Mit arbejde består i det daglige i at planlægge koncerterne med flere års sigte, skaffe de rigtige folk til de rigtige programmer (og der er venteliste på de rigtige folk), give sig god tid til at evaluere og justere i de lagte planer, så orkestret hele tiden på dagen fremstår, som om alt er skabt ud af ét lykkeligt øjeblik.
Ovenstående sætning har jeg printet ud og hængt op foran mig, lidt til højre for min skærm, så jeg hele tiden kan holde mig det for øje – for der kommer jævnligt en slæde susende ind fra højre, med et problem, der skal løses her og nu.
De første dage efter nedlukningen var hårde – alle var i chok og skulle forsøge at få overblik over, hvad der egentlig skete. Det værste var nok den ekstremt korte horisont. I marts og nogle måneder frem blev de fleste forordninger forlænget med uger, og vi aflyste derfor koncerterne med korte varsler. Hele den internationale branche var ramt, og dårlige nyheder skal af princip leveres mundtligt, så jeg tilbragte mange timer med at ringe rundt til kunstnernes agenturer og fortælle, at deres koncert ville blive aflyst. Ikke bare udsat, for planerne for de næste år er allerede på plads, men helt og aldeles aflyst. Skønne produktioner, som vi havde glædet os til, som fx Sjostakovitjs sjældent spillede 13. symfoni, Babi Jar, skønne kunstnere som Barbara Hannigan, der ovenikøbet skulle have Sonnings Musikpris – alt dét forsvandt op i de evige tåger.
Fremtid uden Corona
Men hvor er mennesket dog tilpasningsdygtigt. Det holder aldrig op med at forundre mig, hvor hurtigt en ny virkelighed bliver adapteret, og hvordan den store symfoniske maskine evner at skifte kursen, så målet ikke går tabt, selv om man bliver ramt af brådsøer fra øst og vest. Værdifulde måneder ville gå tabt, hvis jeg ikke samtidig blev ved med at se frem og få 21/22 sæsonen helt på plads, og nogle gange var det faktisk en befrielse at kunne drømme sig ind i en fremtid, hvor Corona ikke var på dagsordenen. Det var også en lettelse for agenterne, når jeg ringede med tilbud i stedet for afbud, så vi bevarede vores gode kontakt.
Så kom i maj den forsigtige genåbning, hvor vi måtte have helt op til 10 – wow, TI! – personer på en produktion. Det kunne lige passe med en sekstet, og så to på lyden, 1 fra P2 og så mig til at være lysdame, stoleopstiller (alle stole og nodestativer afsprittede), nodefremskaffer til teknikken og kunstnerisk planlægger. Den første koncert, hvor Henrik Dam Thomsen åbnede helt stille med en Bach sonate var fuldstændig gåsehudsfremkaldende. Vi vidste, at vores publikum sad ved højttalerne, og jeg sværger på, at vi kunne mærke vibrationerne tilbage på scenen. Men hvor vi dog alligevel savnede vores publikum i salen.
Det kom så først midt i juni, hvor vi måtte være et lille orkester på scenen og et lille publikum i salen. Nu kom så den første erfaring med de nye retningslinjer – det er ikke svært at overholde 2 meters afstand, når man er seks mennesker på scenen og syv på bagscenen, men med 50 musikere skulle vi arbejde på en ny orkesteropstilling – og her er stof til en længere afhandling, for et orkesters opstilling har en afgørende indflydelse på sammenspil og klang, så det er en grundsubstans, som vi nu skulle gentænke. Det lykkedes, og vi lærte at holde afstand, at sikre at bagscenen ikke blev forsamlingssted, men at der var luft mellem alle, at spritte og skrubbe, og jeg tror, vi alle følte en kæmpe taknemmelighed for, at tiderne nu begyndte at lysne.
Efterårssæsonen
Den taknemmelighed voksede gennem august – vi havde ambitiøse programmer på repertoiret, både en cd-indspilning af C.F.E. Hornemans storladne opera Aladdin (den kan I glæde jer til!) og ikke mindst Mahlers 2. symfoni som åbningskoncert. Vi var stolte og glade, da det lykkedes, og forbavsede over at den øgede afstand mellem de optrædende viste sig at give en utrolig stærk og intens klang. Det var hårdt at skuffe så mange mennesker, der havde købt billet, og det var hårdt ikke at kunne være helt klare i spyttet og sige: ”fra den dato ser det sådan ud”. Men det er jo ikke vores kald, så vi har været fokuserede på at løse vores radiofoniske opgave – og nu begyndte telefonopringningerne pludselig at strømme ind til mig fra agenturerne, som bare lige ville sige, hvor meget det betød for dem i lande, der musikalsk var lukket helt ned, at vi stadig lod musikken fylde, at vi kunne stille med et stort orkester, der kunne bringe de store værker ud til alle. Strauss’ Alpesymfoni, den sidste romantik sat sammen med den tidlige i Mendelssohns sarte violinkoncert, et helt program om Rhinen, hvor Schumanns rhinske symfoni blev efterfulgt af Götterdämmerungs oversvømmelse af verden, som vi kender den, eller Sibelius’ ensomme menneske i naturen sat sammen med Sjostakovitjs menneske fanget i et brutalt system. Torsdag efter torsdag, hvor musikken igen har talt til os og vakt de følelser, som hele tiden udfordrer vores forsøg på at holde masken og lukke til.
Så det gav mening at kæmpe så hårdt, også da efteråret bragte nye restriktioner, herunder krav til negativ test for indrejsende. For slet ikke at tale om det værste benspænd: Danmark kom på negativ liste hos flere lande, så selv om de tilrejsende kunstnere kunne få taget test og få svaret inden for de angivne 72 timer, så kunne flere ikke få lov til at tage videre til næste job. Det betød den første aflysning allerede i vores 3. uge af sæsonen, hvor den franske dirigent, Alain Altinoglu, måtte melde forfald af hensyn til, at han skulle åbne sin nye sæson med sit eget orkester i Luxembourg og selvfølgelig skulle prioritere dét over en gæsteoptræden hos os. Heldigvis lykkedes det at få Gianandrea Noseda til at komme i stedet, og han lavede et brag af en koncert med Bergs violinkoncert og Brahms’ 3. symfoni. Han var selv helt høj over omsider at få lov til at dirigere et stort orkester, og dybt taknemmelig over for Danmark og DR, som insisterede på at musikken ikke skal pakkes væk som en overflødig fornøjelse, men fortsat skal ryste og fryde os.
Fremtiden
I skrivende stund er vores publikum igen lukket ude af koncertsalen, men kunsten er ikke blevet bedt om at gå hjem og tie stille, tværtimod, så vi fortsætter med at bringe det gode budskab ud, ikke bare til hele Danmark, men også til alle vores lyttere i det europæiske radionet, som transmitterer en stor del af vores koncerter.