Afgang fra hotellet kl. 7.30. Det er lidt tidligt ovenpå gårsdagens koncert og megen transport. Togturen er berammet til 4 timer i dag, vi skal langt syd på. Landskabet starter lidt trist og ensformigt, mange kolleger falder i søvn, for så lidt senere at vågne op til en udsigt med rismarker, lave huse og bittesmå prikker som viser sig at være landarbejdere på de kæmpe marker. Et helt andet og anderledes Kina dukker op. Ind imellem marker drøner vi gennem byer med byggerier overalt, byggeplads efter byggeplads – hvem mon skal bo i disse enorme byggerier?
Vi nærmer os Shanghai. Byen er kolossal, ca. 35 millioner siges at bo der. De sidste 75 kilometer toget drøner igennem er bare by, by, by og atter by. Turen fra station til hotel er langsommelig, men omgivelserne er forandret, nu minder det hele pludselig lidt om indkørslen til en stor amerikansk by, 4- og 6-sporede motorveje, indfletninger og køer.
Hotellet er dejligt, lige midt i byen. Der er liv, masser af mennesker og musik i gaderne. Nogen kalder dette for Asiens New York, og det er vist ikke helt forkert.
Vi har noget tid i byen, og sammen med en kollega besøger vi et tempel midt i byen. Vi ankommer midt i en lille koncert eller nok nærmere en ceremoni med masser af røgelse og instrumenter der minder om den kinesiske slagtøjskoncert, som vores kinesiske solist Li Biao spiller med os hver aften. Vi kan spadsere fra hotellet til koncertsalen, det smukke Grand Theatre Shanghai. Bygget for nøjagtig 20 år siden, indbydende, masser af publikum. Her er klassisk musik en naturlig del af livet, her forventer og værdsætte publikum højeste kvalitet. Inden koncerten går jeg på scenen og fortæller orkestret det, jeg ved om regeringens medieudspil, der netop er offentliggjort i København. Der skal gennemføres store besparelser i DR – ingen ved dog endnu hvor og hvordan.
Vi giver publikum fuld valuta for pengene denne aften. Eva Steinaas store obosolo i Strauss Don Juan får selv den mest alvorlige kineser til at smile blidt. Eva sætter en standard af de sjældne, et spil der løfter samtlige kolleger – inklusiv en lykkelig chefdirigent – helt op i skyerne.
Shanghai var en god oplevelse, en levende by og en god koncertsal. Det er som om der er kommet farver på husene, ansigterne og træerne.
Vi skal afsted til Hongkong i dag. Det er indenrigsfly, men det betyder ikke at vi skal rejse i et lille fly – tværtimod.
Stemningen er god blandt musikerne, men der er masser af praktik og papirarbejde forbundet med at rejse fra Kina til Hongkong. Hongkong er officielt indlemmet i Kina – og så alligevel ikke helt. Der er søgt nye visa, og instrumenterne skal igennem endnu en deklaration. Fabio Luisi er rejst dagen før os andre. En mand som ham der er på farten 300 dage om året kender sine golfbaner, og der er åbenbart en i Hongkong som bare skal besøges. Det er ham vel undt.
Der er varmt og fugtigt i Hongkong, da vi ankommer kort før mørket falder på. Hotellet ligger ved havnen, der er skibe og masser af aktivitet både over os, ved siden af og under.
Jeg skal mødes med min kollega, orkesterchefen Margaret Yang, fra Hong Kong Sinfonietta. Hun kommer til Danmark i april for at følge med i Malko Konkurrencen og hun er tydeligvis meget interesseret i nyt talent. Vi spiser traditionel kinesisk mad og drikker masser af grøn te. Mine evner med spisepindene går rigtig skidt her i aften. Nu syntes jeg lige, der var ved at være styr på det, men ikke i aften – pege, tommel og langemand arbejder ukoordineret, og da vi er færdige med måltidet ligner dugen noget mit 2-årige barnebarn kunne have kreeret. Lidt mad får jeg dog i maven. I vores samtale kan jeg mærke, at der er masser af kunst og kultur her i Hongkong. Ikke kun på overfladen, men helt ned i byens rødder. Det bliver spændende hvordan publikum er her – jeg har en god fornemmelse.
På vejen hjem mod hotellet fornemmer vi byens puls. Det føles lidt som Monaco på speed: varmt, hektisk, kæmpebutikker med de dyreste mærkevarer, velhavende kinesere overalt og masser af overflod.
Rejsen fra Beijing gennem Kina til dette supermerkantile, hektiske indkøbsmekka er lidt uvirkeligt.
Jeg når ikke at blinke to gange, før jeg falder i dyb søvn på hotellet.
Turneen nærmer sig sin afslutning. I dag er sidste koncert, og i morgen rejser orkestret hjem.
Der er prøve i koncertsalen kl. 11. Salen er god, det klinger godt, Luisi og musikerne fanger atmosfæren med det samme. Hong Kong Arts Festival er en af de store festivaler. Her kommer mange store internationale navne, festivalen har et stort trofast publikum, og alt er udsolgt.
Luisi lader orkestret spille lidt, så de får salen ind under huden, og pludselig begynder han at arbejde intenst med ekstranummeret. Umiddelbart tænker alle, at Tango Jalousie af Jacob Gade sidder, hvor den skal. Men på få minutter får denne lille genistreg af en melodi en kærlig overhaling af chefdirigenten – det er som om alle genlæser noderne, musikken sprudler og genopfinder sig selv med energi, humor og masser af, nå ja, jalousi…
Udenfor skinner solen, og klimaet er skønt. Mange hopper i korte bukser og T-shirt. Spiser frokost i solen, hvor en af verdens smukkeste skylines overstråler havnen med dens hektiske aktivitet.
Måske er det også tid for en middagslur, aftenens koncert kræver at man har alle kræfter i behold.
Jeg har et møde med Luisi, vi er 2-3 år fremme og snakker datoer og planer. Han er glad for turneen, glad for orkestret, han er tydeligt stolt af dem og holder af at vise dem frem rundt omkring i verden.
Jeg arbejder på et foredrag, som jeg skal holde for mine kolleger i EBU i Athen torsdag, det skal være præcist og velovervejet, de vil alle gerne vide hvordan situationen er i Danmark.
Jeg spiser en sandwich med udsigt over havnen i Hongkong, solen synker langsomt ned over koncerthuset som ligger ved havnefronten, hvor unge par går romantisk aftentur og tager uendelige mængder af selfies.
Kl. 20 er der koncert. Folk strømmer ind, og jeg mødes med en samarbejdspartner fra pladeselskabet Naxos, som har hovedkvarter i Hongkong – et selskab vi har samarbejdet med i snart 25 år. Sjovt at sætte ansigter på, og inspirerende at høre nyt.
Koncerten overgår alle mine forventninger. Publikum spiser af hånden, og Nielsen bliver modtaget med øredøvende bifald. Stemningen kan sammenlignes lidt med Royal Albert Hall: folk er nysgerrige, interesserede og vil gerne opleve nyt.
Ved siden af mig sidder Celine Haastrup fra P2 og laver ”ringside” præsentation til den danske radiotransmission af koncerten. Nogle i publikum vender sig om, når Celine taler hen over bifaldet. I vores egen koncertsal i København er publikum vandt til P2-værternes levende præsentation, men situationen er ny for publikum her i Kina. Koncerten er programsat i P2 i april.
Da orkestret har spillet de sidste toner af aftenens officielle program, sætter koncertmester Christina Åstrand Gades tango i gang med sit sædvanlige underfundige smil om læben. Hendes spil med orkester og dirigent får smilene frem hos publikum, der klapper og klapper og ikke vil slippe orkestret. Til sidst vinker Luisi ud til publikum, musikerne gir hinanden en krammer og året store oversøiske turne er slut.
Efter koncerten er der fart på, Luisi og jeg skifter tøj i hast og køres hurtigt mod lufthavnen. Maestro skal direkte til Zürich og hjem. Jeg skal videre med et andet fly til Athen. På vejen i bilen er chefdirigenten træt men meget glad, vi snakker lidt om den kommende Malko Konkurrence hvor han er juryformand, og vi glæder os begge. Der er forholdsvis stille i den store lufthavn, klokken nærmer sig midnat. Farvel til Hongkong – vi kommer gerne igen.
Det har været en fin turne. Kina er overvældende stort og meget, meget anderledes. Vi er blevet mødt af utroligt mange venlige mennesker, store smukke koncertsale og overvældende interesse for vores musik. Vi er alle enige om, at den klassiske musik har et nyt stort marked her, at her findes millioner af nye potentielle musikelskere, og at vi, trods vores lidenhed i Danmark, har noget vigtigt at tilbyde uden for landet grænser. At dansk musik og danske orkestre tilhører eliten og toppen – noget andre lande gerne vil opleve og lære af. Direktøren for Det Danske Kulturinstitut bliver interviewet direkte i P1 Morgen den 19.3., og han fortæller hvorledes han oplever, at kulturfremstød som det vi netop har gennemført underbygger Danmarks ry blandt kineserne som et højt udviklet, velordnet og kulturelt set højprofileret land – et land man gerne vil besøge og samarbejde med.
En turné som denne kræver et enormt stykke praktisk forarbejde, et fintunet orkester og en topdirigent. Det kan DR SymfoniOrkestret tydeligvis levere, og baseret på penge fra de kinesiske arrangører støttet af tre danske fonde, A.P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatet har rejsen kunne gennemføres.
Over 20 timer senere lander jeg i Athen lufthavn, og på vejen ind til byen indløber de første anmeldelser. De fleste er på kinesisk, og dem kan jeg kun gisne om. Den sidste er fra Hong Kong, og jeg bliver glad og varm om hjertet, da jeg læser anmeldelsen i South China Morning Post. Her kommer et par uddrag:
“Brilliantly polished playing from the Danish National Symphony Orchestra, energetically led by their Italian principal conductor, Fabio Luisi, impressed in this Hong Kong Arts Festival highlight.”
“They opened their concert programme in thrilling fashion, vividly conjuring the turbulence of raging seas in Richard Wagner’s Overture to Der fliegende Holländer.”
“The orchestra’s finely polished playing produced a highly charged Don Juan, its depictions of the character’s joy, promiscuity, melancholy and final breaths extremely vivid.”
“The sinister elements in Nielsen 5 were wonderfully captured; the viola section’s dark time-ticking and the woodwind’s “evil” interjections. The rich and majestic string playing was glorious and the mourning clarinet wonderful in solitude.”
“Luisi expertly shaped and paced the entire performance, allowing wistful strings to shine in passages of lyricism and the entire orchestra too in the final uplifting and victorious conclusion”
