Her starter en række af landets bedste sangere deres karriere

DRs Korskolen fylder 25 år. Flere tusinde har sunget med gennem årene.
Når vi betaler kontingent til Venneforeningen, går en lille del til DRs tre skoler for børn og unge samlet i Korskolen, men de går dermed også til at bringe Pigekoret, Vokalensemblet og Koncertkoret til det høje kunstneriske niveau, vi kan glæde os over ved koncerterne i Koncerthuset og ved skærmen og højttalerne derhjemme.
Korskolen er de første trin på den stige eller fødekæde, om man vil, hvor de øverste trin er de professionelle kor og solo-optrædener i Danmark og i udlandet.
Allerførste trin er Spirekoret (6-8 år) med 70 deltagere, dernæst Børnekoret med lige så mange (8-12 år) og endelig Juniorkoret med 60 deltagere i alderen 12-16 år.
Det lidt lavere tal for Juniorkoret dækker til dels over, at  en stor del af dem rykker videre op til Pigekoret. For alle korene gælder i øvrigt, at man skal gennem en prøve for at blive optaget.
 
Mange timer om ugen
 
Ingen af dem kommer sovende til deltagelsen i koret. Skolens leder, Susanne Wendt, fortæller, at der er mødepligt.
I Spirekoret mødes de 1½ time om ugen, Børnekoret 2 timer og Juniorkoret 3 timer ugentligt. Men ikke nok med det: der er øvelserne hjemme. For Juniorkoret er der desuden undervisning i hørelære 16 gange om året, der er træning i solosang, ligesom de bliver hjulpet med forberedelse til optagelsesprøverne til Pigekoret.
Der er ikke tale om “indavl”. Flere og flere kommer til korene udefra, især når det gælder Juniorkoret, fortæller Susanne Wendt, der også afviser en myte om korene:
-Det har heddet sig, at de allesammen var musikerbørn, der går i skole på Sankt Annæ (skole og gymnasium med særlig vægt på musik og sang, red.),men det er ikke tilfældet. Jeg talte for sjov op en gang, og det er kun en tredjedel, der er musikerbørn. Resten er måske nok fra hjem, der understøtter sanginteressen, men så heller ikke mere.
DR betaler naturligvis en del af omkostningerne, men der er også en brugerbetaling, som ikke er helt lille for de to yngste af korene.
Fritidstilbud, der gælder for alle unge kommer også ind i billedet.
Venneforeningen støtter ved flere lejligheder, f.eks. til at hjælpe med betaling af kontingent, hørelære og for sommerlejrene til dem, der ellers ikke var kommet med.
Den største bidragsyder er Augustinusfonden, der er en stor sponsor for alle DRs Kor og Orkestrets aktiviteter
Efter Pigekoret
Når man skal forlade Pigekoret, stopper det på ingen måde sangen for de flestes vedkommende
– Der er i de 21år, jeg har været med, opstået et stigende antal semiprofessionelle kor af tidligere Pigekors-medlemmer, flere starter egne grupper, hvor medlemmerne laver repertoire-planer og alt det bagvedliggende arbejde omkring et kor. Der er også meget eksperimenterende i mange af den slags kor, siger Susanne Wendt, der også med tilfredshed kan konstatere, at flere og flere fortsætter på musikkonservatorierne.
Susanne Weng er også ansat af Børnekorakademiet. Her bliver lokale korledere efteruddannet. F. eks. besøgte en række lokale korledere forleden DR-Byen, hvor de overværede en åben prøve sammen med andre som “en flue på væggen” .
-Det er vigtigt for de lokale korledere at sørge for, at sangen bliver taget seriøst, men også at der er plads til at have det sjovt sammen for børnene og de unge, slutter Susanne Wendt.
I anledning af 25 års jubilæet deltager Korskolens elever i en lang række koncerter og arrangementer rundt om i landet. I kan læse DRs pressemeddelelse her: