Beretning fra en prøve med Koncertkoret
Jeg kunne nærmest se noderne ved Koncertkorets prøve på Verdis Requiem i Koncerthusets store studie 2 forleden.
Og nej, jeg var ikke på scenen blandt de 60 sangere. Det var dem, der var blandt de medlemmer af Venneforeningen, der fik en totaloplevelse den eftermiddag.
Prøverne med korene og her Koncertkoret har udviklet sig til meget mere end smukke stemmer. Du føler dig som del af en begivenhed, når du sidder i salen.
Syngemester Poul Emborg tager dig fra første færd i hånden, så du er med i alt, hvad der foregår. Du hører naturligvis sangen, men du hører også det samme som sangerne på scenen. Syngemesteren har mikrofon på under hele prøven, så også vi i salen kan følges hans instruktioner, når han taler til ensemblet.
I det hele taget hersker der en særlig stemning i de to timer, prøven varer. Der bliver leet meget på scenen og i salen. Midt i den seriøse indstudering.
Poul Emborg sidder meget praktisk på en drejestol og vendte sig straks fra begyndelsen mod publikum og fortalte, at han havde sunget netop Verdis gigantiske værk flere gange med forskellige dirigenter, herunder Luisi, der skulle overtage det veløvede kor ved koncerten denne gang. Han sagde, at han havde oplevet mange gode dirigenter, men også fortsatte han – med teatervisken – nogle elendige af slagsen på podiet.
Så drejede han sig om mod sangerne og løftede højre arm for at slå an. Men det var ikke Verdis toner, der lød. Det var” I dag er det ….s fødselsdag”. En af tenorerne i koret tilbragte nemlig en del af sin fødselsdag ved et nodestativ i DR-Byen. Og jeg skal love for, at der var noget mere stil over det end ved de lejligheder, hvor jeg selv har skrålet med på den traditionsrige fødselsdagssang.
Ellers blev der prøvet på enkelte passager og rettet ind med tonehøjden (det hedder noget andet på italiensk blandt de professionelle) på f.eks de stille dele af værket, som ifølge dirigenten dog skal synges, ”så selv dem, der har betalt mindst for billetterne kan høre, at der synges”
Prøven består af to dele med en lille kaffepause imellem. Og før den pause bad Poul Emborg de 60 sangere om at sprede sig i salen blandt os publikummer. Jeg sad selv og kunne se nodebladet hos den nærmeste sanger. En kæmpe oplevelse, som jeg dog hørte nogle sangere sige var en noget uvant oplevelse. Måske, men de blev behørigt og entusiastisk klappet til pause af de flere hundrede tilhørere.
Så – har du endnu ikke overværet en prøve med korene, er opfordringen til at melde sig hermed givet videre. Der er jævnligt få ledige pladser i det store rum.