Når jeg bruger ordet ’klassisk’ om musik, mener jeg ’1700- og 1800tallets kunstmusik – og det, der ligner’. Det, synes jeg, er en enkel og brugbar bestemmelse af betegnelsen. I daglig tale og i DRs klassiske musikkanal P2 dækker betegnelsen ’klassisk musik’ et virvar af forskellig musik, som gør begrebet så rummeligt, at det helt mister sin mening. Det er alt fra klostrenes munkesang og Monteverdis madrigaler over Johann Strauss’ wienervalse til Per Nørgårds seneste symfoni.
Jeg udlover en dusør til den, der kan finde det afgørende fællestræk ved disse fire eksempler. Altså det, der berettiger, at man rubricerer dem under samme hat – ’klassisk musik’.
Lidt baggrund:
’Klassisk Kunst’ hed en bog, vi læste i Oldtidskundskab i gymnasiet. Den handlede om oldtidens græske billedkunst og arkitektur. Vi fik her det overordnede indtryk af den klassiske kunst som noget ophøjet og ideelt. I skulpturen var det en fornem naturalisme i gengivelsen af menneskelegemet og i arkitekturen en harmonisk form med vægt på symmetri og enhed i udtrykket. Vi lærte, at denne ’klassiske’ kunst fra en relativt kort periode mellem ca. 450 og 325 f.Kr. har et almengyldigt præg, hvis idealer har haft dominerende indflydelse på al senere europæisk kunst.
Vi læste i denne forbindelse også en anden bog. Det var i tysk, og den handlede om en fyr ved navn Winckelmann, som var pioner inden for ’klassicismen’ – en tendens, der sidst i 1700-tallet dyrkede den klassiske kunst som ideal for samtidens udtryk. Winckelmann udtrykte det helt aforistisk – “Den eneste måde for os at blive store … er at imitere antikken.” Og det var ham, der samlede den klassiske kunsts karakter i det velkendte ’Edle Einfach und stille Grösse’ (’ædel enkelhed og stille storhed’).
Klassicisterne så op til den store klassiske kunst som idealet med egenskaber, som også gjaldt for deres egen kunst.
Vi lærte altså i skolen, at ordet ’klassisk’ var synonymt med ’ophøjet’, ’fornem’ og ’gammel’ eller måske snarere ’tidløs’. Jeg gik på Frederiksborg Statsskole, en gammel latinskole fra ruder konges tid, som efter en brand blev genopbygget i 1836 i ’nyklassicistisk stil’ (!) Rundt omkring på skolen var der vidnesbyrd om, at man her dyrkede de klassiske dyder. Afstøbninger og sentenser fra den klassiske græske og romerske oldtid. Som fx over gymnastiksalen sentensen ”Sana mens in corpore sano” (’en sund sjæl i et sundt legeme’). Vi måtte aldrig – selv når vi svedte i ribberne – glemme vor klassiske arv.
Vi havde også musik – både i mellemskolen og gymnasiet. Og også her var det klassiske i højsædet. Den ’klassiske musik’. Men i forståelsen af begrebet stødte vi på det problem, at der manglede noget – musikken i antikken. Hvor den klassiske billedkunst og arkitektur var antikkens ’klassiske’ kunst, viste ’den klassiske musik’ sig først og fremmest at stamme fra Winckelmanns tid – slutningen af 1700-tallet: Det, som man kalder ’(wiener-)klassisk musik’ og nogen kalder ’(wiener-) klassicistisk’ musik: Haydn, Mozart, Beethoven.
Forklaring? – Ja, egentlig er den meget enkel. For medens skulptur og arkitektur er bevaret i tilstandsformer, som overlever århundreder – sten og murværk – ved vi meget lidt om hvordan musikken i det antikke Grækenland og Rom lød. Som bekendt blev mikrofon og båndoptager først opfundet i forrige århundrede. At bevare lyd var i gamle dage helt udelukket, mens arkitektur, maleri og skulptur giver sig selv.
Vi har nogle skriftlige overleveringer om musikken dengang – især kirkemusik er overleveret både på skrift og i en delvist ubrudt vokal tradition. Men den verdslige musik, teatermusikken og dagligdagens forskellige musikarter er gået tabt.
Så mens Winckelmann og co. i slutningen af 1700-tallet havde let ved at finde deres idealer i den ’klassiske’ kunst, så var musikken mere ud at svømme. Bestræbelserne på med Winckelmanns ord at ”imitere antikken” i musikken stødte på, at man ikke anede hvordan den lød.
Man var før i historien stødt på lignende vanskeligheder. Et par århundreder tidligere – i den såkaldte ’renæssance’ i slutningen af 1500-tallet – ville man i musikken genoplive de fra beskrivelser og billeder kendte antikke idealer (renæssance=’genfødsel’ – underforstået ’af antikken’), og man var overbevist om, at der havde været tale om en enkel musik med melodi (sang, fløjte) og akkompagnement (guitar) til teaterbrug. I et opgør med en meget kompliceret mangestemmig musik, som var højeste mode sidst i 1500-tallet, dyrkede de progressive derfor en ny enkelhed i et forsøg på at lægge sig efter de klassiske idealer. Det førte til den tidlige opera i begyndelsen af 1600-tallet – først og fremmest i Italien. Og disse renæssance-bestræbelser blev – paradoksalt nok – startskuddet til musikkens barok. Monteverdi er det store navn.
200 år efter – i det sene 1700-tal – var det ikke den vej, man valgte. Tidens store komponister, Haydn, Mozart og Beethoven, var ganske vist også interesseret i de antikke idealer, men de tog konsekvensen af, at den aktuelle viden om antikkens musik mest var gætteværk. Så de afstod fra at forsøge at efterligne den.
Der er ganske vist mange, som kalder den store europæiske musik fra Winckelmanns tid ’klassicistisk’ eller ’wienerklassicistisk’. Underforstået at her har vi noget, som er parallelt med tidens billedkunst og arkitektur i sin efterligning af den antikke kunst. Som det allerede er antydet er denne parallel yderst problematisk – på grund af mangel på musikalsk forlæg.
Respekten for antikkens idealer var der, men muligheden for og ønsket om at efterligne den – slet ikke.
Vores brug af ordet ’klassisk’ om det ophøjede, tidløse, ideale har smittet af, så meget andet end antikkens kunst efterhånden kaldes ’klassisk’. Renæssancens multigeni, italieneren Leonardo da Vinci (1552-1619) tøver vi ikke med at betragte som ’en af de store klassikere’ på linje med hans samtidige, englænderen Shakespeare (1564-1616) og spanieren Cervantes (1547-1616). Betegnelsen bruges således lige så meget om de store monumenter, som hver kunstart har. De store enere. – Uanset hvor deres idealer findes. Og hvor i historien, de udfolder sig. – De er selv blevet ’klassikere’.
Som de tre nævnte er det ikoner, som opsummerer, hvad der gik forud og giver det ultimative bud på, hvad der kan opnås lige nu – udsagn, som alt senere må forholde sig til. En slags ’state of the art’, der står som monument over, hvad mennesker kan drive det til på netop det felt på det tidspunkt. Men det er også dem, der sætter nyt i gang ved deres unikke fortolkning af tiden.
Den generelle betydning af ordet ’klassisk’ kommer da også fra latin ’classicus’, første klasses, og ’classis’, privilegeret.
På den måde kan hver tid og hvert område få sine ’klassikere’. Vi taler fx uden at skæve til det gamle Grækenland om den ’klassiske’ Spitfire Mk. IIa, om Wegners ’klassiske’ Y-stol og om den ’klassiske’ PH5-lampe.
Men det er ikke i den betydning, vi anvender ordet ’klassisk musik’.
Musikken har på en snurrig måde sat sig på betegnelsen ’klassisk’. Man kan udgive en bog med titlen KLASSISK FOR ALLE uden at behøve at angive, at det altså er klassisk musik, den handler om. Hvad ellers!
’Klassisk musik’ – altså ikke i betydningen ’musikken fra den græske og romerske oldtid’, men den generelle betegnelse – er tæt knyttet til den europæiske borgerlige dannelse. Den er en del af en borgerlig enhedskultur, som blev til i 1700- og 1800-tallets Centraleuropa, og som blev fast pensum for de samfundsgrupper, der satte sig for at skabe, hævde og forsvare rammerne og udtrykket for deres egen selvforståelse. I musikken blev det koncertsalen, operaen og den borgerlige salon, som dannede rammen, og udtrykket blev den store eners – geniet, som sammenfattede og personificerede de store humanistiske idealer. Hvad man savnede i antikke forbilleder fandt man i de store skikkelser i samtiden, som kunne samle og udtrykke de evige tanker.
Der skete store ting i musikken, samtidig med at de andre kunstarter havde deres ’klassicistiske’ periode – altså på Winckelmanns tid. Set med eftertidens øjne blev den relativt korte tid fra Haydn over Mozart til Beethoven (i alt ca.75 år) helt afgørende for al senere europæisk musikkultur. Her fik musikken sine ’klassikere’, og de fik den status i musikken, som antikkens forbilleder havde for de andre kunstarter.
Betegnelsen ’Klassisk musik’ (og altså ikke ’klassicistisk musik’!) bruges blandt musikfolk primært om disse tre store – wienerklassikerne. (’wiener-’ fordi de alle tre virkede i Wien i tiden op til og omkring 1800). Og det er der altså god mening i.
Men problemet er jo, at betegnelsen også bruges om alt muligt andet.
Jeg er ikke alene om at have ambition om at få afklaret dette spørgsmål. Der er gjort talløse forsøg på at afgøre hvad ’klassisk musik’ egentlig er – positivt bestemt. Men uden det store held – og det til trods for, at Danmarks Radio har en hel afdeling for fænomenet – P2, den klassiske musikkanal! Den er fyldt til randen dagen lang – ugen igennem. Der er åbenbart ’klassisk musik’ nok! Så hvis man gennem lytning vil erfare sig til hvad der er tale om, er det vel bare at stille ind på P2. Eller gennemgå de ’spillelister’, som føres over samtlige P2’s udsendelser. Det vil med stor sandsynlighed gøre pærevællingen endnu mere uoverskuelig – rent bortset fra, at det vil føre til kategorien ’P2-musik’ og ikke ’Klassisk musik’, som vi var ude efter.
Eller måske er det netop mediet, der bestemmer genren? Altså: frem for at finde en musikalsk bestemmelse af fænomenet ’klassisk musik’ skal vi finde ud af, hvor den hører til – mediet, brugerne, stederne. Når musik spilles i P2, i DR-byens nye koncertsal, af DRs symfoniske ensembler, i Operaen, i kirken … så er det ’klassisk musik’. Hvis musik derimod hører til på Tivolis Plænen, i Cph. Jazzhouse, i Café Rust … er det ikke klassisk musik. For så er musikken anderledes – ligesom påklædningen, politisk tilhørsforhold og boligforhold. Det ved vi godt altsammen. Men nu var ambitionen altså at lede efter den musikalske bestemmelse af betegnelsen ’klassisk musik’. Og måske vinde den udlovede dusør.
Dusøren blev udlovet til den, der kan finde det musikalsk fælles ved alt det, som dagligt benævnes ’klassisk musik’, og som DRs klassiske musikkanal P2 markedsfører: katolsk munkesang, renæssance-madrigaler, Strauss-valse og Per Nørgårds seneste symfoni – ja og for så vidt tillige højskolesange, folkemusik fra Danmark og andre lande, kirkemusik, kammermusik, ny musik, opera, operette, filmmusik … alt sammen musik, som rummes i kanalen.
Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at brugen af betegnelsen ’klassisk musik’ har et kulturpolitisk formål – det kan være nyttigt at have en etikette, som implicit betegner en kvalitet over for en hel masse andet og mindre lødigt – pop, rock, folk… – Med betegnelsen ’klassisk’ vil man sikre sig respekt i forhold til alt det andet.
I 1970erne dukkede betegnelsen ’rytmisk musik’ op. Etiketten var i virkeligheden lige så umulig som etiketten ’klassisk musik’. Men den havde kulturpolitisk slagkraft – til brug i opgøret med favoriseringen af den klassiske musik. Måske er det også her, vi skal finde forklaringen på den hårdnakkede fastholdelse af betegnelsen ’klassisk musik’. Som en bastion over for alt det andet, som trænger sig på.
Det ændrer dog ikke ved behovet for en forståelse af, hvad ’klassisk musik’ er – i musikalsk forstand.
Indtil nu har vi bestemt det ’klassiske’ som det unikke, sublime, forbilledet – og fundet stærke eksempler på klassiske forbilleder. Den antikke kunst i den græske og romerske oldtids billedkunst og arkitektur og ’de tre store’ i Wien omkring 1800 for musikkens vedkommende. De første fik efterlignere på Winckelmanns tid, de wienske har på lignende måde dannet basis for senere musik – er dens ’klassikere’.
Så lad mig derfor foreslå, at vi reserverer betegnelsen ’klassisk musik’ til min indledende bestemmelse med udgangspunkt i musikken:
”1700- og 1800-tallets kompositionsmusik – og det der ligner”
Her har vi en håndterlig deklaration for en musik, som vi selv har udnævnt til ’klassisk’ (og altså ikke ’klassicistisk’), og som vi derfor kan forholde os til – og så ’det, der ligner’. For ligesom de klassiske billedkunstnere og arkitekter har mange efterlignere og epigoner, har de store klassiske komponister det også. Og da det ikke er en kvalitetsetikette, men en musikalsk, vi er ude efter, hører de med.
Hvad der spilles i øvrigt med udgangspunkt i andre traditioner og andre idealer, har vi lige så gode betegnelser for: – renæssancemusik, cirkusmusik, barokmusik, marchmusik, 12-tonemusik, filmmusik, højskolesang, romantik, jazz, pop, ny enkelhed, melodigrandprix… – en lystig blanding af betegnelser hentet fra tid, sted og brug.
Nu er jeg måske i gang med at score dusøren? Tværtimod. Den blev uddelegeret til mine læsere og drejer sig om, hvad der er fælles for alle de mange forekomster, der i daglig tale samles under den brede betegnelse ’klassisk musik’. Drilleri – javel. Men måske vejen til en forståelse af problemet. – Jeg fik dog skaffet en rigtig brugbar præcisering af hvad ’klassisk musik’ egentlig er – i musikalsk og musikhistorisk forstand: ’1700- og 1800-tallets kunstmusik – og det der ligner’ er en holdbar kasse til vores genre. Med den i hånden kan vi blive bedre til at vide, hvad vi taler om – og ønsker. For der er jo noget upraktisk ved at operere med en kategori, som på den ene side bruges eksklusivt med skarpe grænser til andre genrer – på den anden side skal rumme alt.
Eller måske er det med ’klassisk musik’ ligesom med Kierkegaards ”det Ord: Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord Schnur for det tredje skulde betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost.”