
Jeg hedder Lars Pedersen, født 31-01-1961, 2. tenor.
Uddannet på Vestjysk musikkonservatorium i Almen musikpædagogik, og Sangpædagogisk Uddannelse, og blev i 1990 ansat i Radiokammerkoret, hvorefter jeg tog Diplomeksamen i sang på DKDM.
Jeg har haft mange spændende opgaver med koret i alle disse år,, en af de store var på vores Australiens turne midt i 90,erne, hvor jeg var solist i Mozarts C-mol messe, bl.a to gange i Sydney Opera House, samt i seks andre koncertsale i Australien, foruden fire a capella programmer. En hård, men spændende turne, men intet mod den strabadserende turne med VE til Kina, sommeren 2017,,,
Jeg har også været solist på mange af Radiokammerkorets og Koncertkorets CD-indspilninger de første 10 år.
Jeg holder af at synge de intense projekter med VE, men også de store symfoniske værker med koncertkoret og rejser meget for at opleve koncerter og opera udenfor Danmark.
Jeg har i flere år sunget med Musica Ficta, og med samme haft en rolle i operaen Gesualdo, samt sunget i Mogens Dahls kammerkor, og medvirket i 22 operaer som assistent i Det kgl operakor.
Jeg dirigerer og synger pt ofte med Ørsnefano-koret ved fire kirker nær Ringsted og har et par sangelever herhjemme.
Min yndlingsmusik er bred, men holder især af Mahler, R. Strauss, altså den romantiske musik, men elsker også at synge den brede palet i VE, hvor vi synger alt fra A-Z.
Det sværeste musik, jeg nogensinde har sunget, var Henzes 9. symfoni, som jeg nåede at lave to gange, ja, og så de to fugaer i Heinz Schmidts store værk, som vi lavede julen 2017, hvor jeg i øv- blev syg til koncerten.
Nu nærmer pensionen sig, og hvis jeg ikke bliver prolongeret ved en foresyngning i juni, slutter jeg i koret om 1 år. Måske vil jeg synge for til koncertkoret, men ellers vil jeg prøve at finde et job, som ikke har noget med musik at gøre, og vælge at blive musiknyder, og ikke musikyder.
_______________________________________________________________

Jeg hedder Monika Malmquist og spiller violin.
Jeg blev ansat i DR Symfoniorkestrets 1. violingruppe i 2015.
Jeg er opvokset i Vig i Odsherred, og kommer fra en familie, hvor min far altid har spillet både folkemusik og sømandsviser, men klassisk musik var ikke noget, der blev dyrket.
Jeg blev forelsket i violinen som 5-årig efter en børneudsendelse i tv, hvor en pige spillede violin.
Så derefter startede jeg til violin i den lokale musikskole. Her fik jeg eneundervisning og var med i en strygergruppe, hvor vi spillede alt mulig forskelligt. Både salmer og Beatles.
Da jeg blev 11-12 år fik jeg en ny lærer, der sagde til mine forældre, at de godt kunne forberede sig på, at de skulle til at køre mig til København for at få kvalificeret undervisning om et par år.
Og han fik arrangere,t at jeg kom på Anker Buchs violinkursus og spillede for koncertmester i Det Kongelige Kapel, Lars Bjørnkjær.
Lars blev min lærer, indtil jeg startede på DKDM hos professor Milan Vitek.
Derefter har jeg studeret i USA og tilbage i København hos professor Serguei Azizian.
Jeg har også studeret 2 år i Madrid på kammermusiklinjen på
Reina Sofia Escuela de Musica med min klavertrio “ Trio Ismena”.
Jeg var i ca. 6 år ansat i DR Underholdningsorkesteret.
Jeg kan godt lide at spille mange forskellige genrer. Jeg medvirker ret ofte på div cd indspilninger eller koncerter med pop og jazz grupper.
I Trio Ismena (www.trioismena.com) har vi et bredt repertoire, som inkluderer både klassisk, romantisk og også helt ny musik.
Vi samarbejder ofte med nulevende komponister, og det er enormt spændende at have et varieret program til vores koncerter.
Jeg har ikke nogen favoritkomponist, men elsker Mahler, Sjostakovich, Nielsen ( han er nok det nærmeste jeg kommer på en favorit), violinnørderi musik og selvfølgelig en hel masse kammermusik. Der er så meget fantastisk musik!
Jeg har været så heldig at modtage bl.a. J.C. Hempels legat, Jacob gades legat og Sonnings legat for unge talenter.
Jeg har vundet Yamaha Foundation of Europe Scholarship og også konservatoriets legatkonkurrence og violinkonkurrence i 2005, 2006 og 2007.
Jeg har også vundet 2. pris samt DR UnderholdningsOrkestrets pris i Den Danske Strygerkonkurrence, og er desuden prisvinder i Trondheim kammermusikkonkurrence og 1. pris vinder i DR P2s kammermusikkonkurrence med min klavertrio “Trio Ismena”.