Mit navn er Steffen Bruun, og jeg synger bas i vokalensemblet
Jeg blev ansat i DR kort tid efter, at jeg blev færdig på konservatoriet, men har nået at synge i de fleste ensembler i DK.
Jeg blev ansat i DRs Kammerkor i 2006
Det bliver til en del også uden for DR, både på oratoriefronten, men senest også en del operaroller, da jeg synes det er enormt givende at udvikle den dramatiske side af sanggerningen. Dog mest solistisk, da ensemblegerningen bliver plejet sammen med mine fremragende kolleger.
Jeg har flere favoritgenrer: En god blanding af opera, lieder, kormusik, jazz, støjrock, symfonisk musik, hiphop og verdensmusik. Bare for at nævne det, jeg holder allermest af.
Det sværeste, jeg nogensinde har spillet/sunget – jeg bliver sgu aldrig tætte venner med Luigi Nono.
Jeg hedder Klaus Tönshoff og spiller klarinet. Siden 1999 har jeg været ansat i DRSymfoniOrkesteret, der dengang hed Radiosymfoniorkesteret.
Jeg har ansvaret for piccoloklarinetterne, det vil sige es- og d-klarinetterne. Man kender den karakteristiske lyd fra f.eks. slutningen af Richard Strauss’ tonedigt Till Eulenspiegel eller fra den besnærende sensuelle solo i Bolero. Berlioz’ vidunderlige Symphonie Fantastique eller Ravels småjazzede klaverkoncert (den med begge hænder!) er blot nogle af eksemplerne, hvor piccoloklarinetterne kommer frem i lyset. De små klarinetter er et klangligt bindeled mellem træblæsernes større – og dermed dybere – instrumenter og så helt derop, hvor kun Russell på sin piccolofløjte regerer. Han og jeg har en del musikalsk samarbejde i f.eks. Schostakovichs spiddende, regimekritiske musik eller Mahlers overjordisk skønne klangbehandling. Jeg elsker at være spilleren på fløjen, som med en gadedrengs frækhed bidrager til musikalske finurligheder og til at give et værk mere kant.
Jeg betragter i høj grad piccoloklarinetten som en komponists værktøj til at bringe klangfarver frem, som i kraft af orkesterets eminente samspil, får musikken til at fremstå tydeligere og mere … nå ja … farverig.
Jeg er født i 1975 i København og startede min musikalske løbebane i Tivoli-Garden, hvorefter jeg i 1994 blev optaget på Det kgl. danske Musikkonservatorium i København hos docent Bendt Neuchs Sørensen, hvis orkesterplads jeg pudsigt nok nu er så privilegeret at have fået. På mit 3. år henlagde jeg studierne til Staatliche Hochschule für Musik i Karlsruhe hos professorerne Wolfgang Meyer, Sabine Meyer og Dr. Otto Kronthaler. Efter at have afsluttet uddannelsen på Det kgl. danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i 1999 fortsatte jeg på den 2-årige overbygningsuddannelse, solistklassen. Herfra debuterede jeg i efteråret 2001. Det er lidt sjovt at tænke på, at jeg fik en kontraktansættelse i orkesteret dagen efter min diplomeksamen og blev fastansat dagen efter min debutkoncert.
Jeg har altid været heldig med studierelateret arbejde og har – samtidigt med musikeruddannelsen – assisteret i størstedelen af de danske, professionelle orkestre. Ved åbningen af Aarhus Festuge i september 2000 var jeg ovenikøbet solist (sammen med vores kontrafagottist Aksel Trige) med DR SymfoniOrkesteret i et værk af den kinesiske komponist Tan Dun. Ligeledes har jeg været solist med Tivolis Symfoniorkester, der i dag hedder Tivoli Copenhagen Phil; nemlig i august 2002, hvor jeg modtog Musikanmeldernes Kunstnerpris. Sideløbende med al musikken, som jeg selv spiller – så er jeg rigtig glad for at instruere amatørorkestre. Rødovre Concert Band, Amatørsymfonikerne og Amadeusensemblet er blot nogle af de orkestre, som jeg fra tid til anden får lov at undervise. Det sidstnævnte orkester har jeg turneret med på såvel Færøerne som i Californien. På turen rundt i Californien var DR Symfoniorkestrets koncertmester, Christina Åstrand, faktisk med som solist.
Sammen opførte vi ret mange koncerter med bl.a. Korngolds violinkoncert – den med 3.satsen, der forekommer en som taget ud af en Hollywood-film. Det blev også til at par skolekoncerter – og der var nok nogle amerikanske elever, der tabte kæben, da vi fortalte at Christinas violin er bygget 80 år før den amerikanske forfatning blev underskrevet.
I de senere år har jeg koncentreret mig om der, hvor det hele begyndte for mig – nemlig i Tivoli-Garden, hvor jeg underviser. Det er et fantastisk inspirerende arbejde, som skaber en fin pendant til mit arbejde i DR SymfoniOrkesteret, for det elitære arbejde med de talentfulde unge, som er i begyndelsen af den musikalske fødekæde, skaber en inspirerende forbindelse til arbejdet i Danmarks nationalorkester. Det er også sjovt at følge de unge og se dem udvikle sig og modne musikalsk, være med til at præge dem, ligesom den tidligere musikergeneration har været med til at forme mig. Lige nu er der 9 musikere i DR Symfoniorkesteret, der har trådt deres barndoms marchstøvler i Tivoli-Garden – og det er jo en ret flot procentsats.
Jeg er stolt over at spille i et orkester, hvor det er et særkende, at hver musiker tager musikalske chancer. Blot at holde sig på midten af vejen og ikke spille for svagt/kraftigt eller spille langsomt/hurtigt for at undgå spillefejl, er kedeligt og ikke inspirerende. Men vi inspirerer hinanden til forhåbentlig glæde for publikummerne og ønsker hellere en fejl end et kedeligt ”perfekt” forløb.
Derfor holder jeg gerne fast i mit svar, dengang Venneforeningen spurgte mig: ”hvilken musiker har du som forbillede?”. Dengang som nu lyder svaret: ”En, der tør satse musikalsk!”.