Med udgangen af næste måned går en af de personer, der ikke kommer på scenen under koncerterne, men som alligevel er uundværlig for ensemblernes præstationer, på pension. Navnet er Ivar Munk, titlen er korproducent.
Han startede som sangerassistent i Radiokoret i 1970, så i de 47 år, han – med en afstikker som direktør for Nederlands Kammerkor i Amsterdam – har arbejdet for DRs kor og orkestre har han set mangt og meget. Alligevel blev han rystet på falderebet til afskeden med Koncerthuset, da kulturministeren og Dansk Folkeparti kom med deres politiske udspil til blandt andet korenes fremtid uden for DR.
– Det er rystende, at nogen kan tro, at man bare kan gå fra VokalEnsemblet til Operaen eller Det Kongelige Teater og omvendt. I DR ensemblet er der måske to, der har prøvet operaer på artistisk niveau. Resten har ikke, siger Ivar Munk og tilføjer, at der blandt sangerne er mange fine solistoptrædener f.eks. i kirker, men at synge i en operaforestilling er noget andet.
Og nok er kunsten det vigtigste, men der er nu også praktiske forskelle forbundet med DRs virksomhed og teatrets måde at arbejde på.
VokalEnsemblet medvirker i cirka 35 produktioner i DR regi. I koncerthuset, på tv, i radioen og jævnligt rundt i landet. Operaen laver vel 6-8 produktioner om året med kor. Det store kor, DRKoncertKoret har 200 timers tjeneste om året og medvirker i 12-15 produktioner. Forestiller man sig, at de skulle medvirke i eksempelvis Wagners Lohengrin, så ville halvdelen af deres årlige tjenestetid blive brugt på denne ene opgave. På Operaen er der tre ugers sceneprøver til en produktion og forud for det lige så lang tids indstudering. Og så følger mange forestillinger, i Lohengrins tilfælde af 5 timers varighed.
Da Ivar Munk startede, var der ingen af sangerne i DR, der havde fuld arbejdstid. Fra sin tid med det hollandske kammerkor er det også hans erfaring, at de bedste af sangerne fandt det attraktivt med en lavere procent fast arbejdstid, fordi de hellere ved siden af ville have andre optrædener, herunder ikke mindst som solister. I mange år var aflønningen på Danmarks Radio af sangerne et indviklet system, hvor man fik 50 procent af honoraret oveni, hvis koncerten blev genudsendt, 33 procent, hvis genudsendelsen skete kort tid efter den egentlige opførelse. Der var også et lønkapløb mellem Danmarks Radio og det Kongelige Teater, men al den slags er for DRs vedkommende afløst af moderne aftaler, der er tilpasset ensemblernes brug på alle DRs platforme.
Som så mange andre i branchen kom Ivar Munk ind i musikkens verden via Sankt Annæ Gymnasium. Han havde oprindelig en drøm om at blive dirigent og har studeret såvel musik på universitetet som sang på konservatoriet. Han opgav dirigentdrømmen til fordel for en karriere backstage.
I hans tid er det faste kor, som jo nu hedder VokalEnsemblet, reduceret i antal fra 31 for en halv snes år siden til nu 18 medlemmer, men det betragter han ikke som et kunstnerisk tab, da den nuværende ensemblestørrelse er passende til en række værker og åbner for stor fleksibilitet i samspillet med DR KoncertKoret.
I sin tid i Radiohuset og DR-Byen er Ivar Munk stødt på mange personligheder på dirigentpodierne. En af de første var Svend S. Schultz, som han har meget pænt at sige om, dog ikke at han var en stor dirigent. Men han havde sine faste meninger. Et eksempel var indstuderingen af Stravinskijs ”Salmesymfonien”, som starter meget blødt i manges fortolkning, men som ifølge Schultz, som havde mødt Stravinskij i København, skulle lyde som skrydende marokkanske æsler. Barokmusikken skulle ifølge den danske komponist synges hurtigt, tyndt og tørt.
Sergiu Celibidache var en anden stor musikpersonlighed på podiet som celeber gæstedirigent for Radiosymfoniorkestret. Ivar Munk var som musikstuderende på Universitetet en af de mange unge studerende, der med stor opmærksomhed fulgte hans prøveforløb. Det kunne studerende den gang som i dag. Stærke personligheder er ikke nødvendigvis langtidsholdbare, når det gælder samarbejde, og den iltre rumæner fik ikke noget langt ægteskab med Danmarks Radio. Nogle af de musikere, der var højt på strå kunne han chikanere på det groveste, mens han fandt kæledægger blandt andre lidt længere nede i hierarkiet.
Efter hans sidste koncert i Danmark spurgte Ivar Munk ham, om han ville lave en ren a cappella koncert med Radiokoret, som han stod sig godt med, hvilket Celibidache gerne ville. Han foreslog et repertoire bestående af ”Zuerst eine Messe von Josquin (1500-tallet), dann einige Motetten von Monteverdi, und zuletzt etwas Modernes – von Mozart”.
Ivar Munk er også yderst begejstret for DR SymfoniOrkestrets nuværende chefdirigent, Fabio Luisi og imponeret over, at så stort et navn kan lokkes til Danmark. Som producent for korene glæder han sig over Luisis indlysende kærlighed til kordirektion – en kærlighed han tilskriver italieneren Luisi. Særlig respekterer Ivar Munk Luisis fuldstændigt gennemarbejdede og alligevel sprudlende koncerter.
– Det værste, alle musikere kan forestille sig, er dirigenter, der snakker for meget. VokalEnsemblets chefdirigent de seneste par år, Marcus Creed, siger ikke så meget, men arbejder yderst pertentligt. Han er fantastisk, sender et blik til sangerne, hvis noget er forkert, så de ikke er i tvivl, og han helmer ikke, før intonation og struktur er i balance. VokalEnsemblet kan i dag måle sig med de mest anerkendte ensembler i Europa, slutter Ivar Munk.
Det er på den baggrund han er chokeret over tankerne om at lægge DR´s kor ind under Det Kongelige Teater. ”Opera er et helt selvstændigt og vidtgående anderledes fag. At sammenligne det med vokal kammermusik er som at påstå, at en kirurg og en psykiater da bare kan bytte arbejde, de er jo begge startet på den samme uddannelse.”