Sopranen Jenny Lind kommer til København i september 1843. Hun er på vej mod en verdenskarriere, og bliver kendt under tilnavnet “den svenske nattergal”. Den kun 23-årige sanger har allerede været professionel i 13 år. Undervejs har hun flere gange haft seriøse stemmeproblemer, men nu har hun studeret i to år hos den berømte sangpædagog Manuel Garcia i Paris.
Jenny Lind synger partiet som Alice i to opførelser af Meyerbeers Robert af Normandiet– en rolle, som Bournonville allerede har hørt hende synge i Stockholm – på Det Kongelige Teater. Hun synger på svensk – de øvrige medvirkende selvfølgelig på dansk. Publikum går amok i Jenny Lind-feber. Anmelderen fra Kjøbenhavnsposten svæver hjem efter forestillingen og skriver om “den fuldendte dramatiske Sangerinde; en klar, fyldig, velklingende og omfangsrig Stemme, en yndig og let Methode i Sangen, som hun aldrig overlæsser med upassende og uskjønne Coloraturer, et i høi Grad sjælfuldt og henrivende Foredrag og et overordentligt dramatisk Talent …”. Direktionens våde drømme om udsolgt hus går i opfyldelse; mange går forgæves, også til Jenny Linds koncert tre dage senere, som bliver en lige så stor succes.
For et af medlemmerne af Det Kongelige Kapel bliver Jenny Linds besøg en personlig katastrofe. Oboisten Conrad Ludvig Keck bliver fristet over evne, da han tilfældigt falder over Linds kostbare smykker i hendes omklædningsrum på Sorgenfri Slot. Kongen fejrer sin 67-års fødselsdag med en privat koncert, og både Jenny Lind, flere af sangerne fra teatret og Det Kongelige Kapel underholder. Keck stjæler de dyrebare armbånd, men når at fortryde, og sender dem tilbage pr. post via August Bournonville inden han bliver arresteret – han er blevet set, da han stjal dem og genkendt på postkontoret. Hans skæbne er nu i kongens hænder. Han slipper – sikkert også fordi Jenny Lind går i forbøn for ham – for tugthusstraf, men bliver landsforvist, og må samme dag, dommen bliver afsagt, forlade kone og børn i København. Keck tager til Tyskland – og Jenny Lind får sine armbånd igen.
Historien her er taget fra Henrik Engelbrechts bog “Opera i guldalderens København”, som udkom sidste år.
Opera i guldalderens København er en kulturhistorisk rejse tilbage til en by, der er en del mere upoleret end man normalt ser på malerierne fra tiden. Opera er ingen undtagelse.
Det Kongelige Teaters skuespillere synger Mozart uden nogen særlig uddannelse, med kun meget få prøver og for nogles vedkommende i en evig brandert. Hvis de pjækker fra prøverne, risikerer de at ryge i fængsel. Kongen smider teatrets førende operasanger ud af landet, da han tager rollen som Don Juan lidt for bogstaveligt overfor én af prinsesserne på Amalienborg.
Ordensmagten har også travlt på tilskuerpladserne og når københavnerne køber teaterbilletter; der er fysisk kamp om at få fat i de eftertragtede billetter, og der er tit slagsmål efter forestillingerne, når modstandere og tilhængere af Rossinis operaer ikke har nok i at klappe, råbe bravo, buhe og fløjte i de medbragte hoveddørsnøgler.
Henrik Engelbrecht tager os med til opera i København for 200 år siden – gå med i det iskolde og stinkende teater, hvor publikum spiser den medbragte mad undervejs i forestillingerne, og drikker rigeligt med brændevin til … når de altså ikke skal koncentrere sig om at smide rotterne ud af deres loger.
Læs mere om Henrik Engelbrechts bog “Opera i guldalderens København” på www.henrikengelbrecht.dk