Le Sacre

Igor Stravinskijs far var bassanger i Sankt Petersborg, og sønnen blev herigennem tidligt fortrolig med opera- og koncertlitteraturen. Han var elev af Nikolaj Rimskij-Korsakov 1902-08. Sit internationale gennembrud fik han med balletterne L'Oiseau de feu (Ildfuglen), Petrusjka og Le Sacre du printemps, skrevet til Serge Diaghilevs balletkompagni Ballets Russes i Paris. Den sidste, hvis uropførelse blev en uhørt skandale (primært grundet koreografien), blev en af klassikerne i 1900-t.s musik, men er med sit gigantorkester og sin orgiastiske fremstilling af en hedensk menneskeofring enestående i Stravinskijs produktion.

Under 1. Verdenskrig levede Igor Stravinskij i Schweiz og Frankrig, og efter Den Russiske Revolution blev hans eksil permanent; han genså først Rusland ved et besøg i 1962.

Krigen gav anledning til en reduktion af hans instrumentarium, og værker som sangballetterne Renard og Les Noces har et kammermusikalsk akkompagnement. De benytter træk fra russisk folklore ligesom antioperaen L'Histoire du soldat (Historien om en soldat), der også inddrager populærmusik som tango og ragtime.

Igor Stravinskijs værker i udvalg
Balletter
L’Oiseau de feu (Ildfuglen), 1910
Petrusjka, 1911
Le Sacre du printemps, 1913
L’Histoire du soldat (Historien om en soldat), 1918
Pulcinella (efter musik af bl.a. G.B. Pergolesi), 1920
Renard, 1922
Les Noces, 1923
Apollon Musagetes, 1928
Le Baiser de la fée (Feens kys), 1928
Jeu de cartes (Kortspil), 1937
Orpheus, 1948
Agon, 1957
Operaer
Le Rossignol (Nattergalen, efter H.C. Andersen), 1914
Mavra, 1922
Oedipus Rex (opera-oratorium), 1927
The Rake’s Progress (Lastens vej), 1951
Orkesterværker
Symfonier for blæsere, 1920
Dumbarton Oaks-koncert, 1938
Symfoni i tre satser, 1946
Symfoni i C, 1948
Koncert for klaver og blæsere, 1924
Capriccio for klaver og orkester, 1930
Violinkoncert, 1931
Ebony Concerto for klarinet og jazzband, 1946
Movements for klaver og orkester, 1960
Vokalmusik
Salmesymfoni, 1930
Messe, 1948
Cantata, 1952
Canticum Sacrum, 1956
Threni, id est: Lamentationes Jeremiae prophetae, 1958
A Sermon, A Narrative And A Prayer, 1961
Requiem canticles, 1967
In memoriam Dylan Thomas, 1954
Kammermusik
Tre stykker for strygekvartet, 1914
Ragtime for 11 blæsere, 1918
Oktet, 1924
Septet, 1953
I mellemkrigstiden levede Igor Stravinskij af at komponere på bestilling og turnere i USA og Europa med egne værker som pianist og som dirigent . Med balletten Pulcinella begyndte en neoklassisk fase, hvori han efter 1910'ernes surrealistiske værker søgte objektivitet i former og stiltræk fra ældre kunstmusik (se neoklassik). Værkerne fra denne periode er ikke pasticher; de fremstiller manerer fra de valgte stilarter på en måde, der minder om Pablo Picassos kubistiske malerier.

Igor Stravinskij fandt modeller hos bl.a. Johann Sebastian Bach (koncerten Dumbarton Oaks), Peter Tjajkovskij (balletten Le Baiser de la fée (Feens kys)), Wolfgang Amadeus Mozart (operaen The Rake's Progress (Lastens vej)) og i den wienerklassiske sonateform (Symfoni i C).

I 1939 flyttede han til USA, hvor han blev statsborger 1945. Han indspillede næsten hele sin produktion på plade, efter 1948 med hjælp fra dirigenten Robert Craft (1923-2015), med hvem han udgav en række bøger med samtaler mellem de to. Crafts interesse for Arnold Schönbergs og Anton von Weberns musik var medvirkende til, at Stravinskij udviklede sin egen variant af serialismen.

Blandt hans sene værker findes både tolvtonekompositioner (fx balletten Agon) og satser inspireret af Darmstadtskolens punktstil (Movements for klaver og orkester). I bl.a. Canticum Sacrum optræder seriel teknik sammen med træk fra renæssancemusik af bl.a. Carlo Gesualdo og Claudio Monteverdi.

Igor Stravinskijs brug af serialismen er på nogle punkter lige så distanceret som hans brug af musik af Bach, men hans sene værker, hvoraf mange er religiøse ritualer som Requiem canticles eller gravskrifter over døde bekendte, fx In memoriam Dylan Thomas, har et mere direkte udtryk end mange tidligere. Dette afspejles muligvis i hans skift i personlighed fra mellemkrigstidens kølige verdensmand til alderdommens smilende, altfavnende skikkelse.

Igor Stravinsky dirigerede mange af sine værker, som han tilmed indspillede på plade i stort tal. Orkesterledelse har med tiden udviklet sig til en selvstændig musikalsk disciplin, som kræver både et særligt talent og en speciel uddannelse. Ikke enhver komponist er derfor den bedste fortolker af egen musik, men der findes bemærkelsesværdige undtagelser. Her ses Stravinsky lede en opførelse af opera-oratoriet Oedipus Rex, som han skrev i 1926-27.
© Gyldendal
Igor Stravinsky dirigerede mange af sine værker, som han tilmed indspillede på plade i stort tal. Orkesterledelse har med tiden udviklet sig til en se... | Læs mere
Æstetik og kompositionsteknik
I erindringsbogen Chroniques de ma vie (1935, da. Mit Livs Historie, 1943) og i Poétique musicale (1942, da. Musikalsk Poetik, 1947) formulerede Igor Stravinskij en antisubjektiv, antiromantisk æstetik: Komponisten er en håndværker eller opfinder, der frembringer objekter ved forskning i materialet, og musikken kan og skal ikke udtrykke noget. Han havde ikke en kompositionsstil; stilarter var en del af det materiale, som han underkastede teknisk bearbejdelse.

I erklæret modsætning til traditionen søgte han at skabe en uorganisk musik. Hans former bygger ikke på tematisk og harmonisk udvikling, men konstrueres af statiske celler, der gentages i uregelmæssige mønstre. Harmonikken bevæger sig brudløst mellem forholdsvis enkle tonale elementer og stærkt dissonerende felter; selv i flere af hans serielle værker findes tonale orienteringspunkter.

Den virtuose instrumentation er klar og tør, til tider vrængende, med forkærlighed for blæsere og slagtøj. I vokalværkerne lægger han afstand til teksten ved bl.a. at deklamere den imod betoningerne. I sine dramatiske værker skabte han distance mellem musik og handling dels ved at lade handlingen udføre af dansere, mens teksten fremføres af sangere i orkesteret (som i Renard), dels ved at undlade enhver psykologisk indføling i personerne, der som den udvalgte pige i Le Sacre viljeløst udfører et skæbnebestemt ritual.

Gennem disse fremgangsmåder gav Igor Stravinskij sine værker en fremmedgørelseseffekt. I sin ironisk distancerede disponeren over alle musikhistoriens stilarter foregreb han postmodernismen. Som den første modtog Stravinskij Léonie Sonnings Musikpris i 1959.