Ingen koncerter, men masser af kreativitet

Anne Karine Prip, producent og kunstnerisk leder for DR Pigekoret

De 55 piger i DR Pigekoret fik sig noget af en mavepuster kort før jul. I flere måneder havde de øvet på et af årets højdepunkter, julekoncerten, men med to dages varsel blev der lukket og slukket i Koncerthuset efter et masseudbrud af Covid-19 i DR KoncertKoret.

I lighed med de ”voksne” kor havde pigerne lært at indordne sig under diverse restriktioner. Blandt andet afstandskravet på to meter, når der skal synges. I sig selv noget af en udfordring. Korene er vant til at stå skulder ved skulder, når de synger. Men med afstand er det, pigerne hører, helt anderledes, end de er vant til. De hører nu ikke bare sig selv, men også de andre i koret. Det kræver så at sige mere ansvar for egen stemme og en erindring om, hvordan det lød førhen.

Prøver via computeren

Rent praktisk giver det også store udfordringer. Når så mange skal holde afstand, er der kun to steder i DR, der har plads: Koncertsalen og studie 2. Koncertsalen er ikke rigtig en mulighed og studie 2 er der rift om, så det har været nødvendigt at finde lokaliteter ude i byen.

Men også det er nu på standby i en uvis fremtid, så hvis der skal synges sammen, bliver det også for Pigekoret hver for sig via Zoom på internettet. Ikke optimalt, og så må der tænkes i andre baner. Og det bliver der i den grad. Så mens pigerne er hjemsendt, arbejdes der i DRs produktion på mange fronter for, at publikum alligevel kan se og høre det populære kor.

Korets kunstneriske leder, Anne Karine Prip lægger ikke skjul på, at det er en frustrerende periode for de 55 piger, der er vant til at bruge en væsentlig del af deres fritid på at arbejde seriøst med sangen og med et stort sammenhold. For manges vedkommende har de været sammen, siden de var seks år gamle.

– Sangdagene er en væsentlig del af deres identitet. Derfor er der kun en ting, der er vigtig, nemlig at komme i gang igen med at mødes til prøver, for selv med moderne teknik bliver man ikke koncertklar uden at være sammen i øvefasen, forklarer Anne Karine Prip.

Uforudset kæmpe succes

De mange udsættelser af muligheden for fysiske møder med publikum fik i foråret Anne Karine Prip og korets dirigent, Phillip Faber, til at tænke i andre baner. Det blev starten på Morgensang. Hverken de to fra musikken eller de afdelinger i DR, der står for programvalget, havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvilken publikumssucces de daglige morgenudsendelser og senere fredagens “fællessang hver for sig” hurtigt blev. De fik ganske enkelt et millionpublikum.

Morgensang med Phillip Faber

Og Pigekorets hjemmeside på Facebook gik fra 10.000 følgere til det femdobbelte.

– Vi drukner i henvendelser om optrædener fra Pigekoret, og bruger mange kræfter på at sige ja og nej til de forskellige ønsker, når altså det bliver muligt igen. For det er vigtigt, at passe på, at det ikke bliver for meget, understreger Anne Karine Prip.

Aflysninger i stribevis

Den store succes fjerner ikke den kendsgerning, at mange af korets trofaste støtter skuffet har måttet konstatere, at den koncert, de havde glædet sig til, blev aflyst eller udsat på ubestemt tid. Og for pigernes vedkommende er det et vilkår, at øvetimer med sanglærer og hørelærer i hvert fald indtil påske kun kan foregå over internettet.

Aflysningerne omfatter f.eks. planlagte turneer på Sjælland og i Jylland, en koncert i Holmens Kirke, som skulle finde sted i marts, og det gælder et helt nyt projekt kaldet ”klassiske fyrtårne”.

– Her skulle Pigekoret og Symfoniorkestret arbejde sammen med henblik på at engagere også et andet publikum end det, der traditionelt kommer til torsdagskoncerterne, forklarer Anne Karine Prip. Det er meningen gennem f.eks. sammensætning af programmet og iscenesættelse at – så at sige – invitere nye publikummer ind ad bagvejen og så folde den klassiske musik ud for dem. Det projekt er udskudt fra maj og på ubestemt tid, siger korets kunstneriske leder og producent.

Coronaen har ført nye veje med sig

Men lukningerne byder på den anden side også på nye muligheder for at se og høre Pigekoret. Mest markant var nytårssangene, som blev klippet sammen på rekordtid af nye optagelser, hvor pigerne sang hjemmefra og som fik intet mindre end 1,8 millioner seere på DR, hvor det i øvrigt stadig kan findes på DRTV. 

DR Pigekoret synger nytåret ind hjemmefra
DR Pigekorets nytårskoncert 2021, Phillip Faber, Trine Heide Petersen og Anne Karine Prip

Endelig er der en serie på vej på fire afsnit, hvor man følger Phillip Faber og koret bag facaden. Optagelserne er lavet i efteråret og sendes med premiere den 23. februar på DR 1.

I selskab med Britney Spears

Anne Karine Prip står også i spidsen for ledelsen af Korskolen, der er underlagt de samme afstands-restriktioner som Pigekoret, hvilket er endnu sværere at overholde for børnene. Det er forsøgt at lave øvelser for mindre grupper, men det er ikke nemt. Endelig kan det nævnes, at juniorkoret har haft succes i november på Operaen med at opføre fire forestillinger, der bygger på Janne Tellers roman ”Intet”.

– Så vi sætter os ikke bare ned og venter. Vi står klar i kulissen, siger Anne Karine Prip, der har oplevet en endnu travlere hverdag under nedlukningen end før.

Således arbejdes der intensivt på at udfolde Pigekorets toner endnu mere på de digitale streamingtjenester. Man kan allerede i dag finde pigerne på streamingtjenesterne, og det har været en stor succes. Og så har koret for resten opnået at være nummer 11 på den danske hitliste, der har verdensnavne som eksempelvis Britney Spears i toppen. Såvel nye studieproduktioner som livekoncerter er på tegnebrættet. På Koncerthusets YouTube-side kan man også finde Pigekoret. Fælles for dem alle er, at de har professionel udsendelseskvalitet.

Seneste skud på stammen for Pigekoret er en streaming. Det er Phillip Fabers musik til DR1s ”Grænselandet”, ligesom der er en indspilning af tre salmer på vej. De bliver udgivet først i marts under overskriften ”Om lyset”. Senere kommer der en ”Om natten” og ”Om sommeren”.

– Det er alle små samlinger, der peger frem mod noget optimisme, og det er der jo ubetinget behov for i denne tid, slutter Anne Karine Prip.