Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791) påbegyndte sit requiem i 1791, men nåede ikke at færdiggøre det før sin død i december samme år. Værket blev bestilt af Grev Franz von Walsegg til at markere årsdagen for sin kones død, men bliver af mange også set som et requiem, Mozart skrev til sin egen begravelse. I dag er det et af de mest kendte requiemer og kulminationen på Mozarts kompositoriske stil. Første sats var færdig fra Mozarts hånd, og samspillet mellem kor og orkester, som han skaber her, er meget grundlæggende for hele værket, så hvis man forstår første sats, er man godt klædt på til hele værket.
Mozart opbygger grundlæggende sin første sats ud fra en vekslen mellem kanon, altså at den samme melodi sunget forskudt, og fælles passager i koret. Den grundlæggende melodi i satsen præsenteres i fagotten, helt i begyndelsen, og klarinetten istemmer første kanon:
Imens melodien fortsætter mellem klarinet og fagot, skiftes de dybe og lyse strygere til at spille, hvilket giver en vippelignende bevægelse “dum-da-dum-da” “ned-op-ned-op”. Men mod slutningen af melodien tager strygerne til i styrke med hjælp fra messingblæserne:
Nu kommer koret på. Lag på lag. Først basser, så tenorer, så alter og sidst sopranerne. Du synger fagottens melodi med teksten: “Requiem aeternam dona eis, Domine” (Herre, giv dem den evige hvile):
Stemmerne og teksten blander sig mellem hinanden, men de slutter sammen på “Domine.” Og de fortsætter sammen i den næste tekstpassage: “et lux perpetua luceat eis” (og lad det evige lys stråle for dem.):
Der kommer nu et ophold i koret, før en sopran solist skærer igennem, let akkompagneret af bratscherne, med ordene: “Te decet hymnus, Deus, in Sion, et tibi reddetur votum in Jerusalem.” (Vi vil lovsynge dig, o Gud, på Zion, dig vil vi tilbede i Jerusalem.):
Som soloen afsluttes istemmer koret, nu igen i kanon, “Exaudi orationem meam, ad te omnis caro veniet.” (Hør min bøn; til dig kommer alt kød.):
Som koret afslutter, gentager Mozart her noget af melodien fra begyndelsen, men varierer den med noget af det materiale vi har hørt før, og koret imiterer kort efter samme gentagelse, basserne med “Requiem eterna” og alterne med “Dona eis” – kort efter følger tenorer og sopraner efter samme mønster:
Kanonen afsluttes med, at sopranen synger “Et lux perpetua”, og koret følger i spørg-svar stil:
Til slut vinder den fælles melodi og koret afslutter med samme sætning, nu fælles: “et lux perpetua luceat eis”:
