttribunerne med sambafoldbold, og hvilken musiker frydes ikke ved det? En musiker jeg kender særdeles godt blev engang i sit spil sammenlignet med Michael Laudrup. Kunne han sole sig? Ja, det skulle jeg mene.
I sammenspil, på fodboldbanen som på koncertscenen, er det reaktionsmønstrene, der er afgørende for kunstens højde. Forståelse af, at hvert sekund har sine momenter, at perioder skal være henholdende for ikke at sige bevidst forudsigelige, andre skal indeholde et højdepunkt eller to af intensitet, men ikke nødvendigvis mere end to.
Ethvert tidsforløb har sine spændingskurver. Dette er velkendt i filmkunst som i romanernes fortættede verden. I fodbolden bliver de iscenesat med ydre rammer, som ikke står til at ændre eller rykke rundt med: Dommerens fløjt til første halvlegs i alt 45 minutter (plus lidt tillægstid), pausen, hvor man drikker te og samler kræfter, og så de efterfølgende 45 minutter (plus tillægstid), en symmetrisk opbygning, der kun kan forstyrres af ”ekstranumre” såsom forlænget spilletid eller endda straffesparkskonkurrence.
Tilsvarende er den rammegivende koncertform i reglen ganske forudsigelig: To gange typisk 45 minutter, hvor første del er mest varieret, f.eks. en ouverture og en solokoncert. I anden halvleg (som man også kalder det) f.eks. en stort anlagt sammenhængende symfoni af typisk fire kontrasterende satser. Komponisterne kender behovet for intensitets-rytmer og har planlagt forløbene derefter.
I fodbold er der, inden for de ydre rammer, større bevægelighed og variation i form og indhold. En kamp kan være så defensivt lagt an fra begge holds side, at det hele, alle 90 minutter bliver ensformige, og det hele ender uafgjort, måske endda 0-0. Men i de fleste tilfælde står holdene godt til hinanden, og forskellige spilsystemer sætter uberegnelighedsfaktoren betragteligt op. Dertil kommer eneren, solisten, som argentinske Lionel Messi, som kan afgøre det hele på to virtuose sololøb. Eller blot en enkelt aktion, som et frispark fra 25 meter sat så præcist uden for målmandens rækkevidde, at det kun er skyttens præcision, måske en veloplagt Christiano Ronaldo, der afgør udfaldet.
Ethvert fodboldhold er afhængig af sin træner. Træneren bliver sjældent i et job i en længere årrække og bliver udskiftet afhængigt af holdets resultater. I et symfoniorkester er der varige ansættelser for musikerne. Men dirigenten behandles som træneren. Han har det fulde ansvar for en koncerts kunstneriske kvalitet, og i modsætning til musikerne sidder han løst i sadlen. Nogle gange bliver dirigenten blot tilbudt en enkelt koncert og ikke genengageret. I andre tilfælde kan han blive fast engageret i en periode, ja, sågar opnå status af chefdirigent, en stilling, der ligner fodboldtrænerens. Men også det har sin tid. Træneren kan være god for den ene klub og få fiasko i den næste. Ganske som med dirigenten. Der er kemi og kultur i ethvert kollektiv, og nogle gange går det godt, ja strålende, andre gange ved man fra den første dag, at dette bliver op ad bakke.
Hvis vi iagttager hvordan DR-Symfoniorkester matcher denne analyse, så må vi konstatere, at orkestret optræder både med en kolossal disciplin i det kollektive og samtidig er det mit indtryk, at orkestrets solister på trods af den kollektive spændetrøje, både tør og formår at ”gå efter bolden og den målgivende aflevering”. Det er ikke mindst derfor vi så gerne vil følge dem fra kamp til kamp, fra koncert til koncert.
Min læser anbefales at se på fodboldens magiske sportsunivers med nye øjne og, hvad der måske er mere oplagt, også at iagttage symfoniorkestret som et sportativt spil. Et spil hvor meget, ja, måske 9/10 af ”udfaldet” er planlagt på forhånd af komponisten, men hvor netop uforudsigeligheden gør den afgørende forskel. Dér, i det lange forløb, hvor vi hopper i stolen af begejstring eller hvor nakkehårene rejser sig i spænding og forundring.