Carl Nielsen var. da han i 1916 komponerde sin fjerde symfoni, meget klar på hvad han søgte at sige med sin musik. Han valgte undertitlen ‘Det Uudslukkelige’ for at understrege hvad det, i hans optik, kun var muligt for musikken at udtrykke: “… den elementære Villie til Liv!” Og ligesom livet er en sammenhængende strøm, om vi vil det eller ej, er symfonien også skrevet til at blive spillet uden pause mellem de fire satser. Jeg vil i det følgende se nærmere på første del af den fjerde sats, der bærer betegnelsen ‘Allegro con anima’ – Hastigt med Ånd.
Satsen foregribes af en stille obosolo, der spiller en kort melodisk frase, inden den insisterende istemmer den samme tone adskillige gange, indtil violinerne overtager lydbilledet:
Den rolige og simple melodi fra oboen forsvinder fuldstændigt, nu fylder kun violinerne der spiller komplekse løb:
Snart overtager de dybe strygere disse komplekse løb, mens violinerne nu begynder at mime oboens insiterende enkelte tone, dog fordelt på flere oktaver:
Intensiteten i strygerne stiger, indtil det pludselig kulminerer med 4 slag på pauken – der også foregriber en rolle pauken får senere – og orkesteret stopper helt.
Orkesterest samler sig hurtigt, og stemmer nu et mere heroisk tema, suppleret af en modstemme fra horn og trompeter:
Alt er fred og idyl, det heroiske tema spiller videre, og glemt er paukernes afbrydelse fra tidligere. Men pludselig, blot et enkelt lille slag på pauken, og kaso opstår. Orkesteret forsøger at spille det før heroiske tema, men det skær i ørerne, noget er galt:
Orkesteret prøver at bevare freden, og får da også musikken på ret køl. Men det nytter ikke, og pludselig er paukerne over os som et regulært bombardement:
Carl Nielsen har i partituret skrevet følgende instruks til paukerne: “Paukerne maa herfra og indtil Slutningen, selv om de spiller piano, bebeholde en vis truende karakter.” Denne trussel bliver snart besvaret af trompeterne og horn, der nærmest imiterer maskinpistoler der besvarer paukernes bombardement med salver af lyd:
Orkesteret kæmper mod paukerne og vinder… for en stund. For selvom du ikke kan høre paukerne, så er de stadig altid tæt ved, og kan springe ud af det blå:
Orkesteret fortsætter kampen i længere tid og istemmer snart en variation over det heroiske tema der åbnede satsen. Men musikken bliver svagere og svagere og paukerne lurer altid i baggrunden. Selv da oboen spiller et ekko over melodien der åbnede satsen, som glider over i en smuk obo-duet, rumler pauken konstant i bunden af musikken:
I det følgende leger træblæserne og violinerne med den melodi oboerne lige har introduceret. Men alt er stille og svagt, der er ikke meget på spil, og satsen nærmer sig snart slutningen af første del. Vi hører til slut et tema, først i trompeter og basuner, så træblæsere, så i violiner og til sidst føres til til opløsning i de dybe blæsere. Men altid med paukerne der konstant ligger i bunden, svagt men tilstede: Bum-bummm, bum-bummm.
Hvordan skal vi tolke denne sats? Carl Nielsen var tydeligvis påvirket af 1. Verdenskrig, der rasede længere mod syd. Selvom Danmark ikke var direkte berørt, lå det Nielsen meget på sinde at folk slog hinanden ihjel, forandrede verden og herved kunsten. Hvis vi ser paukerne som det artelleri der blev rigtigt udbredt under 1. Verdenskrig og dermed vilkårene for krigsførsel, stemmer det godt overens med at musikken forandres hver gang paukerne spiller med. Hver gang de høres sker der noget, hvad end musikken prøver at lyde som den gjorde tidligere, svarer paukerne igen, eller kapitulerer totalt og mindes den tid før bombardementet. De sidste toner kan måske tolkes som at nok er artelleriet aldrig langt væk, men så småt lærer folk at leve med det.