Mit navn er Marianne Bindel, og jeg er 2. violinist i DRSO.
Mit første bekendtskab med DR Symfoniorkesteret – eller som det hed dengang: – Radiosymfoniorkesteret -fik jeg som barn, da jeg var inde og høre en prøve. Min far assisterede af og til på klaver eller orgel, og min mor tog så min bror og mig med ind for at lytte lidt. Jeg har vel været 6-7 år og kan huske, at vi sad øverst oppe i det gamle radiohus, på øverste etage i koncertsalen. Jeg ved ikke hvad der blev spillet, men ved at jeg blev meget bange da paukerne spillede. Det er jeg heldigvis kommet over, og i dag kan jeg nyde når paukerne sætter ind.
Men det er også mange år siden, i dag er jeg 51 år og har snart været ansat i 2.violingruppen i 25 år.
Jeg begyndte at spille violin som 10-årig i Det danske Suzuki-institut, hvor jeg fik undervisning, lige til jeg kom på konservatoriet i København. En stor del af min musikopdragelse fik jeg også på min skole, hvor jeg gik til kor. Jeg gik på Zahles seminarieskole, men gik til kor på gymnasieskolen. Der gik jeg til børnekor, blandet kor og pigekor. Det foregik med ugentlige prøver, men også med små prøver i næsten alle frikvarterer.
Da jeg gik på 3. år på konservatoriet, prøvede jeg at gå til konkurrence i DR Symfoniorkesteret, og fik sørme en kontrakt. Så mit 4. år var meget intenst med to hovedfagslærere og bunker af øvning på alt det svære orkesterrepertoire. Jeg sad i 1. violingruppen og var ikke særlig vant til at spille i orkester (nå jo, jeg havde været koncertmester i Københavns Ungdomssymfoniorkesteret, og været medlem af EU’s ungdomsorkester, men der havde jeg mange måneder til at lære stemmen) så det var lidt af et chok, at jeg skulle lære så mange noder på så kort tid, og lære ikke at spille i pauserne. Det er ikke sjovt at høre sig spille i en pause, fordi man ikke lige har opdaget at dirigenten måske lige venter et øjeblik med at slå ned. Men vi har næsten alle sammen prøvet det, og lærer så at være mere opmærksomme.
Efter konservatoriet studerede jeg 2 år i Utrecht i Holland, hvor jeg havde en fantastisk studietid med et meget internationalt studiemiljø. Der var to russiske violinister der underviste, og jeg hørte næsten alle deres timer, for der var åbne klasser. Det var helt nyt for mig, og jeg lærte mindst lige så meget af at høre deres undervisning, som når jeg selv blev undervist.
I slutningen af min tid gik jeg så til prøvespil i DR igen, det var 3. gang, og for mig var det lykkens gang, jeg vandt en stilling i Symfoniorkesteret, hvor jeg har været lige siden.
Jeg bor i Valby med min mand og vi har 3 teenagere. De er alle vilde med fodbold og spiller alle sammen, så jeg er godt opdateret på det område, og der er rigtig meget fodboldsnak ved middagsbordet. Jeg er mere til at gå i haven og lave lidt yoga af og til. I tidens løb har jeg også gået til sang, og tidligere gik jeg til flamencodans. Det var hundesvært og meget spændende, med den anderledes musik.
Jeg er vild med mit arbejde, nyder den skønne musik, mine meget dygtige kolleger, og så er det jo et spændende studie at studere dirigenterne, hvad de gør godt og dårligt. Hvordan en dirigent kan give energi til orkesteret eller tage energien ud af orkesteret. Det bliver ved med at være en gåde. Det sværeste er, når vi i orkesteret er usikre på dirigentens slag. Så begynder det at skride lidt fra hinanden og giver usikkerhed.
Med andre dirigenter føles det ikke svært, bare som om vi lytter og trækker vejret sammen alle 100 mand.Det er en fantastisk følelse, når det sker.
Navn: Jens Rademacher
Født: København, 1972
Stemme: 1. Tenor
Jeg begyndte min sangkarriere som kordreng i Københavns Drengekor. Efter stemmen gik i overgang, fortsatte jeg med at synge i Københavns Drengekors mandskor og diverse amatørkor, indtil jeg blev ansat som koncertsanger i Radiokoret, som det hed den gang.
Jeg tror det var i 1998, jeg startede i DR KoncertKoret.
Ved siden af min ansættelse i DRKK, er jeg ansat i Vor Frue Kantori, arbejder som assistent i Operakoret, men har også arbejdet som freelancesanger hos bl.a. NDR Chor i Hamborg.
Jeg har en stor passion for Wagners operaer, men ellers vil jeg mene, at jeg er meget vidtfavnende, når det kommer til musikgenrer. Bachs Juleoratorium er helt klart en af mine favoritværker, men jeg lytter lige så gerne til Ozzy Osbourne og Victor Cornelius.
Det sværeste, jeg nogensinde har sunget: Det må uden tvivl være Henzes 9. symfoni. Jeg husker tydeligt, at det eneste, man havde at støtte sig til var sin stemmegaffel og sin fornemmelse for, hvor tonerne lå. Koret sang i en retning og orkestret spillede i en helt anden. Samtidig er det måske også en af de største musikalske oplevelser i det moderne repertoire, jeg har oplevet.