Den 1. januar 1993 satte Christina Åstrand og Johannes Søe Hansen sig på første række blandt violinerne i Radiohusets koncertsal. De var de to nye koncertmestre i Radiosymfoniorkestret. Forud havde de prøvespillet, som man altid har gjort for at få en plads i orkestret.
Når der startede to nye koncertmestre på en gang, var det fordi udvælgelsespanelet den gang ikke kunne afgøre, hvem af de to, der var den bedste til orkestrets fineste jobs.
Der er derfor en del symbolik i, at netop de to fik årets ”Peter Varmings Mindepris” overrakt ved den første af DR Symfoniorkestrets nytårskoncerter på den næstsidste dag i 2018. For legatkomiteen havde samme problem med at finde ud af hvem af de to, det skulle være. Prisen på 25.000 kroner er hver af de tre gange, den tidligere er uddelt, givet til en enkelt musiker, men med stor velvilje fra Beckett-Fonden, lykkedes det denne gang at undgå valget ved at fonden undtagelsesvis fordoblede beløbet, så de begge fik de 25.000.
Prisen, Peter Varmings Mindepris, er indstiftet til minde om Venneforeningens første formand, der døde i 2015. Peter Varming var til sin død direktør for fonden, som man kan læse mere om nedenfor. Hans enke, Anette Faaborg gik på scenen sammen med Venneforeningens nuværende formand, Mogens Rubinstein og overrakte de to checks. Derudover følger der med prisen portrætfotos taget af en af Danmarks bedste fotografer, billeder som prismodtagerne kan bruge i deres fortsatte karriere.

I sin tale ved overrækkelsen sagde Anette Faaborg:
– Beckett-Fonden har i år – helt ekstraordinært – besluttet sig for at fordoble prisen og give to gange 25.000 kroner til to musikere, som har betydet alverden for orkestrets udvikling gennem 25 år! Og vel at mærke 25 år som første koncertmestre – hvilket betyder, at de sidder alle forrest i orkestret foran gruppen af først violinerne. Lige dér!!
At være første koncertmester i et stort symfoniorkester er virkelig en udfordring for en god musiker. Du skal til enhver en tid være i absolut topform og spille en hvilken som helst solo i hvilket som helst musikværk – gammelt eller splinternyt – så man taber vejret! Du skal kunne samarbejde med hvilken som helst dirigent og videregive hans anvisninger til orkestret, så alle forstår dem. Du skal kunne lede orkestret og din gruppe med al den respekt, der forventes af en første koncertmester. Du skal holde dig i absolut kunstnerisk topform dag ud og dag ind – og du skal have store lederevner. Alt det – og meget mere til – opfylder aftnens prismodtagere i rigeligt mål.

Anette Faaborg sluttede med at vende sig mod orkestrets tredje koncertmester, Soo-Jin Hong med ordene: Du er for ung til at modtage prisen endnu.
I fundatsen for mindeprisen står der, at den gives til en af orkestrets musikere, ”som gennem sit kunstneriske virke i særlig grad har bidraget gennem mange år til orkestrets udvikling frem til dets nuværende høje internationale niveau”.
Sidste år gik prisen til janitsharen Gert Sørensen, året før til bratschisten Claus Myrup, mens fløjtenisten Ulla Miilmann var den første modtager.
Christina Åstrand nedstammer fra, hvad Storm P ville kalde en vældig musikalsk familie. Hendes far var trompetist i Aarhus Symfoniorkester, mormoren var pianist. Selv fik hun sin første violin, da hun var fire år, kom på Det Jyske Musikkonservatorium som 13-årig samtidig med, at hun gjorde sin 9. klasse færdig. Og hun blev koncertmester i i DR som 23-årig.
Johannes Søe Hansen var også tidlig på den – 27 år, da han blev koncertmester samme dag som sin kollega. Han var 17 år, da han startede på Musikkonservatoriet, hvorfra han dimitterede i 1987.
Paul Beckett var kunstmaler, men pengene i fonden stammer fra hans formue, som var arvet. Fonden støtter kunst og kultur, lægevidenskab og naturbeskyttelse. Til sin død i 2015 var advokat Peter Varming direktør for fonden. Han var også Venneforeningens første formand, og DR Symfoniorkestret var hans store personlige passion. Det nyder orkestret og Venneforeningen stadig godt af. Blandt andet gennem Peter Varmings Mindepris. Hvem der skal have den afgøres af et udvalg med fire medlemmer: Anette Faaborg (på vegne af Beckett-Fonden), den til enhver tid værende: 2) formand for Venneforeningens bestyrelse (pt. Mogens Rubinstein, 3) formanden for symfoniorkestret (pt. Dorte Bennike samt 4) orkesterchef for DRSO (pt. Kim Bohr). Prisen uddeles så tæt på Peter Varmings fødselsdag, den 7. januar som muligt. I de seneste år er prisen uddelt lige efter pausen ved den første af orkestrets nytårskoncerter, den 30 december.
Paul Becketts enke, Birte Beckett, deltager hvert år ivrigt i uddelingen. Hun bor i Spanien, hvor parret også levede en stor del af deres liv. De levede et beskedent liv, men rejste meget overalt på kloden. Parret har ingen børn.
