Det kræver sine mænd at betjene symfoniorkestrets seneste erhvervelse, et sæt kirkeklokker. Rigtige kirkeklokker som dem vi hører søndag formiddag fra kirkernes tårne. I Koncerthuset vender de bare den anden vej.
De har så at sige bunden i vejret og er placeret på en sokkel af træ. Man slår på indersiden af dem – øverst, hvor klokken er bredest – med en trækølle, der i sig selv kræver godt med armkræfter at betjene. Alt efter hvilken tone, klokken har, vejer køllerne alene mellem tre og ni kilo stykket.
Der er derfor heller ikke noget med, at samme mand kan betjene et helt batteri af klokker, sådan som vi ser det med tromme- eller paukesæt. Eller rørklokkerne, som de skal afløse i udvalgte musikstykker, for den sags skyld. De nye klokker er store, de er tunge, så er der mere end to klokker i brug, skal der også mere end en enkelt mand til at spille på dem.
Første gang, de har været i brug, var i Mahlers 9. ved sæsonstarten i september med orkestrets chefdirigent Fabio Luisi som dirigent. Her var der tre klokker på scenen og to mand til at betjene dem.
Der skal heller ikke være mange flere klokker i spil på en gang. Det kan podierne simpelt hen ikke bære, ligesom det er en udfordring af de større at løfte dem på plads selv med brug af løfteredskaber.I orkestret har det længe været en drøm at få et sæt rigtige klokker. Og takket være en større donation fra Venneforeningen og et bidrag fra orkestrets egen forening blev det muligt at bede et hollandsk firma fremstille et sæt til DR Symfoniorkestret. De har prøvet det før, hollænderne. Der står et sæt hos Concertgebouw i Amsterdam.
En kirkeklokke kan holde 4-600 år, men her er det vejr og vind, der slider på den. Samt den noget hyppigere brug end klokkerne i Koncerthuset. Så der er med garanti ingen i de kommende mange generationer, der vil kunne konstatere, hvor lidt selv de mest ivrige musikere vil være i stand til at slide på dem.
I begyndelsen af oktober var to af de foreløbig fem leverede klokker på scenen i Berlioz´ Symfonie Fantastique (hør dem hos P2, f.eks. ved 02:24:08). Nærmere betegnet et ”G” og et ”C”. Hvordan laver man så de to toner som kirkeklokker? Man laver en form bestående af sand og voks, en såkaldt ”falsk” klokke. Deri hælder man en legering bestående af 80 procent kobber og 20 procent tin. Opvarmet til 1100 grader. Når klokken er afkølet kan man få det første indtryk af, hvordan den lyder, men der skal en finjustering til. Ud over det menneskelige øre kan elektronikken også hjælpe til i den proces, hvor klokken slibes med maskine og derefter manuelt for at få den korrekte tonehøjde, klang, kernetone samt overtone. Klokkerne kan stemmes i både dur og mol. Vi vender i en senere artikel tilbage til processen med at fremstille klokkerne. Og til de erfaringer, musikerne i orkestrets slagtøjsgruppe får med dem.
En stor forskel til stort set alle andre musikinstrumenter er, at de ikke kan stoppes.
Mahler er nok den komponist, der har skrevet flest værker, hvor kirkeklokkerne er anvendelige (symfonierne 3, 6, 7 og som nævnt 9). Men også i Also Sprach Zarathustra af Richard Strauss, i Brittens War Requiem og ikke mindst i det ofte spillede Udstillingsbilleder af Mussorgskij kommer kirkeklokkerne til deres ret og giver en hel anden stemning end med rørklokkerne.