Kandidaterne skal trods alt ikke have skoene af. Men det er tæt på, for et prøvespil for musikere er meget forskelligt fra ansættelsesproceduren for stort set alle andre jobs i denne verden. Sådan går det for sig:
Det er tidlig morgen i DR Byen på Amager. Venneforeningens koordinator, Milena Nielsen har også en række praktiske opgaver i forbindelse med prøvespillene. Derfor er hun klar kl. 7 på dagen til at modtage kandidaterne til det, der kan blive adgangsbilletten til en plads i orkestret – prøvespillene. De finder normalt sted i studie 2 – det med trækasserne med billeder på væggen. Eller i studie 4, det røde, som til daglig bliver brugt af VokalEnsemblet.
Gennem lokalet strækker sig en række af borde med tilhørende stole. Om et par timer vil juryen sætte sig på stolene, og foran dem vil der blive rejst en skærm. Af musikinstrumenter ser man kun et flygel i lokalet. Alle kandidater – uanset deres instrument har en af de to akkompagnatører, der er tilknyttet prøverne, til at støtte sig gennem forløbet. Repertoiret er kendt mindst tre uger i forvejen, oftest vil det fremgå af stillingsopslaget.
Foran hver af jurymedlemmerne ligger en fortrykt stemmeseddel beregnet til første runde. Selvfølgelig er der også en blyant, og den har en funktion ud over den sædvanlige, forklarer formanden for orkesterforeningens bestyrelse, 1. solopaukist René Mathiesen. Han har ofte siddet i juryen til prøvespil, men et medlem af foreningens bestyrelse er altid tilstede som besidder for kandidaterne. Og så er de naturligvis ikke jurymedlemmer samtidig.
-Det sker ikke sjældent, at vi under den første runde konstaterer, at det her fører ikke til en ansættelse. Hvis jurymedlemmet kommer til den konklusion, lægger hun eller han sin blyant på bordet, og er der tilpas mange, der gør det, stopper prøven for den pågældende ansøger, forklarer René Mathiesen.
I juryen sidder medlemmerne af den gruppe i orkestret, ansøgeren kandiderer til. Det er også denne samlede gruppe af symfoniorkestrets musikere, der bestemmer, hvad der skal spilles. Og jo, der findes faktisk sonater og andre stykker for alle instrumenter, selvom der ikke er skrevet mange af dem, når vi taler om eksempelvis tubaer, pauker og kontrabasser. Nogle spiller ”opstemte” på kontrabasserne, for at det skal lyde mere ”tilgængeligt” på de ellers ikke soloegnede instrumenter, men det bryder René Mahiesen sig ikke om. Det giver et forkert billede af kandidaten, mener han.
Hvis vi taler om en konkurrence om en plads som soloviolinist blandt første violinerne, kan der f.eks. være 16 jurymedlemmer fra den gruppe i orkestret. MEN, så er der også 17 yderligere, der tilhører andre musikergrupper. Fagfællerne vil aldrig udgøre flertallet. Til gengæld tæller deres mening meget i den før omtalte ”blyantsleg” . Hvis der er tale om andre stillinger – tutti – er det kun halvdelen af gruppens medlemmer, der sidder med i juryen.
Stillingsopslagene kan man læse på DRs hjemmeside på engelsk og andre steder på internettet. Men musikere i hele verden, der søger job, kigger i ”Musical Chairs”, der er stedet for opslag med international appel. Og en sådan appel har de job, der bliver slået op i DR Symfoniorkestret.
-Jeg vil skyde på, at kun 35 procent af ansøgerne er danskere, resten søger fra det meste af verden, fortæller Milena Nielsen, der er den første fra DR, kandidaterne møder, når de har fulgt skiltene gennem DR Byen til Koncerthusets første underetage, hvor de i minimum tre kvarter før første runde har et lokale til deres rådighed for opvarmning og forberedelse.
Juryen har læst ansøgningerne igennem. Alt efter instrumentet kan der komme 50-150 ansøgninger til hver stilling. Færrest, hvis man rammer en dag, hvor Berlinerne også holder prøvespil.
-Men vi kan se, at de store dirigentnavne har en ikke ubetydelig indflydelse på, hvor ansøgerne kommer fra. Da orkestrets chefdirigent hed Rafael Frühbeck de Burgos, var der særlig mange ansøgere fra Spanien. Og nu, hvor det er Fabio Luisi, der står på podiet, er der særlig mange ansøgere fra Italien og andre lande, hvor Luisi har dirigeret, siger René Mathiesen.
Han tilføjer, at der for tiden også er rigtig mange ansøgere, der i dag har arbejde i sydeuropæiske orkestre, men ønsker at komme væk, simpelt hen fordi deres orkesters fremtid er usikker.
Det er ikke en nødvendighed, at kandidaterne møder personligt op. Det kan være lidt af en udskrivning for dem at rejse fra eksempelvis USA til Danmark for at konkurrere om et job, man måske, måske ikke får. Men alle ansøgere får adgang til at vise, hvad de kan
Så der er mulighed for at deltage i en prærunde, eventuelt ved at indsende en CD. Reglerne er skrevet ned i en drejebog på 13 sider, så det kan gå rigtigt og ensartet for sig. Meget er jo på spil(undskyld!!!) for kandidaterne. Der er i historien set eksempler på et sagsanlæg i forbindelse med et prøvespil, hvor kandidaten var uenig i afslaget.
Det er et meget vigtigt princip, at kandidaterne er anonyme, lige så længe de ønsker det. Også fordi, hvis de bliver stoppet undervejs i prøven af tilpas mange liggende blyanter, så er der ingen andre, der får at vide, at de er dumpet. Ingen pletter på CV´et.
En time før prøvestart kommer de to pianister. Så de kan aftale forløb med kandidaterne. Når prøven starter, fører Milena Nielsen kandidaterne ind efter tur. De skal stå på et helt bestemt sted markeret med en pil på gulvet og spille i en hel bestemt retning – den samme for alle.
Kandidaterne står foran en skærm, hvor dommerpanelet sidder på den anden side af skærmen. Dommerne kan med andre ord ikke se kandidaten. Og vice versa. Nu er vi tilbage ved det med strømpesokkerne. I USA er der orkestre, hvor kandidaterne kommer ind på strømpesokker. Hvorfor nu det? Jo, dommerne skal ikke kunne høre, om det er en mand eller en kvinde i høje hæle, der er kandidaten. Så langt går vi ikke, men der er ved nogle lejligheder tidligere blevet lagt filt på gulvet og i det hele taget gjort alt for at bevare anonymiteten, så det kun er spillet, der tæller.
Inden prøverne starter, bliver dommerpanelet instrueret om, hvad de skal lægge særligt mærke til ved deres bedømmelse af dagens prøvespil.
De er ofte ret nervøse, kandidaterne, men vi hjælper dem så godt, vi kan, siger Milena Nielsen, der sikrer at også denne del af prøvespilsreglerne bliver overholdt. Naturligvis har dommerne læst bunken af ansøgninger, men de skal kunne abstrahere fra de skrevne ord og kun lytte under selve prøven. Uden at tænke på personen bag skærmen i øvrigt.
Det er kun under første runde, hvor der spilles et stykke af cirka 10 minutters varighed, man bruger skærmen. Der bliver ikke givet nogen feed back på første runde. Det er bestået eller ikke bestået. Kommer kandidaten videre til anden runde, fjernes anonymiteten i form af skærmen. Og så kan parterne se hinanden under anden runde, der kan bestå af flere værker. Denne runde varer gerne 20 minutter, og her vil det være et særtilfælde, hvis kandidaten bliver stoppet i utide med et ”tak, fordi du kom”
Hvis der er tale om en 1. solo eller 2. solo plads er der yderligere en tredje runde, før prøvespillet er forbi.
Nu er der jo kun en, der kan få jobbet. Den heldige er imidlertid ikke dermed sikret en varig ansættelse i DRSO. Selv om det er et fast job, der er blevet spillet om, bliver man ansat med et års prøvetid. Og det sker ikke helt sjældent, at den ansatte – når der er gået et halvt år eller ni måneder – får at vide, at der ikke bliver tale om fast ansættelse, når året er gået.
Der er også eksempler på det modsatte. At den udkårne kommer til orkesterledelsen og siger: det her er ikke mig.
Som det ses er det en ganske omfattende proces, der skal til, før man får lov at iklæde sig kjole og hvidt – eller for damernes vedkommende mørk kjole eller dragt og sætte sig i projektørlyset på scenen i Koncerthusets studie 1. Sådan har det ikke altid været.
En gang for længe siden, blev der sat et skilt op ude foran Radiohusets koncertsal med teksten: I dag er der prøvespil til xx instrument. Det fortælles, at en sømand kom forbi efter at være gået i land og så skiltet. Han mente nok, han var en habil trommeslager og lod sig friste af muligheden for et job i land. Så han stillede sig i køen. Efter et par minutters ”spil” måtte dommerpanelet dog konstatere, at hans fremtid nok mere lå på det blå hav end i koncertsalen.