Anton Bruckner (1824-1896) er blandt de komponister, der var med til at perfektionere Romantikken, altså perioden efter Wiener-klassikken. Hans 2. symfoni fra 1872, er blandt de klareste eksempler herpå, da den både er af betragtelig længde og indeholder stærke skift i melodi og tonalitet, samtidig med at den hylder gamle former i sin opbygning.
Traditionelt er den første sats i en symfoni i det, man kalder ‘sonate-form’, der er tredelt: Først eksposition, hvor satsens temaer præsenteres, så gennemføringsdelen, hvor de bearbejdes, og til slut reprise hvor alt, der er blevet spillet, samles op igen. Jeg vil i denne gennemgang se på ekspositionen af første sats i denne symfoni.
Symfonien begynder med tremolo i de lyse strygere. Tremolo er når den samme tone gentages, så vi får en ‘de-de-de-de-de-de’ lyd fra violiner og bratscher. Under dette lægger celli en melodisk frase, som bliver besvaret med en nedgang i horn.
Violiner og bratscher fortsætter deres tremolo, og horn og celli deres spillen mellem melodisk frase og nedadgående svar. Men pludselig skifer celli karakter i deres melodi, den bliver mindre flydende og får lidt mere opbrudt karakter, og nu kommer svaret i fløjterne, der spiller en opadgående frase.
Samspillet mellem fløjte og celli fortsætter, og det stiger i intensitet, indtil violinerne er færdige med at akkompagnere og nu overtager med en abrupt melodisk nedadgående frase:
Violinerne får dog ikke deres øjeblik alene, da trompeterne indskyder en fanfare. Denne fanfare er værd at huske på, da den optræder flere gange i satsen:
Intensiteten stiger, indtil symfonien nærmest genstarter med tremolo i de lyse strygere. Men denne gang udspiller melodien sig som en kamp mellem celli, 1. violin og træblæserne:
Dette sammenspil fortsætter i det næste stykke tid, indtil fløjten skærer igennem med en nedadgående figur, som bliver overtaget af klarinetten. Samtidig falder tempo og intensitet og vi hører til sidst kun tre slag på pauken:
Vi rammer her den første pause i satsen. Pauserne er spredt ud over symfonien som små åndehuller, man lige kan få pusten i og signalerer altid et karakteristisk brud. Og da musikken begynder igen, er stilen helt anderledes, for violinerne spiller her en munter frase, nærmest som en vals i samspil med basserne. Celli trænger sig dog også på med en modstemme:
Denne muntre sektion fortsætter i et stykke tid uden nogle nævneværdige ændringer. Men brat skifter det karakter, væk er de bløde passager, og vi får nu en figur i strygerne, der siger ‘dam-da-da-dam-da-da’, mens fløjterne begynder en melodi ovenpå:
Igen er der i det følgende stykke ikke megen variation, men det tager form af en trio mellem obo, fløjte og klarinetterne. Men stykket ender med at begynde helt forfra, men denne gang med en anden følelse, violinerne får et meget mere melodisk akkompagnement, mens de dybe strygere fortsætter ‘dam-da-da-dam’ motivet, og træblæserne leger videre:
Stykket stiger og stiger i intensitet og kompleksitet, og snart byder trompeterne også ind med deres fanfare under musikken. Det hele kulminerer med, at paukerne slår en hvirvel an, men klimaks udebliver, og styrken forsvinder. Og ud af tavsheden begynder strygerne på ny, ‘dam-da-da.dam’:
Bruckner gentager her en stor del af det foregående, men i stedet for at lade intensiteten stige lader han den i stedet falde mod slutningen, og vi præsenteres nu for et tema, der flyttes mellem træblæserne:
Disse soli fører os langsomt mod endnu en pause. Og ud af den springer hornet med en akkord-brydning, der ender så hurtigt, som den begynder… og gentages nu med variation:
Her slutter ekspositionen, og i det følgende bearbejdes det materiale, der er blevet spillet intilnu. Vi er dermed klædt på til at kunne følge bedre med i resten af første sats.