Når musikerne sætter sig i flyet mod Tokyo på fredag, vil det vise sig, om der er taget højde for alle detaljer gennem 18 måneders forberedelse, detaljer som er afgørende for en succes under fremmede himmelstrøg. I spidsen for forberedelserne står orkestrets producent, Gordon Alsing og hans medarbejder, produktionsleder Susanne Gundal. Sammen har de brugt et halvt årsværk på at tilrettelægge noget, der kunne minde om en militær operation. Fungerer logistikken ikke, og er der ikke taget højde for den jungle af regler, der gælder for at transportere mennesker og instrumenter, så kan orkestret spille nok så godt – det hjælper ikke til at få koncerterne til at fungere.
Turneen til Japan er speciel, fordi japanerne -nærmere betegnet den store teknologikoncern Toshiba – betaler hele gildet. Normalt hører det med til forberedelserne at skaffe sponsorpenge til turen hos blandt andet fra fonde, institutioner og virksomheder i Danmark.
Til gengæld har japanerne ret præcise forestillinger om, hvordan tingene skal foregå. Til sammenligning blev der konstant ændret i planerne, da orkestret sidste år var på turné i Kina. Det sker ikke i Japan.
Det er 38. gang, Toshiba inviterer et udenlandsk orkester til at spille for japanerne ved 10 koncerter i flere byer i kejserriget. Der veksles mellem to forskelligt sammensatte programmer. Japanerne kommer til at høre Max Bruchs violinkoncert med Arabella Steinbacher (halvt japaner) som solist – den blev spillet med samme besætning i Koncerthuset i sidste måned, Beethovens 5. klaverkoncert med den japanske pianist Yukio Yokoyama ved flyglet, Beethovens 7. symfoni samt Tjajkovskijs 5. symfoni. Japanerne er meget til de store europæiske klassikere.
Alligevel lykkedes det at overbevise de japanske arrangører om, at der også skal være danske islæt på programmet. Det blev til Carl Nielsens ouverture til Maskarade og det obligate ekstranummer: Gades Tango Jalousi. Men også en nyere dansk komposition står på programmet: Bent Sørensens Evening Land. Komponisten tager selv med på en del af turneen.
-Det er yderst prestigefyldt at blive inviteret til en turné som denne, siger Gordon Alsing. Han er sikker på, at kriteriet er, at der skal være tale om orkestre med en høj kunstnerisk standard.
-Og så skader det ikke, at det er et verdensnavn, orkestrets chefdirigent Fabio Luisi, der står på podiet. Jeg er sikker på, at det både er Luisi og forgængeren, Rafael Frübeck de Burgos, kombineret med, at orkestret i dag har et verdensniveau, der har skaffet adgangen til at blive udvalgt på linje med verdens førende orkestre til at spille ude i verden .
Det er ikke bare et interesseret, vidende og kritisk japansk publikum, der kommer til at nyde godt af DRSymfoniOrkestrets toner. Det er også orkestret selv og musikerne, der ved den slags turneer cementer deres ”brand” ved at være internationalt efterspurgt. Og dermed igen har mulighed for at tiltrække store gæstedirigenter og solister til ”torsdagskoncerterne” hjemme i Koncertsalen i DR-Byen og til det kæmpe publikum ved højtalerne rundt om i Danmark.
To af de ti koncerter er lukkede arrangementer for Toshibas forretningsforbindelser. Fire af koncerterne finder sted i Tokyo, men ellers er der koncerter fra Nord til Syd i øriget. Blandt andet i byerne Osaka og Hiroshima.
Når SAS-flyet med musikerne og staben omkring dem letter, er instrumenterne også på vej som air cargo. Nu skal der ikke harper med til Japan, men ellers låner man på turneer harper og flygler, hvor man kommer frem – for alle andre instrumenter gælder det, at musikerne medbringer deres ”egne” instrumenter fra Danmark.
Instrumenterne til Japan-rejsen pakkes ned i flykasser efter koncerten i Koncerthuset på torsdag. Gordon Alsing, musikerne og orkestrets assistenter har prøvepakket bagagen, og der er derudover netop lavet en prøve på organiseringen af lastningen på flyet i Kastrup. Intet er overladt til tilfældighederne. Der må ikke være andet i kufferterne end instrumentet.
Også noderne kommer med fragtflyet, men for en sikkerheds skyld, er de forskellige partiturer lagt på et USB-stik og kan printes ud derfra, hvis de rigtige noder af en eller anden grund ikke kommer frem i tide.
Men allerede før man er nået så langt, er der lavet et minutiøst forarbejde i DR-Byen. Der er taget 4-5 fotografier af alle instrumenterne, der er lavet lister over alt helt ned til violinbuerne, for samtlige instrumenter skal have et pas, som myndighederne skal godkende. Der findes en international såkaldt CITES-liste (udmntet af Washington-konventionen med 16.000 navne på truede dyr og planter, og i dette tilfælde må intet instrument eller dele af det må sendes af sted, hvis det står på listen. og det ikke kan dokumenteres, at det er handlet lovligt.
Gordon Alsing gennemgår listerne, der er et ark på omkring en kvadratmeter, med myndighederne, der udtager tvivlstilfælde til nærmere undersøgelse.
– Vi havde et helt barokt tilfælde, hvor myndighederne spurgte mig om en del af håndgrebet på en violinbue indeholdt elementer af skjold fra en havskildpadde. De ville se dokumentation og spurgte, om jeg havde overværet fabrikationen af håndgrebet til buen. Det havde jeg ikke, da den var fremstillet i 1782, og resultatet blev, at buen ikke måtte komme med på turneen. Kontrollen foregår både ved ind- og udrejse.
Ud over de truede arter er der f.eks. forbud mod at bruge mammuttænder, der minder meget om elfenben. Mammutten er som bekendt uddød og derfor ikke truet, men nazisterne stjal store mængder under anden verdenskrig, og de er den dag i dag i omsætning – ulovlige.
Musikerne skal selvfølgelig også have pas og derudover et visum. Selv om der ikke er visumtvang ved almindelige rejser til Japan, kræves det, når man skal arbejde i landet. Så der er lavet store lister med alle data omkring musikerne. Det komplicerer sagen, at der i orkestret er musikere fra adskillige nationer, og selv om de måtte være blevet danske statsborgere, så kan det skabe vanskeligheder, at de er født i et andet land.
Da orkestret var på turné i Kina, var der flere af ensemblets medlemmer, der måtte blive hjemme, fordi de var født i et land, der ikke havde indrejsetilladelse til Kina.
Listerne, som Gordon Alsing og Susanne Gundal laver, indeholder flere navne end de, der er udset til at udgøre ensemblet. Listerne kan nemlig ikke ændres, så for at være på den sikre side, er der lavet aftaler med vikarer, som f.eks. kan være fra Det Kongelige Kapel, om at de kan træde til ved forfald i den faste besætning. Myndighedernes godkendelse af listen er en besværlig affære. Det sker ad flere tempi i Japan og på den japanske ambassade i København.
Nidkærheden er ikke et specielt japansk fænomen, ej heller er et land som Kina mere nidkært med kontrollen end f.eks. USA.
Udover disse omstændelige forberedelser, skal der naturligvis bookes hoteller og sørges for intern transport af såvel musikere som instrumenter. Denne del foregår i tæt samarbejde med de japanske værter og de folk, de har sat på opgaven. Gordon Alsing har på et tidligt stadium af forberedelserne desuden været ruten igennem for at bese koncertsalene og afstande fra koncertsalene til transportmidler og hoteller.
Musikere øver sig dagligt. Også når de er på rejse. Men hotellerne er absolut ikke begejstrede for gæsternes musikalske udfoldelser på værelserne – og slet ikke når det drejer sig om messingblæsere og slagtøjsspillere.
Så musikerne må i Japan opsøge nogle af de talrige karaoke-kabiner, som japanerne til dagligt elsker at opsøge for i flok at synge mere eller mindre skønt til kendt musik med sangteksten rullende foran dem på en tv-skærm. Så i nogle af boksene kommer der i de kommende par uger ikke til at lyde smægtende japanske toner, men klassiske værker – uden sang – fra de danske musikere.
Gordon Alsing og flere hjælpere flyver i forvejen til Japan for at sikre losningen og udpakningen af instrumenterne, ligesom de er til stede ved udpakningen og opstillingen på koncertstederne.
Turnelivet byder på oplevelser for musikerne – også på det turistmæssige område. Det kan lade sig gøre de steder, hvor man opholder sig samme sted i flere dage. Til gengæld er der et stramt program for rejsedagene, der for nogle steders vedkommende nødvendiggør, at frokosten indtages på bagscenen i forbindelse med de prøver, der ligger forud, meget kort forud for koncerterne, hver gang der skal spilles i en ny sal. Ofte er prøverne først færdige få øjeblikke, før publikum kommer ind i salen.
Normalt er det rutine at rigge scenen til med stole, nodestativer og lys over noderne. Men f.eks ved en koncert langt ude i det kinesiske rige måtte Gordon Alsing sammen med en kollega på et improviseret besøg i et lokalt byggemarked for at købe trælister til at sikre, at podieopbygningen så nogenlunde opfyldte danske krav til arbejdsmiljø.
Gordon Alsing kender godt spørgsmålet: Hvorfor skal DRs musikere optræde for et udenlandsk publikum? De er jo betalt af licenspengene.
-Det er de, deres løn er rettere sagt. Ingen udgifter til turneer kommer fra licenspengene. I dette tilfælde betaler japanske Toshiba, i andre tilfælde betaler fonde, virksomheder og andre sponsorer.
-Nok betaler DR musikernes løn, men de to koncerter, musikerne ikke spiller i Koncerthuset, men i Japan, bliver optaget og udsendt på P2, så det danske publikum også får ”torsdagskoncerterne” i deres højttalere .
-Desuden er det min helt klare opfattelse, at hvis man ønsker at bevare den opnåede status som orkester på internationalt niveau, så er det nødvendigt at vise sig på den internationale scene – ellers drukner man i mængden af orkestre i denne verden, slutter Gordon Alsing.
Under besøget vil vi her på siden bringe friske beretninger fra Japan.