Alle ved at gaben smitter. Det er en gåde hvorfor og hvordan, men hvis vi ser en anden gabe, kan vi næsten ikke undertrykke vores egen gaben. –
Noget tyder på, at noget lignende gør sig gældende for hoste. I koncertsalen kan det i alt fald somme tider opleves som om at hoste breder sig, smitter. I pauserne hostes der ofte igennem efter et velkendt mønster. Dirigenten slår af, og så bryder det løs. Først med én forsigtig hosten, og så er salen fuld af hoste – som om det var en obligat midtersats. – Eller også er det ikke smitte, der er tale om, men en dårlig vane.
Søren Schauser har i Berlingeren givet behandlingen en seriøs behandling. Med baggrund i nogle engelske og tyske hoste-forskeres arbejde fortæller han, at raske mennesker gennemsnitligt hoster 16 gange i døgnet. Også hoste to gange pr time regnes for normalt. Vi hoster i øvrigt mest i tidsrummet mellem kl. 11 og 14 – og så altså under arrangementer med klassisk musik.
Schauser rumsterer videre med en lille udregning: Selv hvis man holder sig til det obligatoriske host i timen og sidder mellem ca 1000 andre lyttere, vil salen genlyde af host omkring hvert fjerde sekund.
Men det bliver ikke ved det. For vi animerer hinanden til at holde frekvensen oppe.
Schauser gør opmærksom på et sigende faktum – nemlig at man stort set aldrig hører musikere hoste under koncerten. Ikke engang de hårdt prøvede sangere. Og det kan ikke være fordi musikere og sangere har bedre helbred end resten af befolkningen.
Noget tyder på, at koncert-situationen i sig selv genererer hoste – samt at hosten smitter. Det betyder, at vi kan gøre noget ved det. To episoder bekræfter det. De nævnte forskere gør opmærksom på en sigende historie. Nemlig da pianisten Alfred Brendel ved en koncert i Hamburg stoppede midtvejs og bad publikum holde op med at hoste. Resultatet var, at der stort set ikke blev hostet unde resten af koncerten. András Schiff gjorde noget lignende ved en koncert i Tivoli for nogle år siden. Han stoppede spillet og sagde ”Please, help me a little!”. Tivolis koncertsal blev relativt støjsvag resten af koncerten!-
Meget tyder altså på, at vi – i det store og hele – godt kan lade være med at hoste. At vi kan beherske trangen. Ad viljens vej.
Den omtalte forskning konkluderer tillige, at man kan anskue hosten på linje med bifaldet – nemlig som koncertgæsten trang til også at udtrykke sig. At sidde passivt modtagende i flere timer strider imod vores ønske om eller vilje til at være med i løjerne. Og der er formentlig også en anden lille velkendt pointe – nemlig at et skilt med ’Græsset må ikke betrædes’ hos mange af os fremprovokerer et behov for lige at slentre en tur over plænen. –
Summa summarum: vi kan altså gøre noget ved det. De nævnte forskere har også undersøgt hik, nys og gab. De optræder sjældent som forstyrrende faktorer ved koncerter. Og det til trods for, at vi ikke har magt over disse udtryk. Men det kan vi altså med hosten.
Selvfølgelig kan vi ikke afskaffe hoste fuldstændig. Tudsen i halsen er et livsvilkår. For det første: man går selvfølelig ikke til koncert, hvis man har kronisk hoste. Men man kan altså gøre meget, hvis man skulle blive overvældet af hostetrang. Nogle forslag: vær opmærksom på hvordan du kan beherske hoste-trangen. – ’Gem hosten’ til passager, hvor musikken er kraftig. – Host i pausen. – Hav vand/pastiller klar. – Host i dit lommetørklæde eller ’ned i ærmet’.
Vores medlemmer er civiliserede og rutinerede koncertgængere. Så der er grund til at tro, at der blandt vennerne er mange erfaringer og gode råd med hensyn til hosten. Så: lad os høre fra jer!